top of page

Frelsens Hær hjælper også fattige familier i Bangladesh

Frelsens Hær er kendt for sang, opmuntring og hjælp til udsatte herhjemme. Men organisationens mange afdelinger verden over inspirerer, underviser og støtter også fattige familier i Bangladesh i at forsørge sig selv.



Hjælp til selvhjælp. Frelsens Hær er kendt for sin hjælp til udsatte borgere herhjemme. Og synlige i gadebilledet med sang, musik og opmuntrende slogans.

Samtidig yder de også hjælp til fattige så langt væk som i Bangladesh. Det sker gennem organisationens mange afdelinger verden over, der hjælper med at nå ud til de allersvageste.

En af dem, der har fået hjælp, er Sabina Begum fra Bangladesh. Hendes mand har dårligt hjerte og kan derfor ikke passe salg af brugt tøj på markedet, som han plejer.

Hvordan kan familien i det fattige Bangladesh så klare sig?

Sabina er kommet med i en selvhjælpsgruppe oprettet af Frelsens Hær – og her har hun lært at tjene penge ved at opdrætte kyllinger.

Hun havde syv høns i forvejen og købte nu en hane. Og hønsene begyndte at lægge æg. Resten af selvhjælpsgruppen blev inspireret og sammen lærte de nu at opdrætte kyllinger ved brug af rugemaskine. Fordelen med teknologien er, at man løbende kan erstatte udklækkede æg med nye.


Skal øge befolkningens fødevareforsyning

Selvhjælpsgruppen er blot en af 15 grupper oprettet af Frelsens Hær i Satkhira-området i det sydvestlige Bangladesh. Formålet er at forbedre landbrugsproduktionen og sikre nok fødevarer for befolkningen.

- Folk i landsbyen blev overrasket over, at man kan udruge æg i en rugemaskine, lyder rapporten fra projektet.

I selvhjælpsgrupperne lærer deltagerne også om menneskerettigheder og advares mod børneægteskaber, menneskehandel og vold i hjemmet.

Sabina Begum og hendes mand Gafur Sekh sparer nu op til at anskaffe deres egen rugemaskine, så de kan øge kyllingeproduktionen. Men de er ikke de eneste, der har fået hjælp af projektet.


Den ene gode historie efter den anden

Nahid Hasan er den yngste landmand i projektet og hjælper sin far med at dyrke grøntsager og andre afgrøder. Gennem selvhjælpsgruppen har han lært at kompostere og at gøde økologisk. Næste år vil han udvide produktionen med tomater. Planen er at sælge både afgrøder og kompost for at skaffe familien en indtjening.

Bilkish Khatun er mor til en lille pige og venter endnu et barn. I selvhjælpsgruppen har hun lært betydningen af næringsrig kost under graviditeten, og hvordan hun kan dyrke de nødvendige grøntsager. Hun fik sin mand til at anlægge en køkkenhave, og med frø fra selvhjælpsgruppen vokser grøntsagerne nu op af den ellers ubrugte jord.

Historierne står i kø og viser, hvor lidt der skal til for at give mening til den kendte vending ”hjælp til selvhjælp”. Og at Frelsens Hær både når ud til borgere med behov herhjemme og ude i den store verden.

bottom of page