Frygt for religiøse parallelsamfund hæmmer integrationen
Kan religion være en genvej til integration?
Det spørger journalist og forfatter Malene Fenger-Grøndahl i en kronik i Politiken tidligere på måneden.
Anledningen er 50-året for de polsk-jødiske flygtninge ankomst til Danmark, hvor Mosaisk Trossamfund uden tvivl spillede en afgørende rolle.
– Det er påfaldende, så lidt opmærksomhed netop dette har fået i eftertiden, skriver hun.
Ny positiv identitet
I trossamfundets lokaler i Ny Kongensgade blev der indrettet en kantine, hvor en af de polsk-jødiske flygtninge blev ansat til at lave mad, som faldt i de polske jøders smag, og som samtidig overholdt jødiske kosher-forskrifter.
På den måde blev det nemmere for dem at blive integreret i det danske samfund. En proces, der ligner den, religiøse fællesskaber bidrager til blandt flygtninge i dag. De er ”via disse institutioner er blevet hjulpet til at finde en ny positiv identitet, der kan støtte deres integration i det danske samfund,” skriver Malene Fenger-Grøndahl og giver et eksempel:
– I min egen menighed i den katolske kirke i Aarhus er der eksempelvis en stor gruppe vietnamesere, der er kommet hertil som flygtninge, og for mange af dem er kirken blevet en tryg base.
En tryg base
– I kirken kan de deltage i messe på både dansk og vietnamesisk, og her genfinder de nogle af de traditioner, de er vokset op med. Samtidig møder de også trosfæller med baggrund i helt andre lande og kulturer, og ikke mindst kan de få masser af kontakter blandt etniske danskere.
Tilsvarende har en del muslimske friskoler held med at fungere som en første tryg base på arabiske, tyrkiske og somaliske flygtninge og indvandreres vej ind i det danske samfund, skriver hun og spørger:
– Hvorfor ikke i dag sørge for, at flygtninge fra Afghanistan, Syrien og Eritrea kan blive kørt til fredagsbøn i moskeen eller til gudstjeneste i en folkekirke eller migrantmenighed om søndagen?
Inspireret af Mosaisk Trossamfunds rolle for 50 år siden kan man med held inddrage religiøse institutioner og menigheder meget mere i modtagelse og integration af flygtninge.
– Men frygten for, at der skal opstå etniske eller religiøse parallelsamfund, er tilsyneladende så stærk, at vi i Danmark slet ikke får øje på det store integrationspotentiale, der ligger i religionen og i de religiøse fællesskaber, konkluderer Malene Fenger-Grøndahl.