Forsker: Det er op ad bakke at være minoritet

Sociale samfundsdynamikker skaber et ulige magtforhold mellem minoritet og majoritet, fordi majoriteten kan fastsætte samfundsnormen for blandt andet religion, skriver forsker ved Københavns Universitet i denne kronik


Foto: Danish-Arab Interfaith Dialogue

Af Birgitte Schepelern Johansen, lektor og forsker på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier


Minoritet bliver man først i relation til andre. Det er en særlig social position, der opstår, når man afviger fra det, der anses for værende normalt – hvad enten det er i sin måde at leve på, agere på, tro på, eller se ud på.

At være minoritet handler altså om de livsmuligheder, man har, når man ikke har de kollektivt vedtagne normer i ryggen, men tværtimod mere eller mindre udtrykkeligt kommer på tværs af dem.

I begrebet minoritet ligger derfor en indbygget antagelse om magtmæssig asymmetri. For minoritetspositionen indebærer, at det er andre instanser – som regel majoriteten - som har magt til at gøre de vedtagne normer gældende, både socialt og politisk.


Minoritet beskriver en social dynamik

Begrebet minoritet siger mere om den placering en bestemt kategori af mennesker har fået i det sociale puslespil end om selve måden, de afviger fra normerne på.

Nogle forskere taler derfor hellere om minoritets-positioner eller om at være minoriseret, end om at være en minoritet. Det er netop for at understrege, at der er tale om en social dynamik, der kan være mere eller mindre omfattende, og som kan skifte over tid.

Arten af minorisering handler derfor også om, hvorvidt folk i et samfund insisterer på at bestemte kollektive normer eksisterer og hvor vigtige de synes, normerne er. Eller om det givne samfund snarere er præget af stor variation - normative krydspres kunne vi kalde det - som gør det vanskeligt at fastholde og vedtage kollektive normer.


Protestantisme styrer opfattelse af andre religioner

Selv om graden af tilknytning til kirken i Danmark varierer, så former den protestantiske arv og kirkens tilstedeværelse stadig forestillingerne om, hvad religion overhovedet er. Det former så igen forventningerne til religiøse udtryksformer, som andre religiøse traditioner holdes op imod.

Man kan således i Danmark finde en række prototypiske antagelser om, hvad religion er. For eksempel at religion først og fremmest handler om at tro; at religiøs tro typisk forstås som et indre subjektivt anliggende; at tro knytter an til et transcendent forhold og dermed indebærer en overskridelse af det, der kan vides; og at tro kan indgå i en større dogmatisk og praktisk eller rituel pakke, som man abonnerer på, hvis man er ”rigtigt” religiøs.

Sådanne antagelser om religion er ofte sat i en bestemt friheds- og rettighedstænkning, der understreger en vis beskyttelse af og respekt for religion som en tro (man må tro og tænke, hvad man vil). Samtidig med respekten for den enkeltes tro eller ikke-tro har mange danskere det noget stramt med religion som den ’fulde pakke’.


Individets frigørelse er koblet til religiøs frigørelse

En del af den protestantiske historie er nemlig også sekulariseringens historie, hvor samfundets udvikling og den enkeltes frigørelse kobles sammen med en stadigt større indskrænkning af religionens domæne.

Sekularisering er måske mere end noget andet en måde at afgrænse og aflukke et område på, så et begreb som religion henvises til det personligt etiske, til det eksistentielle, til det der kan tros, men ikke vides. At være ’meget religiøs’ vil derfor typisk blive anset for gammeldags, umoderne eller noget, der hører andre steder i verden til.

Afvigelse fra majoritetsnormer på det religiøse område kan derfor både handle om at tilhøre andre religiøse traditioner end den protestantiske kristendom, og det kan handle om at leve med en religiøs tradition på måder, der afviger fra sekulære forventninger til, hvordan man er religiøs på en ”ordentlig måde” i et moderne samfund.


Usynlig eller hyper-synlig

En minoritetsposition indebærer ofte en ufrivillig vekslen imellem at være usynlig og at være hyper-synlig. Hvordan denne vekslen udspiller sig, og hvor meget kontrol, man har over den, afhænger ikke mindst af, om minoriseringen knytter an til bestemte fysiske eller materielle træk, som man ikke umiddelbart kan lægge fra sig.

Der kan altså være særlige måder at se ud på eller tale på, der gør, at andre mennesker umiddelbart afkoder én som ’en af den slags’, når man færdes i det offentlige rum. Dette vil for eksempel vil være tilfældet for mennesker med mellemøstligt udseende i Danmark i dag, der ofte antages for muslimer – hvad enten de er det eller ej.

Sådanne koblinger mellem bestemte fysiske træk og religion er et resultat af, at bestemte historier og billeder, der etablerer sådan en forbindelse, cirkulerer indflydelsesrige steder i samfundet. Der er imidlertid ikke på samme måde etableret stabile forbindelser mellem det at have bestemte former for syd- eller sydøstasiatisk udseende og så hinduisme (selv om en betydelig andel af hinduer i Danmark har indisk eller srilankansk baggrund) eller katolicisme (selvom en betydelig andel af katolikker i Danmark har filippinsk baggrund).


