top of page

Gadebørn i Nicaragua får en ny chance i livet

Før spiste de skrald, sniffede lim og tiggede i Managuas gader. Nu får børnene skolegang og omsorg i et danskstøttet projekt gennem en lokal kirke.


Børnene klarer sig på bedste beskub ved fortovskanten i Managua.


- Det vrimlede med børn i midterrabatten på en af de store indfaldsveje til Managua i Nicaragua. Børnene var fra 5 år og opad. Nogle af dem sniffede lim. Andre spiste resterne af de hamburgere, som bilister havde smidt ud ad vinduet. Andre igen slikkede på tomme pizza-bakker, som jo dog smagte lidt af mad!

Sådan begynder tidligere folketingsmedlem og hospiceformand Tove Videbæk en skelsættende oplevelse for 10 år siden. I dag er hun formand for organisationen Børnenes Liv, der hjælper forladte gadebørn og fattige småbønder i Nicaragua.


Børn dør før de fylder 15

Oplevelsen fra 2011 sidder stadig i hende:

- De større børn sprang op på bilernes forparti for at vaske bilernes forruder og dermed forhåbentlig tjene lidt småpenge. Og så var der dem, der bare rakte hånden frem! Vi fik at vide, at de om natten sov i plastik og pap i grøfter eller i høje træer! Da vi spurgte om børnenes fremtidsudsigter, fik vi at vide, at de fleste af dem døde, før de fyldte 15! Det rørte os naturligvis dybt at være vidne til dette syn – det stak i hjertet!

Noget måtte der gøres. Sammen med sin mand Mogens startede hun derfor organisationen Børnenes Liv og fandt frem til en lokal samarbejdspartner: Verbo-kirken i Managua.


Kirker nyder befolkningens tillid

Kirker er gode at samarbejde med, fordi de har et bredt netværk og stor troværdighed i lokalbefolkningen og fortsætter hjælpearbejdet med eller uden støtte fra Danmark. Verbo-kirken havde allerede inden partnerskabet både skoler, børnehjem og bespisningssteder forskellige steder i Nicaragua.


Tove Videbæk sammen med børnene i Verbo-kirkens skole.


Børnenes Liv koblede sig på en skole og et børnehjem 12 kilometer uden for hovedstaden Managua, hvor de fleste gadebørn holder til. Nu får tidligere gadebørn sund mad, omsorg og skolegang, samt praktisk oplæring i bæredygtigt landbrug, så de en gang kan forsørge sig selv og få en ny start på livet.

Selve landbrugsprojektet får støtte af Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU), der støtter hjælpearbejde for 38 danske organisationer i 40 forskellige lande. Støtten gennem Børnenes Liv hjælper familierne i Nicaragua til at klare sig selv, så de kan øge deres indtægt og få en mere varieret kost.


Giver børn og bønder en ny chance

Den 1. juli 2021 søsatte Børnenes Liv et nyt projekt med støtte fra CKU: Børn i alderen 14-18 år får en udvidet landbrugsuddannelse sammen med et antal fattige små-bønder fra den nærliggende landsby.

Her lærer de at dyrke næringsrige afgrøder efter den såkaldte RIPAT-metode. RIPAT står for Rural Initiatives for Participatory Agricultural Transformation og støtter småbønder i landdistrikterne i at dyrke effektivt, så de kan brødføde deres familier. Projekterne involverer grupper af 8-10 landsbyer, hvor befolkningen motiveres til forandring og modtager praktisk læring i bæredygtigt landbrug.

I Nicaragua får børn og bønder et stykke af skolens jord, hvor de kan afprøve det, de har lært. Projektet ventes senere udvidet til andre egne af det frugtbare Nicaragua.

- Vi glæder os over at kunne give både tidligere gadebørn og fattige småbønder i Nicaragua en ny chance for en forbedret fremtid, både for dem selv og for landet som helhed, slutter Tove Videbæk.

RIPAT-metoden er udviklet af danske ngo’er i Tanzania og er nu spredt til 90 lande over hele verden.


bottom of page