Svend Løbner
- 13. dec. 2018
- 12 min læsning

”Her mødes vi om det, der binder os sammen”

En ung pige med rødder i Afghanistan og en ældre dansk kvinde sidder bøjet over en bunke A4-ark og skiftes til at læse højt af teksten. Det er H.C. Andersens ”Den lille pige med svovlstikkerne”, som den unge pige skal læse til skolen. Hun kom til Danmark som analfabet for syv år siden, og efter fem år i modtageklasse og almindelig folkeskoleklasse går hun nu på VUC og tager 9. klasse. Det danske sprog gør stadig knuder for hende, og der er mange ord, hun ikke er sikker på betydningen af. ”Henne i en krog mellem to huse,” læser den unge pige, og den ældre kvinde gentager sætningen og viser med kropssprog, hvad foran, bagved, oppe, nede og henne betyder. Den unge pige nikker og smiler. På bordet foran dem står en juledekoration med et tændt lys, og på et klaver bagved dem står en dekoration med et kalenderlys og en adventskrans med fire hvide lys. Rundt omkring i lokalet er der pyntet op med guirlander, hjerter, nisser og juletræer, og der bliver løbende hængt mere op, når mænd og kvinder med baggrund i bl.a. Thailand, Iran, Syrien og Afghanistan kommer ind med pynt, de har lavet i et af de tilstødende lokaler.

Stedet, hvor der julehygges, læses lektier og samtales om stort og småt, ligger i centrum af Odense i Folkekirkens Hus, et gammelt bindingsværkshus lige ved siden af Vor Frue Kirke. Det er her, Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde (FTS) holder til. Et projekt, som blev etableret i 1999 på initiativ af daværende biskop, Kresten Drejergaard, der syntes, at det var på tide, at folkekirken engagerede sig mere målrettet i integration af flygtninge og indvandrere. Efter en del opsøgende arbejde lykkedes det at skaffe opbakning fra en lang række sogne på Fyn, ligesom Danmission støttede med et fast beløb i en årrække. I dag bidrager 24 folkekirkesogne i Odense samt den grundtvigske Odense Valgmenighed sammen med de to provstier i Odense økonomisk til arbejdet, som ledes af de to præster og ægtefæller Marianne og Jesper Hougaard Larsen.

Et grundtvigsk hus

Marianne er præst for engelsktalende og Jesper er præst for flygtninge og indvandrere, begge ved Sankt Knuds Kirke og Gråbrødre Klosterkirke i Odense. Derudover er de ledere ved Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde, og de har begge kontor i det gamle hus på samme etage, hvor der er indrettet sprogcafe. De kom til som ledere af FTS omkring årsskiftet 2007/2008 – med en baggrund i bl.a. Kirkens Korshær og den danske kirke i Los Angeles. For dem begge er det naturligt, eller rettere nødvendigt, at folkekirken engagerer sig i diakoni og religions- og kulturmøde, og husets todelte, men også sammenhørende formål – et folkeligt og det kirkelige – passer dem godt.

”Kresten Drejergaards idé var at lave et grundtvigsk hus, hvor vi skulle række ud både folkeligt og kirkeligt. Der skulle være et mødested, hvor man kunne mødes på tværs af alt det, der skiller os, og så skulle vi med kirken som ramme også tilbyde gudstjeneste og sjælesorg osv. til kristne. Og det er det, vi gør i dag, og som FTS har gjort i snart 20 år,”siger Jesper Hougaard Larsen.

Arbejdet med den folkelige integration giver sig konkret udslag i en række aktiviteter i Folkekirkens Hus, bl.a. sprogcafe, international mødregruppe, tværkulturel kvindegruppe, højskoledage, sangeftermiddage, udflugter og højtidsfester samt ferie for flygtninge og indvandrere.

Indsatsen for den kirkelige integration omfatter to månedlige gudstjenester målrettet især flygtninge og indvandrere med kristen baggrund og tilbud fra de to præster om sjælesorg, kirkelige handlinger og samtaler om kristendom, tro og religionsskifte. Præsterne fungerer også som rådgivere og samtalepartnere for præster og andre i folkekirken, som står i kultur- og religionsmødet.

En helt central aktivitet er sprogcafeen, som er åben mandag til fredag fra kl. 12-17. Her kommer som regel 40-45 brugere forbi på en almindelig eftermiddag, og der er også altid et antal frivillige til stede. Der er både ældre og yngre frivillige, og på et par hylder bag den unge afghanske kvinde og den ældre frivillige står der fotorammer med billeder af alle frivillige med deres navne nedenunder. Udenfor døren står et skilt, der byder velkommen på seks forskellige sprog, indenfor er der tændt stearinlys, og væggene er dekoreret med kunstværker og plakater i varme farver. Fordi adventstiden netop er begyndt, er der også stillet julekrybber op, og ved siden af adventskransen på klaveret står et nissepar og en globus.

”Sprogcafeens brugere er virkelig fra alle dele af verden og er også meget forskellige på andre måder. Her er både mænd og kvinder, unge og gamle, og der er kristne, muslimer, buddhister, mandæere, ezidier og andre religiøse grupper og også en del, som slet ikke definerer sig selv religiøst. I det hele taget fylder religion ikke ret meget i hverdagen her; vi er sammen om det, der binder os sammen som mennesker, og vi tænker ikke på, om den, der kommer ind ad døren, er kristen eller muslim,” understreger Marianne Hougaard Larsen.

