Assyrisk folkeskolelærer: Vi måtte starte helt forfra for 30 år siden. Men mine børn skal kende vores historie. Og julen er en særlig mulighed for at samle hele familien.
For Shamiran Yousif handler integration også om at kende sin egen historie og sørge for, at næste generation ikke bliver rodløs.
Derfor har den irakiskfødte skolelærer fra Tilst siden 1995 været frivillig i Kristelig Assyrisk Børne- og Ungdomsforening (KABU), der blev startet af en kreds af engagerede og fremsynede forældre, der var kommet hertil som flygtninge i slutningen af firserne. Foreningen arrangerede aktiviteter som fodbold, svømning, folkedans, madlavning og undervisning i assyrisk sprog og kristendom i håb om, at sunde fritidsinteresser, hyggeligt socialt samvær og kendskab til egen kultur ville fremme de unges integration og modvirke rodløshed. I 2000 blev Shamiran Yousif formand for foreningen, der dengang havde 45 aktive medlemmer i alderen 6-25 år.
Børnene fra dengang er for længst blevet voksne. Men foreningen eksisterer stadig, for også den næste generation, der er født og opvokset i Danmark, skal have mulighed for at kende deres rødder, siger Shamiran Yousif.
Den 60-årige folkeskolelærer fra Tilst er fortsat aktiv i foreningen som frivillig og glæder sig over, at de tidligere medlemmer i dag er veluddannede unge voksne, der bidrager aktivt til det danske samfund og som assyrere er stolte af deres rødder i et af verdens ældste kirkesamfund.
”Vores søn husker stadig krigen”
Selv er hun mor til fire voksne børn, der er henholdsvis ingeniør, tandlæge, tandplejer og lærer. På en hylde i den store lyse stue i villaen i Tilst står billeder af børn og børnebørn. Det er gået dem alle godt. Shamiran Yousif er både taknemmelig og ydmyg.
- Det er ingen selvfølge. Det er Guds gave. Der har været meget svære perioder, hvor vi ikke kendte fremtiden. De to ældste er født i Bagdad, men da krigen kom, måtte vi flygte til Nordirak. Vi efterlod alt. Vores ældste søn var to år og husker stadig enkeltepisoder fra de fem år, vi var på flugt - som at han faldt af hesten, da vi flygtede gennem et bjergområde, og at det var mørkt og koldt. Han husker også det telt, hvor vi boede i en flygtningelejr i Iran i to år og tre måneder, fortæller Shamiran Yousif, der altid har opfordret børnene til at spørge ind til familiens historie. De skal vide, hvor de kommer fra, siger hun.
Holder sammen på familien
- Da de to ældste skulle begynde på en uddannelse i Aarhus, besluttede vi at købe et stort hus, så de kunne bo hjemme, mens de læste. Indtil da havde vi boet syv personer i en mindre lejlighed. I det nye hus kunne de for første gang få deres egne værelser, fortæller Shamiran Yousif.
I dag er det flere år siden, at den yngste flyttede hjemmefra, men når de voksne børn kommer på besøg med deres familier, er der igen liv i det store hus.
- Vores ældste datter bor i England. Når hun kommer hjem med mand og børn, er det godt, at vi har masser af plads, siger Shamiran Yousif, der gerne serverer traditionelle assyriske specialiteter, når familien er samlet. Og hvert år bager hun assyriske julesmåkager til børnene og deres familier.
- Småkagerne minder dem om deres barndom. I dag har de ikke tid til selv at bage, så hvert år bager jeg en stor portion, siger hun med et glad smil.
”Min mor var en stærk kvinde”
Da Shamiran Yousif kom til Danmark i 1991, var det stadig muligt for flygtninge at få familiesammenføring med ældre forældre, og indtil Shamirans mor døde i 2014 som 86-årig, boede hun hos familien. I mange år var moren en stor støtte for den travle børnefamilie.
- Min mor var en stærk kvinde. Hun voksede op på landet og lærte aldrig at læse og skrive, men hun kunne så mange andre ting. Vi var en stor familie med otte børn - syv søstre og en bror. Min mor sørgede for os alle sammen. Min far døde, da jeg var 14 år, men min mor holdt sammen på familien og fortsatte med at tage os med i kirke hver søndag. Kirken og den kristne tro var hendes faste holdepunkt. Sådan er det også for mig i dag. Det er min tro, der giver mig styrke.
- Her i Danmark var det i mange år min mor, der lavede mad til os hver dag, mens min mand og jeg studerede og senere gik på arbejde. I Danmark skulle vi starte helt forfra - fra nul. Det var vigtigt for os at få en dansk uddannelse, så vi kunne være gode forbilleder for vores børn. Når børnene kom hjem fra skole, var min mor der altid og havde tid til dem. De kom aldrig hjem til et tomt hus. Gennem hende lærte de en masse om vores kultur og historie. Da hun døde for syv år siden, var det en stor sorg for os alle. Vi savner hende stadig meget, siger Shamiran Yousif.
Tager det bedste fra begge kulturer
Trods en familiehistorie, hvor krig og flugt i generationer har trukket dybe spor, kan Shamiran Yousif fortælle om et stærkt sammenhold. Og julen er det tidspunkt, hvor den assyriske familie gør en særlig indsats for at samles. Både Shamiran og hendes mand har flere søskende i Danmark, så familiens børn voksede op med onkler, tanter, fætre og kusiner, som de stadig har et nært forhold til. Resten af den store familie er spredt ud over verden.
- Julen i Danmark er meget anderledes, end da jeg var barn i Irak. Men vi er stadig sammen som familie. Og vi er taknemmelige for, at vi har vores egen kirke, så vi selv kan bestemme, hvornår vi holder julegudstjeneste og julefest. I julen går alle i kirke. Så er vi måske 120. Vi er jo alle vokset op med kirken.
- Her i Danmark har vi frihed til at praktisere vores kristne tro og traditioner. Sådan var det ikke for vores forældre og bedsteforældre. Hver dag siger jeg tak til Gud. Selv om jeg har boet i Danmark i 30 år, vil jeg altid være assyrer. Jeg har lært mine børn at tage det bedste fra de to kulturer.