Repræsentanter eller ”som os andre”

Synligheden betyder typisk, at man løbende skal forholde sig til spørgsmål om ens religion fra andre, at man kan opleve at blive holdt ansvarlig for eller indforskrevet som ekspert om en religiøs tradition, eller man kan opleve at ens religion kommer til at fylde uforholdsmæssigt meget i andres tilgang til eller omgang med én.

Anderledes er det, hvis ens minoritets-religiøse tilhørsforhold først viser sig, når man selv inviterer folk ind i den del af ens liv. I dette tilfælde vil minoritetserfaringen typisk snarere være præget af usynlighed, fordi andre mennesker ofte antager, at man er ’normal’ – det vil sige: lige som dem selv – medmindre man gør dem eksplicit opmærksom på det. Det kan for eksempel være i forhold til spisevaner, højtider, bestemte værdiorienteringer, eller kulturelle referencerammer.


At ’springe ud’ som minoritet

Denne usynlighed stiller typisk én over for et valg: enten lader man den anden forblive i sin uvidenhed og accepterer dermed, at ens måde at være i verden på forbliver skjult eller ikke-anerkendt. Eller man kan vælge ’at springe ud’ i situationen, hvormed man eksponerer sin afvigelse.

Hvordan det ’at springe ud’ opleves, vil afhænge meget af både den, man interagerer med, den status som den pågældende afvigelse har, og hvad der er på spil for en selv i situationen. Men en del forskning peger på, at det er slidsomt løbende at skulle træffe sådanne valg. Og hvis man har tidligere erfaringer med negative reaktioner, så kan man udvikle forskellige former for uro og undvigeadfærd over for situationer, hvor man kan blive ’afsløret’.


Minoritetspositioner objektiveres

Både usynlighed og hyper-synlighed har en tendens til at fremme det, man kunne kalde objektiveringsprocesser. Altså at man løbende tvinges til at reflektere over, tale om og oversætte træk ved sig selv for andre. Det medfører, at disse træk skærpes og samtidig mister deres karakter af selvfølgelighed.

Objektivering er naturligvis ikke noget, der kun hører minoritetspositionen til – det er noget, alle oplever i større eller mindre grad, ikke mindst i kontekster med kulturel og religiøs diversitet. Men karakteren af det ’objekt’, der skabes – for eksempel bestemte former for religiøs identitet, bestemte teologier, eller bestemte normer for omgang med andre, der ikke deler ens religion – afhænger af arten af det pres, der har fremtvunget objektiveringen, og de ressourcer man har til at håndtere det.


Majoritetspres kan skabe vrede og skam

For nogen betyder presset, at man netop udbygger, betoner og legitimerer de punkter, som omverdenen bemærker og måske problematiserer. Man kan blive konfliktsøgende eller det modsatte: vende sig bort og primært omgive sig med folk, der deler ens livsvilkår og overbevisninger. Objektet bliver hårdere og mere uigennemtrængeligt, og man forsvarer det nidkært. Det er blandt andet det, man ser i radikaliseringsprocesser, og også i visse former for politisk mobilisering.

Eller man søger måske aktivt at nedtone de punkter, der møder kritik eller tiltrækker sig uønsket opmærksomhed, fordi interaktionen omkring disse punkter er svær eller smertefuld. Men interaktionen skaber stadig en objektivering, blot er objektet internaliseret i stedet for at danne basis for en fælles organisering.

Det vil ofte også føles skamfuldt og derfor tungt at bære, fordi man i nogen grad overtager omverdenens blik på én. Vrede og skam er derfor også to følelser, som minoritetsforskningen har været særligt interesseret i at udforske.


Møde hinanden på andre præmisser

At have blik for minoritets-majoritetsrelationer er at have blik for, at vi uundgåeligt møder hinanden som andet og mere end enkeltpersoner med forskellige livstydninger eller moralske orienteringer. Vi møder også hinanden som socialt indlejrede væsener, hvis selvforståelser og mulige råderum allerede er (delvist) bestemt eller begrænset af vores tilknytning til bestemte kategorier og positioner. Hvad man så stiller op med denne opmærksomhed, er straks langt mere vanskeligt.

Skal vi forsøge at møde den anden ’på ny’, som et unikt menneske med sin egen historie; en historie hvis konsekvenser ikke umiddelbart kan læses ud af hudfarve, påklædning, eller sprog? Skal vi møde hinanden med en bevidsthed om den andens potentielle kollektive sårbarheder og forsøge at vise hensyn på forkant, så at sige? Eller noget helt tredje?

Der er – til trods for hvad stemmer påstår både på den ene og den anden identitetspolitiske fløj – ingen nemme løsninger. Uanset hvad man gør, så risikerer man at skyde forbi. Det eneste sikre er derfor, at vi alle har brug for et vist mål af rummelighed og tolerance overfor de fejl, vi uundgåeligt begår i vores omgang med hinanden.