'Frygt kan ribbe os for vores menneskelighed'

Opdateret: aug. 24

SAMEKSISTENS var med ved Folkemødet på Møn, da advokat, journalist, menneskerettighedsforkæmper og biskop diskuterede dagens udlændingepolitik.


Jørgen Nerup, Henrik Stubkjær sammen med Leif Bork Hansen Folkemødet på Møn.


Der var ’fulde huse’, da SAMEKSISTENS var med til to topaktuelle møder om dagens udlændingepolitik og de danske børn, der stadig må opholde sig i syriske fangelejre sammen med deres mødre.

Møderne fandt sted på Folkemødet på Møn den 22. august 2021 og var arrangeret af foreningerne Bedsteforældre for Asyl og Repatriate the Children.


Indignation og vrede over den førte politik

Advokat Knud Foldschack og journalist Natascha Rée fortalte om deres rejser til de syriske lejre.

”Det er ikke flygtningelejre. Det er rigtige fangelejre. Der er åbne kloakker, børnene er både legemligt syge, underernærede og traumatiserede. De er mellem 2 og 14 år, en af dem går rundt med granatsplinter i armen. Nogle af de andre kvinder holder streng justits og skyder, hvis man overtræder deres regler,” fortalte Natascha Rée.


Knud Foldschack


”Det ville være en god idé at lade dem flyve hjem én ad gangen med barn,” sagde Knud Foldschack. ”Der er ingen grund til at sende en maskine med mange sikkerhedsfolk og blå blink. Det har børnene slet ikke brug for.”

Teltet var fyldt med indignation og vrede over den førte politik, og det gik i nogen grad ud over Kathrine Olldag (RV), der roligt prøvede at gøre rede for grunden til at partiet undlader at trykke på den knap, der afføder valg.

Efter debatten var der fyldt ved Repatriate the Children’s stand. Mange ville melde sig ind – det koster 200 kr. Pengene går til hjemtransport – for den betaler staten nemlig ikke.


Udlændingepolitik er præget af frygt

Bedsteforældre for Asyl havde også inviteret Louise Holck fra Institut for Menneskerettigheder til at forklare hvad der er sket på udlændingeområdet de sidste tyve år.

”Det er frygt, der tegner dagens udlændingepolitik, og det er vel på grund af attentatet på World Trade Center den 11. september,” sagde Louise Holck. ”Chokket efter Anden Verdenskrig affødte menneskerettighederne. Man blev klar over at grundlaget for et samfund burde være det enkelte menneskes beskyttelse. Det væsentlige for den enkelte er dets ret. Og det skal gælde under alle skiftende regeringer.”


Louise Holck sammen med Johannes Pedersen fra Bedsteforældre for Asyl.


”Hvorfor strammer vi?” spurgte hun retorisk. ”Med stramningerne siger vi: ’Hold jer væk!’.

Man tager nu en ’procesrisiko’ og tager helst ikke rettighederne rigtig alvorligt. Man går lige til kanten, sagde Holck:

”Husk lagkagen, da man havde strammet 50 gange. Nu er det 100. Tænk på smykkeloven. Den var man ikke heldig med, og den var upraktisk og svær at overholde. Man taler også om ’midlertidig beskyttelseslov’, og nu tales der så om modtagecentre uden for EU. Man har glemt noget så gammeldags som solidaritet.”


Fra udviklings- til sikkerhedsdagsorden

Den anden taler var Henrik Stubkjær, der har været generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og nu – siden 2014 - biskop over Viborg stift. Han havde medbragt et maleri af Adi Holzer, som altid har fulgt ham: ” Det forestiller en klovn, der ser op imod himlen og græder. De, der er tættest på, kan sikkert også se, at der er noget bag klovnen – to høje tårne, hvor der står en ildflamme ud af det ene.”

”Ja, det er angrebet på World Trade Center den 11. september 2001 det skildrer. Klovnen – der symboliserer den uskyldige, den måske naivt optimistiske og glade, den tillidsfulde - græder. (…) For der skete noget der i 2001. Verden og vi gik fra en overordnet ”udviklings-dagsorden” til en ”sikkerheds-dagsorden”.


Håbet til kærligheden, tilgivelsen og fællesskabet

Tilliden, åbenheden – ja, uskylden i verden havde igen fået et knæk, sagde biskoppen.

”Men ser vi godt efter på billedet, så er der øverst en række trekanter malet med guld. Denne guldtrekant betegner i Adi Holzers univers det guddommelige håb – håbet til kærligheden, tilgivelsen og fællesskabet. Klovnen græder, men ovenover alting er håbet også stadig til stede – selv i flammerne fra World Trade, hvor alt synes håbløst. Og i dag er dette håb forsamlet lige her i teltet, hvor vi insisterer på dialogen om vore værdier –aktualiseret af de nødstedte mennesker, som banker på vores dør.”


Biskop Henrik Stubkjær


Loven og dens fylde

Henrik Stubkjær fortsatte med et citat fra sin kollega fra 1241, bisp Gunner:


”Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov……

Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred.”


Og han mindede om ordene i Christiansborgs vandrehal: ”Retsind, lovsind, frisind og storsind”.

Her gjorde en af tilhørerne opmærksom på, at der længere nede i fortalen står, at man skal elske, tage sig af udlændingen!

”Derfor var det også naturligt, at mere end 1.500 mennesker med tilknytning til dansk kirkeliv i et åbent brev til regering og folketing her i juli måned kritiserede regeringens, ja, egentlig hele folketingets, flygtningepolitik. For den er inde og skubbe til grundlæggende værdier og et kristent menneskesyn.”


Selektiv hukommelse i Danmarkshistorien

Tilhørerne blev mindet om, hvad man gerne fortæller, og hvad man gerne udelader, når man skal fortælle om Danmarks historie:

”Som vi peger på i det åbne brev, så ”husker og fortæller vi gerne fra Anden Verdenskrig, hvordan de jødiske danskere eller danske jøder for størstedelen blev reddet. Vi husker og fortæller ikke så gerne, at Danmark før krigen lukkede grænsen for jødiske flygtninge og kun lod få politisk forfulgte tyske socialdemokrater og kommunister slippe ind. Man var bange for, at Danmark skulle blive overrendt af jødiske flygtninge, og at de var for fremmedartede i forhold til danskerne. De fleste blev sendt tilbage, for de var jo ikke politisk forfulgte.

Vi ved nu, hvordan det gik dem.”


Vi risikerer at miste vores menneskelighed

Viborgbispen sluttede sit indlæg med at svare på spørgsmålet om hvad den førte politik gør ved os som mennesker:

”Den rummer kimen til en nægtelse af andres menneskelighed – hvorved vi berøver os selv, vores egen. Det må vi aldrig udsætte os selv og andre for.

Den rummer kimen til ligegyldighed – men det må bekæmpes med protest og næstekærlig handling.

Den rummer frygtens mørke, som vi skal bekæmpe ved at holde fast i håbets lys, der til stadighed sætter sig igennem i glimt.

Den rummer kynismens afstumpethed, som må bekæmpes med troen på livet og kærlighedens sejr.

Men den rummer også en provokation til oprør og søgen ind mod de værdier, der har gjort os til dem, vi er i dag!”

Og dette citat sluttede talen:

”Vi er umådeligt rige, hvis vi kan dele, vi er umådeligt stærke, hvis vi kan hjælpes ad, vi har et lys at bære sammen for mennesker i nød. Lad os leve og handle, så vores børn og børnebørn tør huske og fortælle om det.” (citeret efter det åbne brev, den 17. juli 2021).