En jødisk storfamilie klarede sig gennem 20 måneder i ”karantæne” under Anden Verdenskrig, fordi de efterlevede et sæt klare leveregler.
Når man pludselig er stillet i den situation, at man skal bo isoleret sammen med familien, som man er vant til kun at være sammen med i eekenderne, er det godt at have nogle regler, så man ikke går hinanden på nerverne.
Nemt at glemme samhørigheden
Nogle familier føler sig udfordret i denne Coronatid, fordi de skal være sammen uden at se andre mennesker. Det er en helt ny situation for en familie, der har været vant til at hvert medlem havde sin plads i løbet af dagen, to forskellige arbejder for de voksne, skole og institutioner for børnene. Har man kun lidt plads at gøre godt med, kan man komme til at irritere hinanden, såre hinanden og glemme at samhørigheden er det vigtigste.
Nu er det heldigvis ikke altid så slemt for alle familier, og vi skal ikke glemme at vi stadig i Majoritetsdanmark er forkælede i forhold til mange andre – også her i landet. Men selv helt andre forhold kan perspektivere, hvad vi selv står i, hvad andre er tvunget til, og hvad tre familier på i alt 18 personer gennemlevede i 20 måneder under Anden Verdenskrig.
Nødvendigt at have fælles regler
Er man meget tæt på hinanden er det altafgørende at have et sæt regler, som alle er enige om. I bogen Claras krig fortæller Clara Kramer, hvordan hun og 17 andre mennesker bar sig ad, da de var skjult under jorden for nazisternes forfølgelse i 1942, fordi de var jøder.
Hvordan klarede de 18 mennesker sig under jorden i 20 måneder uden at blive opdaget? Det fortalte Clara Kramer (f. 1927) til Stephen Glantz. Fortællingen bygger også på hendes dagbog, som hun skrev under opholdet.
I den lille polske by Zjovkva, hvor Clara og hendes familie hørte til, var der ved krigens begyndelse 5.000 jøder. Ved krigens slutning var der 60 tilbage.
Grænsen gik ved jødernes liv
Læseren bliver opmærksom på det mirakuløse i, at tre familier på 18 personer overlevede under Valentin Becks hus i 20 måneder.
Hvem var den Valentin Beck og hans kone Julia, der skjulte de tre familier?
Valentin Beck var etnisk tysker, ’en berygtet alkoholiker, skørtejæger og højrøstet antisemit.’ Når han skjulte de 18 jøder, var det fordi grænsen for ham gik ved deres liv. Han ville simpelthen ikke finde sig i at nazisterne slog jøder ihjel.
Vær altid høflig
Clara Kramer fortæller at reglerne betød lige så meget som de ti bud i Bibelen. Citaterne er fra bogen Ondskab og etik (Systime 2011). Her er et lille udvalg:
Regel nummer tre: ”Vær altid høflig. Der opstod en egen formalitet i vores indbyrdes forhold. Vi havde kendt hinanden lige så ænge, som nogen kunne huske, men nu hed det altid ’Hr.’ og ’fru’, og enhver forespørgsel blev indledt med et ”Vil du være så venlig…” og ”kunne jeg bede om…” Alt dette faldt på plads ganske kort efter vores ankomst.
Regel nummer fire: Ingen havde ret til at beklage sig. Hverken over kulden, fugten eller snavset. Fru Melman kom med en enkelt kommentar om snavset, og de blikke, den blev mødt med, etablerede effektivt reglen.
Regel nummer fem: Hver familie var ansvarlig for deres egen mad og deres eget vand. Vi skiftedes til at anvende kogepladen og undlod at dele. Mændene mente at det ville forhindre spændinger mellem familierne.
Regel nummer seks: Ingen talte, medmindre det var absolut nødvendigt. Selv når familien Beck var alene oppe i huset, og der ikke var nogen bydende grund til tavshed, var dette et spørgsmål om disciplin. Som forholdene var, kunne vi høre fodtrinnene ovenpå, som var de inde i vores hoveder, og vi kunne høre familien Becks samtaler. Trægulvet over os virkede lidt som en resonansbund, der indfangede lydbølgerne og sendte dem forstærket ned til os. Vi kunne høre hvert ord. Vi kunne endog høre en lyskontakt blive tændt over vores hoveder. Hvem kunne sige, hvordan vores samtaler lød ovenpå? Der var naboer til begge sider, som ikke var mere end ti meter væk, og vi kunne aldrig vide, om de var udenfor i deres haver eller i nærheden af Becks hus af den ene eller den anden grund. Der var kun én måde at sikre sig, at vi ikke ville blive opdaget: tavshed.