'Gid vi kunne se verden med hinandens øjne'

Interview med Carol Matas, der har skrevet den videnskabelige børnebog "Hvem ser?" Hun håber, bogen vil give børn næring til refleksion.

Carol Matas. Foto: Bonnie Brask

Af Deborah Kalb

- Jeg vil gerne fortælle en stærk, fængslende historie, som børn kan spejle sig i, og som de vil nyde at læse.

Det siger Carol Matas, der er prisbelønnet canadisk forfatter af mere end 45 bøger, hovedsagelig ungdomsbøger, bag sig. På dansk udkom ungdomsbogen Større end engle i 2017.

Nu har hun udgivet en billedbog for børn: Who’s looking. Den handler om, hvordan dyr ser verden, og hvordan vi alle har bruge for mere end ét sæt øjne til at se verden som den er.

’Det, jeg opdagede, fascinerede mig’

Hvad var det der inspirerede dig til at skrive ”Hvem kigger”?

- Det var, da jeg gik en tur med mit barnebarn Kai, som dengang var seks år. Vi standsede for at kigge på myrerne, der løb rundt. Jeg ville gerne have ham til at fortælle, så vi kunne få en rar samtale; derfor spurgte jeg ham, hvordan vi mon så ud i myrernes øjne. Det spørgsmål kunne han godt lide – så vi fik en god snak om det – og det i så høj grad, at jeg, da han tog hjem til sig selv, begyndte at undersøge hvordan myrer ’ser’.

- Det, jeg opdagede, fascinerede mig. Jeg havde regnet med, at myrer havde et godt syn, for hvordan kunne de ellers være så dygtige, men jeg tog fejl. Hvilke andre fejl- forestillinger gik jeg mon rundt med? Jeg begyndte at undersøge andre dyr for at se, hvad jeg kunne finde ud af. Det var virkelig forbavsende. Hvem vidste at rødhalsen kunne se ultraviolet lys, eller at kaniner kan se bagud, eller at hvaler ser i gråt og sort?

- Det var min første agent, der foreslog mig at udvikle en fortælling. Jeg besluttede at den skulle forgå i Pacific Northwest og ville skrive en historie om søskende, der går på opdagelse i deres hjemlige omgivelser. Det blev også afgørende for hvilke dyr jeg kunne bruge - jeg måtte give afkald på giraffer!

Tegninger med varme og nærvær

Hvad synes du at Cornelia Li’s illustrationer gør for bogen?

- Første gang, jeg så en foreløbig illustration, blev jeg slået af den varme Cornelia Li gav projektet. Jeg var selv meget fokuseret på, at teksten skulle være videnskabelig korrekt, årstiderne, udvalget af dyr, den rette variation af dyr, og hvordan siderne skulle følge organisk og samtidig stimulerende efter hinanden. Cornelia gav karaktererne en varme og et nærvær, som jeg holder meget af.

- Jeg sætter virkelig pris på, hvordan hun skiller det dyrene ser fra hvordan mennesket ser på en børnevenlig måde – det er rigtig kunst.

Kunsten at gøre videnskaben enkel

Hvordan var din research til bogen – og lærte du noget som særligt overraskede dig?

- Jeg brugte National Geographic og andre ansete websites. Jeg er så heldig at have en slægtning, der er biolog, som faktatjekkede manuskriptet for mig, og min forlægger havde en videnskabelig universitetsgrad. Vi prøvede virkelig at få det helt korrekt. Det mest udfordrende var at gøre videnskaben så enkel, at en femårig ville kunne forstå det.

Med hensyn til hvad der overraskede mig – altså virkelig overraskede: Rødhalsen er et godt eksempel: Vidste du, at den kan sanse jordens magnetfelt? Wow!

Men det vigtigste resultat, jeg prøver at udtrykke i bogens slutning, er hvor forskelligt vi ser verden. Det var det der overraskede mig mest. Gid vi bare kunne se med hinandens øjne!

Mål: næring til refleksion

Du har skrevet for forskellige alderstrin. Er der nogen du foretrækker?

- Jeg kan ikke vælge én for alvor. Men jeg kan sige at en billedbog og en roman er to helt forskellige genrer – og alligevel meget lig hinanden.

- Jeg vil gerne fortælle en stærk, fængslende historie, som børn kan spejle sig i, og som de vil nyde at læse. Og som måske giver dem næring til refleksion. Det er mit mål under alle omstændigheder.

Oversættelse: Marianne Olsen.