Ny forskning viser, at idéen om muslimer som særlig antidemokratiske ikke har hold i virkeligheden.
Når man sammenligner muslimer med kristne og samtidig tager højde for socioøkonomiske forhold, er der ingen systematisk forskel imellem deres grad af støtte til demokratiet, forklarer forsker Arzoo Rafiqi. Foto: Aarhus Universitet.
Af Arzoo Rafiqi, Ph.d. fra Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
Kan muslimer være tilhængere af demokrati?
Det spørgsmål er blevet diskuteret i årtier – ikke kun i politiske sammenhænge, men også i den videnskabelige litteratur. Debatten begyndte for alvor at spire, da Samuel P. Huntingtons 'Clash of civilizations'-tese så dagens lys i 1990'erne.
Grundlæggende kan standpunkterne i denne debat opdeles i to lejre. På den ene side står de, som mener, at muslimer ikke vil støtte demokrati og dets værdier. De begrunder det med, at islam grundlæggende er antidemokratisk og dermed ikke vil tillade sine tilhængere, muslimerne, at gå ind for de demokratiske værdier.
På den anden side står de, som argumenterer for det diametralt modsatte: Muslimer kan lige såvel som andre religiøse grupper være tilhængere af demokrati. Her er begrundelsen, at ingen religioner er entydigt for eller imod demokrati, idet enhver større religion rummer mange fortolkninger og retninger.
Det er dog til syvende og sidst et empirisk spørgsmål, hvilket af disse standpunkter som stemmer overens med virkeligheden.
Jeg har derfor lavet et omfattende empirisk studie, som undersøger, hvorvidt der er forskel på muslimers og kristnes støtte til demokrati.
Konkret finder jeg, at der ikke er en systematisk forskel. Muslimer prioriterer demokratiske normer og værdier, lige så højt som kristne gør. Det gælder også meget religiøse og praktiserende muslimer.
Muslimer er ikke per definition antidemokratiske
For at undersøge om muslimer som sådan er modstandere af demokrati, er det nødvendigt at tage højde for alle andre faktorer ud over religion, der kan påvirke deres demokratistøtte.
Derudover er det relevant at sammenligne muslimer med en anden større religiøs gruppe, kristne, der modsat muslimer oftest betragtes som værende meget demokratiske.
Jeg har undersøgt data fra over 20.000 muslimer og over 31.000 kristne fordelt på 56 lande. I undersøgelsen har jeg taget højde for en lang række demografiske, socioøkonomiske og geografiske variable (læs mere om det i boksen under artiklen).
Det har jeg gjort således, at en muslim og en kristen bliver sammenlignet med hinanden i forhold til deres demokratistøtte, når de er sammenlignelige på andre væsentlige faktorer. For eksempel bliver en højtuddannet kristen mand i Danmark ikke sammenlignet med en lavtuddannet kvinde i Indonesien.
Intet empirisk grundlag for at se muslimer som antidemokratiske
Mine empiriske analyser afkræfter påstanden om, at muslimer grundet deres religion er antidemokratiske.
De prioriterer ikke de demokratiske værdier såsom ytringsfrihed og medbestemmelse til folket lavere, end kristne gør (figur 1 og 2).
Figur 1 herunder viser den gennemsnitlige støtte til demokrati blandt henholdsvis muslimer og kristne, når graden af deres religiøsitetsniveau er stigende.
Figur 1: Muslimer støtter demokrati mindst ligeså meget som kristne – uanset graden af deres religiøsitet. (Figur: Arzoo Rafiqi)
Der er ingen systematisk forskel, uanset om man ser på dem, der er meget religiøse, eller dem, der ofte praktiserer deres religion, for eksempel ved at bede tit eller gå meget i kirke eller moske.
Det bekræfter figur 2 herunder, som viser det gennemsnitlige niveau for støtte til demokrati blandt kristne og muslimer, når graden af, hvor meget de praktiserer deres religion, er stigende.
Der er ikke systematisk forskel mellem de to religionsgruppers præferencer for demokrati, uanset hvor meget de praktiserer deres religion.
Ikke-praktiserende muslimer støtter demokrati mindst ligeså meget som ikke-praktiserende kristne. Der er heller ikke en systematisk forskel mellem meget praktiserende muslimer og kristne. Eller systematisk forskel blandt ikke-praktiserende og praktiserende. (Figur: Arzoo Rafiqi)
Debatten er præget af hypotetiske påstande og formodninger
Evidensbaseret og empirisk forskning om muslimers holdninger til demokrati er generelt en mangelvare. Debatten – både den offentlige og den videnskabelige – er derfor ofte præget af teoretiske påstande og formodninger.
Mit studie står således i stærk kontrast til de teoretiske debatter såsom Huntingtons føromtalte tese (læs en fin gennemgang af de teoretiske debatter her). Mine empiriske fund modsiger påstanden om, at muslimer grundet deres religion ikke kan være demokratisk sindede.
Når man sammenligner muslimer med kristne, og man samtidig tager højde for alle andre ydre forklaringer såsom socioøkonomiske forhold, er der ingen systematisk forskel imellem dem i forhold til deres demokratistøtte.
Jeg finder i stedet støtte til tesen om, at muslimer såvel som andre religiøse grupper kan være tilhængere af demokrati og dets grundværdier.
Det kræver dog mere forskning at styrke denne konklusion. Nærværende studie er det første spadestik.
Et optimistisk håb
Studiets positive fund kan være med til give et optimistisk håb for fremtidsudsigterne for demokratiets opståen og udvikling i de muslimsk dominerede lande, hvor der er demokratisk underskud.
Demokrati er et folkestyre, hvorfor befolkningens opbakning er afgørende for, at det kan opstå og udvikle sig i et land.
Når størstedelen af en befolkning ønsker en demokratisk styreform frem for et autoritært regime, er der alt andet lige en større chance for, at demokrati kan opstå og slå rødder i landet, end hvis det mangler opbakning blandt den almene befolkning.
I studiet finder jeg naturligvis ikke et direkte svar på, hvorvidt demokrati kan opstå i muslimske lande, men det kan give et lille fingerpeg herom.
FAKTA: Sådan gjorde jeg
Mine empiriske fund er baseret på en omfattende komparativ analyse af 52.326 muslimer og kristne fordelt på 56 lande – vestlige såvel som mellemøstlige.
Individers religiøse tilhørsforhold er målt ved at spørge dem, hvorvidt de tilhører en religion og i så fald hvilken. Her har 31.721 af dem selvangivet, at de er kristne, mens 20.605 af dem er selvangivet muslimer.
For at gøre muslimer og kristne mest muligt sammenlignelige har jeg taget højde for en række eksterne forhold såsom køn, alder, uddannelse, leveforhold og hjemland.
Personer fra de to religionsgrupper bliver dermed sammenlignet med hinanden i forhold til niveauet på deres demokratistøtte, når de er ens på alle nævnte baggrundsfaktorer og befinder sig inden for det samme land.
Støtten til demokrati har jeg målt på en mere indirekte måde, således at personerne skal prioritere en række demokratiske værdier såsom ytringsfrihed højere end mere autoritære værdier som eksempelvis opretholdelse af orden i landet.
Dette mål varierer fra 0 til 1, hvor høje værdier angiver støtte til demokrati.
Artiklen er bragt med tilladelse fra Forskerzonen på Videnskab.dk.