top of page

Hård udlændingekurs skader Danmarks omdømme

Kan give ekstra pukkel i internationale forhandlinger, som gør at Danmark mister indflydelse, vurderer professor. Modtagecentre i udlandet er en farlig vej at gå, mener eksperter.



Flere eksperter advarer nu kraftigt mod S-regeringens kurs på udlændingepolitikken, fordi den spreder negativ omtale om Danmark i udlandet, en omtale, der kan få konsekvenser for Danmark – både politisk og erhvervsmæssigt.

Både CNN, New York Times, The Guardian, Le Monde og en hær af andre medier stiller sig undrende over for, at Danmark som det eneste land i Europa sender syriske flygtninge tilbage til den syriske diktator Bashar Al-Assads brutale regime og samtidig indfører historisk svære krav til udlændinge for at blive dansk statsborger.

- Den slags historier om Danmarks udlændingepolitik kan sætte os i en svær situation, når vi sidder i en forhandling i EU eller i andre internationale sammenhænge. Det kan i værste fald være tungen på vægtskålen, som gør, at Danmark mister indflydelse, siger Ole Wæver, professor i international politik ved Københavns Universitet, til BT.


Som at cykle i modvind

Også lektor ved CBS og ekspert i branding Mads Mordhorst, kan se problemer forude:

- Det er som at cykle i modvind. I sig selv er det ikke et kæmpe problem, men det bliver en irriterende pukkel, man skal henover i udenrigspolitiske drøftelser, eller når man skal hente udenlandsk arbejdskraft, siger han til avisen.

Mellem 5 og 10 lande er i spil til at tage imod et eventuelt modtagecenter udenfor landets grænser. Integrationsminister Mattias Tesfayes (S) og udviklingsminister Flemming Møller Mortensens (S) besøg i Rwanda afslører Rwanda som et af landene.


Et brud med solidariteten

Det vækker undren i EU:

- Det er et brud med hele logikken i det fælles europæiske asylsystem, der hviler på den forudsætning, at der skal være ens regler, uanset hvor man søger asyl. Det er der ikke, når man nogle steder kan blive sendt til det sydlige Afrika for at få sin ansøgning behandlet, siger Yves Pascouau, ekspert i migrations- og asyllovgivning ved tænketanken Institut Jacques Delors i Paris til Kristeligt Dagblad.


En bombe under asylsystemet

Hanne Beirens, direktør for den europæiske afdeling af tænketanken Migration Policy Institute i Bruxelles, aner skræmmende perspektiver:

- Andre lande kan følge i Danmarks fodspor, og udviklingslande begynder også at få øjnene op for, at der kan lægges pres på de regeringer, der vil holde flygtningene ude,” siger hun til avisen.

Den socialdemokratiske regerings asylpolitik er et skridt væk fra det internationale asylsystem, som blev oprettet efter Anden Verdenskrig.

”Hele det internationale asylsystem hviler på, at alle har den samme pligt til at yde beskyttelse. Det, der lægges op til i den danske aftale med Rwanda, er, at den enkelte flygtnings ret til beskyttelse bliver knyttet sammen med for eksempel handelsaftaler med tredjelande. Det er potentielt lidt af en bombe under hele systemet,” siger Hanne Beirens til Kristeligt Dagblad.

bottom of page