Fremsynede bøger med lærerigt tilbageblik

”Den første ghetto” og ”Racismeparagraffen” fører læseren tilbage til middelalder og mellemkrigstid og afslører tendenser i nutidens syn på såkaldte indvandrere.



Garbi Schmidt og Sofie Lene Bak har begge skrevet en bemærkelsesværdig bog i serien 100 Danmarkshistorier, som via denne læsers – måske tilfældige – læsning af bøgerne efter hinanden har ladet dem fremstå i sammenhæng.


En serie til anbefaling

Aarhus Universitetsforlag har været fremsynet med denne serie på 100 bøger (gad vide om der kommer 2,3,4, hundrede af slagsen) på hundrede sider hver, skrevet af videnskabsfolk, der kan udtrykke sig, så enhver interesseret læser lærer både forskningsresultater og -metoder at kende.

Danske fremmedelementer

Det ligner et tilfælde at begge bøger har temaer om jøder som fremmedelementer i Danmark. I Garbi Schmidts Den første Ghetto fortæller hun om de danske myndigheders holdning til jøder som fremmede, der skulle bo for sig selv. Hun giver et tilbageblik, hvor ”det jødiske samfund havde fået lov til at opholde sig i Venedig siden 1382”. Det ændrede sig imidlertid i 1516, hvor de blev henvist til et område i byens nordøstlige hjørne. Området blev kaldt Ghetto Nuovo.


Ghettoen som begreb

Selve ordet Ghetto er, siger den nudanske ordbog, vistnok en sammenblanding af hebraisk ’ghet’ adskillelse og italiensk get(t)o støberi. Der lå nemlig et støberi på det sted, hvor det venetianske jødekvarter opstod.

Når jøderne blev henvist til et kvarter for sig selv, skyldtes det, skriver Garbi Schmidt, en modvilje mod, at de ellers ”skulle dele hus med kristne og bevæge sig rundt, som de havde lyst til, både om dagen og om natten.”

Det er den samme indstilling, vi finder i det 17. århundredes Danmark, altså en frygt for at jøder og kristne skulle omgås hinanden.


Det 20. århundrede

Den holdning, skriver forfatteren, ramte med ”rædselsberetningerne fra de ghettoer, som nazisterne oprettede på tværs af Europa. Aviserne rapporterede fra Nürnbergprocessen og dens detaljerede gennemgang af de barbariske forbrydelser, som blev begået fx i Warszawas ghetto. Omfanget af grusomhederne var chokerende.”

Efterhånden som tiden er gået, er der kommet andre ’fremmede’ til. De er mest blevet opfattet som fattige og usle folk, som majoriteten gjorde bedst i at holde sig væk fra. Samtidig har majoriteten haft glæde af de nytilkomne, indvandrerne, som arbejdskraft.


Fra ny madkultur til dansk litteraturs berigelse

Læseren bliver ført gennem Gellerup, bliver præsenteret for forskellige slags mad, et af de fænomener der er fristende og velegnet til at nærme de mest forskelligartede kulturer til hinanden. Religionernes betydning omtales og uddybes. Man får en klar forståelse af Aron Meïr Goldschmidt og Yahya Hassans betydning for dansk sprog og kultur i to forskellige århundreder.

Bogen om Racismeparagraffen

Sofie Lene Baks bog om Racismeparagraffen er allerede omtalt her i magasinet, men netop i sammenhæng med bogen om Ghettoen fortjener den endnu en eftertanke, for mens resultaterne af Ghettoforskningen bringer os gennem flere århundreder, retter bogen om racismeparagraffen fokus på en bestemt tid, den nazistiske opkomst, blomstring og slutning i Danmark som en hårdtslående magtdemonstration.


Ro over landet – det er hensigten

Sofie Lene Bak gør opmærksom på, at racismeparagraffen, som skulle beskytte jøderne i en tid, hvor de blev forfulgt og industrielt myrdet, egentlig skulle ramme racisme i al almindelighed. For den nazistiske antisemitisme var noget andet. Jødehadernes propaganda anså jøder for en ’ikke-race’; de var noget så lavt, at industriel udryddelse var en velgerning for samfundene. Men justitsminister Steincke var sammen med sine meningsfæller snedig nok til ved hjælpe af den paragraf at beskytte landets jødiske indbyggere indtil samarbejdet med nazisterne ophørte den 29. august 1943.

Bogen har nogle spændende og kulørte gennemgange af retssager, så man ville tro at det var løgn, hvis den form for nazisme, der sluttede med Europas totale ødelæggelse i maj 1945, havde været fjernere end det er.


”Man kan jo ikke sige, at man ikke er advaret”

Sidst i bogen diskuterer Sofie Lene Bak det paradoks, at racismeparagraffen støder sammen med ytringsfriheden, og hun viser hvordan også og måske især politiske partier, der har for vane at tale nedsættende om indvandrere og folk med påfaldende ydre, ønsker den afskaffet.

Bogen slutter således: ”I den aktuelle politiske debat er det tilsyneladende glemt, at racismeparagraffen stadig opfylder den samme vigtige rolle og udfylder det samme risikable tomrum i dansk strafferet. Justitsministerens (K.K. Steincke) formaning fra 1939 har derfor heller ikke mistet sin vægt: ”Man kan jo ikke sige, at man ikke er advaret”.

Det gælder for begge de her varmt anbefalede bøger, at de er rigeligt og tankevækkende illustreret. Serien er virkelig til lyst – og ej blot til lyst!


Garbi Schmidt:

Den første Ghetto

100 Danmarkshistorier

Aarhus Universitetsforlag


Sofie Lene Bak:

Racismeparagraffen

100 Danmarkshistorier

Aarhus Universitetsforlag