Hans roman er en kærlighedserklæring

Benjamin Koppels debutroman udstråler en varme, der vidner om et tæt venskab med personen i bogens forlæg, hans tante. ”Annas Sang” rummer både lidelse og stor kærlighed.


Screenshot fra promovideo på forlaget Gyldendal. Kan ses her.


Coronapandemien der har ændret meget i vores vilkår, har også medført nye muligheder. Blandt de realiserede er at den har gjort den berømte musiker, Benjamin Koppel, til romanforfatter.

En delvis forklaring på bogens tilblivelse kommer af en samtale mellem en nevø og hans tante:

- Du burde fortælle det til nogen. Din historie burde skrives.

- Jeg har fortalt dig den. Du kan da skrive den

- Mig? svarede nevøen overrasket

- Ja, hvorfor ikke? Jeg vil da hellere have at du fortæller den, end en eller anden jeg ikke kender. (…)

- Men jeg kender jo ikke alle detaljerne?

- Dem kan du jo bare opfinde. (s.504)

Her har vi grundlaget for at musikeren nu også er romanforfatter. Annas Sang hedder bogen, der udkom den 20. maj i år.


Forfatterens kærlighed skinner igennem

Siden 2007 har Benjamin Koppel, når han var i Paris for at spille, besøgt sin tante, der var hans farfars, Herman David Koppels, lillesøster. Den kendte musiker og komponist Herman D. Koppel, som han almindeligvis kaldes, havde gået til undervisning på Det kongelige danske Musikkonservatorium hos Rudolph Simonsen (1889-1947).

Lillesøsteren, Anna Koppel, havde været fransk gift og boede stadig i Frankrig efter sin mands død. Hun havde fortalt Benjamin om sit liv i Danmark som barn og ung, om sin store danske kærlighed og sit arrangerede ægteskab, som hun ikke havde modsat sig, skønt et giftermål med en mand, som var afstumpet, voldelig og utro, måtte blive mislykket.

Forfatteren kommer tydeligt til at elske sin gamle tante og hendes historie, og romanen er blevet den kærlighedsgerning, der levendegør deres venskab også nu, da hun er død. Kærlighed overlever død.


Troskab livet igennem

I Romanen, som forfatteren har tilegnet den jødiske Anna Koppel (1921-2019) hedder hovedpersonen Hannah, hvis første og måske eneste tragedie udspilles allerede i prologen, hvor hun føder et menneske, som hun aldrig får at se, et kærlighedsbarn der bliver bortadopteret.

Men ligesom Hannahs navn er det samme, hvad enten man læser fra venstre til højre, som man læser tekster i det latinske alfabet, eller fra højre til venstre, som man læser dem i det hebraiske, forbliver Hannah og hendes elskede tro mod hinanden hele deres liv igennem, mens barnets livsforløb holdes skjult både for dem og for læserne.


Korrespondancen

Nevøen har nemlig haft adgang til den korrespondance Hannah og hendes elskede Aksel har ført med hinanden alle årene, og læseren får et lille kig ind i et liv, der ville have været værre, hvis Hannah selv havde valgt den usympatiske François. Det arrangerede ægteskab klarede det ulykkelige par, for hun havde jo en elsket i Danmark, og den franske François klarede sit ødelagte sind uden for ægteskabet. Han var som ganske ung blevet sendt ud på landet under den nazistiske besættelse af Frankrig, mens hans forældre blev deporteret til kz-lejr, hvor hans mor blev myrdet. Da faren vendte hjem efter krigen og fandt sin søn, var han så nedbrudt, at de begge, far og søn, mistede deres livsgnist.

Hannahs elskede Aksel havde været i Spanien at kæmpe mod Franco, og de byttede drømme i deres udvekslinger – senere brevvekslinger, så deres ulykkelige ægteskaber måtte træde i baggrunden.


