top of page

Genfind den gode tone på sociale medier

DEBAT: Jeg vil så gerne opmuntre dig til at lukke øjnene op og se de dejlige mennesker omkring dig. Inviter din nabo ind. Hjælp de fremmede i vores land til at føle sig hjemme.



Af Hans Fhaer Larsen


De seneste år er der kommet et nyt kommunikationsmedie, som er blevet alle mands eje. I gamle dage var det kun de færreste, der kunne udtrykke sig skriftligt eller tilegne sig viden gennem det skrevne ord og give det videre. Kun hvis du var lærd og havde en ophøjet status i samfundet. Præsten, degnen og læreren var dem, der vidste noget, og som der blev lyttet til, når der skulle tages beslutninger.

Det har stille og roligt ændret sig, så alle fik mulighed for at lære at læse og skrive. Men hvis du ville give din mening til kende, var det igen kun de få, der kunne gå til avisen og få en artikel udgivet, eller en bog. Der sad nogle, der sad på pengene og vurderede, om din mening var ”værd” at skrive om. Der var censur.


Bliver aggressive ved tasterne

I dag er det næste skridt så kommet, hvor de sociale medier åbner op for, at alle og enhver kan ytre sig om alt mellem himmel og hav. Uanset om det er sandt eller ej, så kommer det ud i ytringsfrihedens navn.

Du må skrive, hvad du vil, om hvem du vil. Og det er let. Du sidder hjemme i din stue og har ikke øjenkontakt til dem, du skriver om eller til. Du kender ikke deres situation eller baggrund. Du ved bare, hvordan det, de har skrevet eller gjort, har påvirket dig, og nu skal de få den råt for usødet.

Der er opstået en tone og en råhed på de sociale medier, som må have ligget begravet i vores folk og kommer ud, når vi sidder der ved tasterne og bliver aggressive.


Det indestængte vælter ud

Er det det samme, der sker for nogle, når de sætter sig ind i en bil, lukker døren og så er det tid til at dæmonisere alle medtrafikanterne?

Man kan møde én, hvor temperamentet løber af med ham, og der kommer eder og forbandelser ud af munden på ham. Så besinder han sig og siger undskyld. ”Jeg er slet ikke sådan; det må du undskylde!”

Jeg siger: ”Jo, det var dig!” Det indestængte kommer ud, når proppen tages af. ”Hvad hjertet er fyldt af, løber munden over med”.


Kærlighedens frugter

Vi har mere end nogensinde brug for, at kærligheden til hinanden genvindes, og at vi lader fredens Gud komme til med kærlighedens frugter:

”Kærligheden er barmhjertig, ikke misundelig, ikke pralende eller indbildsk, gør ikke noget skamfuldt og er ikke selvisk. Lader sig ikke ophidse og bære ikke nag. Den sørger hvis nogen lider uret, og glæder sig når sandheden sejrer. Kærligheden holder fast, er fuld af tillid, forventning og udholdenhed, og så varer den evigt.” (Citat fra (1. Korintherbrev 13:4-8)


Velsign; forband ikke!

Vi kunne godt trænge til at få vores hjerter fyldt op med kærlighed og få danskeren til at reagere efter Paulus fra Romerbrevet 12:14-21, når de sidder ved tasterne på de sociale medier, eller sidder i deres bil i trafikken, så det, de henter frem fra deres hjerte, når de bliver opildnede, passer til følgende passage:

“Velsign dem, der forfølger jer. Forband dem ikke, men bed for dem. Glæd jer med de glade, og græd med de grædende. Lad ikke menneskers sociale status bestemme, hvordan I tænker om dem. Hav ikke for høje tanker om jer selv, men vær villige til at have fællesskab selv med de mennesker, som ikke regnes for noget. Gengæld ikke ondt med ondt, men stræb efter at gøre det, som alle kan se er godt. Lev i fred med alle mennesker—så vidt I kan. Kære venner, tag ikke hævn, men lad Gud tage sig af at straffe. Der står jo skrevet: „Hævnen og gengældelsen er min, siger Herren.” Der står også skrevet: „Er din fjende sulten, så giv ham noget at spise. Er han tørstig, så giv ham noget at drikke. På den måde gør du ham skamfuld.” Lad dig ikke rive med af det onde, men overvind det onde med det gode.”


Se de dejlige mennesker omkring dig

Ordene her fra Romerbrevet er en central del af danskernes kulturhistorie. Det lyder så rigtigt og lige til. Og så er det her, vi alle sammen falder i med begge ben.

Hvorfor? Hvad er hemmeligheden ved disse ord, og det svære ved at leve efter dem? Hvordan får vi det ry tilbage som dansker, at vi er gæstfri og velsigner dem der kommer til os, at vi tager os af den fremmede, af vores kollega, af naboen?

Jeg vil så gerne opmuntre dig til at lukke øjnene op og se de dejlige mennesker omkring dig. Inviter din nabo ind. Hjælp de fremmede i vores land til at føle sig hjemme.

Tænk dig om inden du farer i tasterne i en sag, du alligevel ikke har indblik i. Kør hjemmefra fem minutter før, så du kan køre bag ham med den bulede hat, der kører fem kilometer i timen mindre, end han må.

Jeg savner den gode tone, lad os finde den frem og værne om den.


Hans Fhaer Larsen er formand for Græsted Frikirke og præst i Netkirken.dk

bottom of page