Frivillige hjælper Ugandas børn tilbage i skole efter pandemien

Hope Danmark drives af frivillige ildsjæle. En af dem er formand Hans Christian Hansen fra Mårslet. Sammen med 250 faddere sikrer skolegang for børn på tre skoler i Uganda.



Det begyndte med to danske ægtepar og en ugandisk præst, og den lille gruppe ildsjæle blev til en hel organisation, der i dag sikrer 250 børns skolegang i Uganda. Med penge fra et kirkenetværk sætter organisationen Hope Danmark nu ind på at få endnu flere børn tilbage i skole efter Coronapandemien.

Til det projekt har Hope Danmark indsamlet 100.000 kroner til skolematerialer og værkstedsudstyr gennem det kirkelige netværk Dansk Oase. Og håber at rejse midler fra fonde, blandt andet fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU).

- Vi projektansætter de lærere, som mistede deres arbejde på grund af pandemien og sender dem ud i landsbyerne med skolematerialer under armen for at samle op på børnene, forklarer bestyrelsens formand Hans Christian Hansen, da vi møder ham på hjemmekontoret i Mårslet.


De unge får et eksamensbevis

- Vi vil skabe håb for de unge i Uganda, især for dem, der ikke fik færdiggjort deres skolegang, fordi skolerne måtte lukke på grund af Corona. Vi vil sikre, at de 15-16-årige får et eksamensbevis og mod på at give sig i kast med et arbejde, siger Hans Christian Hansen og uddyber:

- Børnene har mistet motivationen, flere forældrene holder dem hjemme for at de kan arbejde, og unge piger bliver bortgiftet. Så der er brug for en indsats for at få børnene tilbage i skole igen.

Projektet er en slags brobygning, hvor eleverne tilbydes tre måneders genopfriskning, der afsluttes med at de får deres eksamen. Samtidig introduceres de til et fag, de måske kan ernære sig ved i fremtiden.



Et ligeværdigt samarbejde

Projektet løber af stabelen sammen med Church of Uganda i Kamuli Provsti. Kamuli ligger i det sydøstlige Uganda, nord for Victoriasøen.

- Jeg glæder mig over, at kirken vil være relevant for de unge og deres forældre og i udviklingen af lokalsamfundet som helhed, fortæller Hans Christian Hansen.

Han lægger vægt på, at samarbejdet skal være ligeværdigt. Det er ikke blot os danskere, der kommer og trækker et projekt ned over hovedet på dem.

- De kommer med i idéerne, og vi rådgiver og forfiner sammen projektet, som vi så også støtter økonomisk, fortæller han.

- Der er virkelig brug for dette projekt, som vil udfylde det hul, som er opstået på grund af pandemien, så børnene og deres forældre kan forbedre deres levevilkår og sprede deres viden til andre, siger præst og projektleder i Kamuli Provsti Sosan Buuza.



Kirken giver værdier at bygge på

Børnene får i de tre måneder undervisning og erhvervstræning parallelt. På værkstederne får de inspiration til at være enten frisør, skrædder, skomager, bager, murer eller tømrer. Og de lærer at betjene en computer og begå sig på internettet og de sociale medier.

Alt sammen sker i tæt samarbejde med den anglikanske kirke Church of Uganda.

- Den anglikanske kirke har altid været optaget af uddannelse og mennesker har brug for mening. Vi har brug gode værdier at stå på, og vi har brug for et håb, der kan motivere os. Det kan kirken levere. Den kan give indhold i tilværelsen, som er mere end blot at give brød på bordet, siger Hans Christian Hansen.

Konsulent ved CKU Ole Ramsing er enig:

- Hope Danmarks samarbejde med den lokale kirke er et godt eksempel på et ligeværdigt partnerskab, der forstår at udnytte kirkers tilstedeværelse og tillid i befolkningen til at hjælpe børnene og deres familier godt på vej til arbejde og selvforsørgelse.

Hans Christian Hansen tilføjer:

- Jeg bliver så beriget af at opleve deres idéer og ressourcer. Det er en glæde at samarbejde dem – for det er ikke kun os, der giver, men vi får så meget tilbage. Partnerskab bliver til venskab.


Artiklen er skrevet som led i et oplysningsprojekt for CKU.