Ungdommen i København i 1940

Mandag den 8. april 1940 skal Hannah og familien i København til den månedlige mandagsbasar arrangeret af foreningen Den jødiske syklub af 1. december 1924. Læseren ved selvfølgelig godt, at det er lige før besættelsen af Danmark den 9. april, hvad deltagerne ved basarmødet ikke har vidst.

Hannah spiller der, ganske ung, sammen med to af sine store brødre, men først taler Sam Besekow, som SAMEKSISTENS før har skrevet om (Tilbageblik på et glimt af godhed (sameksistens.com). Han siger ”at han havde hørt fra pålidelig kilde, at tyskerne ikke længere ville respektere Danmarks neutralitet, og at en invasion af Danmark muligvis var nært forestående” (…)

”Vi, der har gransket nazisternes menneskesyn – og særligt deres syn på os jøder – ved at vi har noget at frygte. Derfor skal vi alle passe på. Men vi ved også, at vi er borgere i dette land, de fleste af os statsborgere igennem flere generationer. Og Danmark passer på sine. Og det gælder også os. Så lad os stå sammen, som vi altid har gjort det i svære stunder.” (s.192)

Men, som vi nu ved, må de senere flygte over sundet.

Desværre drukner en af Hannahs onkler på sin flugtvej. Livet ændrer sig, og det gjorde det i særdeleshed også i Frankrig for de franske jøder. Måske er det en slags forklaring på det senere så glædesløse ægteskab. Vi ved det ikke, for ingenting bliver forklaret. Det er en af bogens kvaliteter.


Kvaliteter og realiteter, topografi

En af de andre store kvaliteter i bogen er, at den kan bruges som vejviser: Hannahs store familie bor i Fiolstræde, og vi følger deres færden i gaderne i København i tyverne, trediverne og frem – med den afstikker til Sverige, som de var nødt til at flygte til, efter at samarbejdspolitikken med nazisterne var holdt op. Det er også i Sverige Hannah føder sit ukendte barn, efter at Aksel er kommet derover som frihedskæmper. Senere følger man på samme måde kvarterer i Paris og omegn, der hvor Hannah bor og føder sine og François’ tre døtre. Alt dette kan man efterprøve i de to hovedstæder.


Persongalleri

På samme måde dukker virkeligheden op med Sam Besekow og andre personer, hvis navne har strålet i dansk åndshistorie i trediverne og senere. Hannah er blevet optaget på musikkonservatoriet hos Rudolph Simonsen, konservatoriets direktør efter Carl Nielsen ” [han var] altid var på musikkens side, han tog aldrig tidsåndens parti, musikken kom både først og sidst.” (s. 151)

Hannahs levende troskab, som er en egenskab ved hende, viser sig da hun i 1977, efter at have levet mange år undertrykt i sit ægteskab, får gennemført en koncert i Geneve med sine brødre: ”Hun havde sjældent været så stolt. Hvis bare Rudolph Simonsen, hendes gamle konservatorieprofessor, kunne se hende nu. Eller Yitzhak [faderen] eller Elisabeth [hendes sjælesøster]. Hvis bare Aksel [hendes elskede] kunne se hende nu.”


Styrken er også musikaliteten

Det er en af romanens mange styrker, at alle personerne ses i deres egen ret. Ingen er objekter. Gode og dårlige sider er som satser i en musisk udfoldelse på samme måde, som fortælleren skildrer Hannahs kærlighed til musik ved at fortælle om, hvordan musikken lyder, både i Aksels sans for musik og Brahms’ kompositioner.

Og Hannah øser af sin barndoms festlige familiesamvær med høj og støjende tale og mild atmosfære, og da hendes mand er død, maler hun hele huset i lysende farver, noget nevøen selvfølgelig omfatter med den unges beundring og indre fryd, en fryd der nu har fået sprog og kaster lys over hele hans fortælling.

Annas sang er i sandhed en mageløs bog!


Annas Sang

Roman af Benjamin Koppel, 505 sider

Gyldendal 2022.