Analfabeter og arbejdstagere fra USA

Da hun og Jesper Hougaard Larsen kom til som ledere, var der mange somaliske brugere af huset, og de senere år har der især været mange syrere, afghanere, nordafrikanere og eritreere. Men det er langtfra kun de største flygtningegrupper, der er repræsenteret.

”Vi har også grupper af kvoteflygtninge fra fx Sydsudan, som er kommet hertil for mange år siden, men stadig bruger huset og kommer til gudstjenesterne indimellem. Og her kommer kurdere, pakistanske indvandrere, hvor børnene efterhånden er fjerde generation, og også mange øst- og centraleuropæere, som er kommet hertil som arbejdstagere fra andre EU-lande,” fortæller Marianne Hougaard Larsen, og Jesper Hougaard Larsen supplerer:

”Vi mærker selvfølgelig de politiske konjunkturer og udviklingen i kriser og krige globalt set. Men det er svært at sige noget generelt om brugerne, for de er virkelig forskellige. Vi har analfabeter, som ofte har nogle meget tunge og svære sager, hvor vi indimellem fungerer som bisiddere, og vi har højtuddannet udenlandsk arbejdskraft fra fx USA, som er kommet hertil med deres familie, og studerende, der læser engelsksprogede fag på universitetet, men også gerne vil lære noget dansk.”

Marianne Hougaard Larsen nikker og tilføjer: ”Det gennemgående er, at de ønsker at lære sprog og lære danskere at kende. De unge studerende fortæller alle sammen, at de stort set kun har lært andre udenlandske studerende at kende, og de synes, at danskerne er svære at komme i kontakt med. Det samme gælder mange af de flygtninge og indvandrere, som har været her i årevis. Det er da tankevækkende og ikke noget, vi kan være specielt stolte af som danskere.”

Det kan en engelsk mand, der sidder i sprogcafeens bagerste lokale, nikke genkendende til. Han er gift med dansk kvinde, som han har to børn med. Familien har boet ti år i England, men kom til Danmark for halvandet år siden.

”Og jeg har faktisk ikke lært nogen danskere at kende endnu. Det gør det også svært at lære dansk. I familien er jeg den eneste, der ikke taler dansk, så det kan godt være lidt svært for mig derhjemme også,” siger han med et skævt smil.

Han kommer jævnligt i sprogcafeen sammen med sin iranske ven, som han har lært at kende på sprogskolen. De savner begge kontakt med danskere og er glade for at tale med de frivillige i sprogcafeen, fortæller de. De taler også dansk med hinanden og hjælper hinanden med lektier fra sprogskolen.

Lektier fylder en del i sprogcafeen, for mange af brugerne går enten på sprogskole eller er i gang med en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse og bruger typisk længere tid end andre studerende på opgaverne, fordi de ikke er flydende på dansk og også kan have sværere ved at forstå de kulturelle koder og forståelser, der ligger implicit i undervisningen.

”Når de kommer i FTS, får de mulighed for at lære en masse om Danmark og danskere, ikke kun i form af faktuel viden, men lige så meget ved at tale med os og med de frivillige. De ældre hernede kan bidrage med noget helt særligt i den sammenhæng, og det betyder også meget, at vi laver udflugter til museer eller kulturinstitutioner, hvor mange af dem ellers ikke ville komme,” siger Jesper Hougaard Larsen, og Marianne Hougaard Larsen nævner, at mange af dem, der kommer i kvindegruppen, ikke har ret meget kontakt med danskere, selv om de har boet her i årtier. Derfor handler møderne i kvindegruppen både om at hygge sig og tale om alt det, der optager kvinderne i deres hverdag og familieliv og om at lære danske traditioner og kultur at kende. I efteråret 2018 har Marianne fx fortalt om Alle Helgen, gruppen har været på besøg hos en ældre frivillig og fejret hendes fødselsdag, og en bror til en af de frivillige har været på besøg og spillet og sunget danske sange.

Krea-ting, lektielæsning og stressede brugere

Sprogcafeens lokaler afspejler både den danske og fynske kontekst og brugernes oprindelse i forskellige verdensdele. På en væg hænger en ramme med postkort fra Den Fynske Landsby, og i det bagerste lokale hænger et indrammet danmarkskort og to reproduktioner af Sikker Hansen-plakater for FDB Møbler og Davre-gryn fra 1940’erne. Her er også en bogreol med bl.a. dansk-arabisk-, dansk-tysk-, dansk-nygræsk-, dansk-persisk-ordbøger, en fremmedordbog, en slangordbog og en synonymordbog. Et andet sted i reolen står nogle kurve med små musikinstrumenter, et par hyldemeter med højskolesangbøger og en stak håndarbejds- og havebøger samt nogle kurve med krea-ting til kvindegruppen.

Ved et bord ved siden af reolen sidder Jens Erik, der er uddannet lærer og har været i virksomhedspraktik i sprogcafeen. Han har valgt at fortsætte som frivillig, og han er nu ved at hjælpe en tørklædeklædt kvinde fra Iran med læsebriller med hendes lektier fra sprogskolen. ”Talje,” siger han og viser på sig selv, hvad ordet betyder. ”Hvis man fx skal have taget mål til bukser, så tager man mål ved taljen,” forklarer han. ”Ansigt… Det her er hele hovedet, og det her er ansigtet”. ”Håndfladen… det er her. Men det her kaldes håndryggen – ligesom ryggen heromme. Håndflade og håndryg.” Kvinden lytter koncentreret, kigger på sine egne hænder, gentager ordene og nikker.

Ved et bord i nærheden sidder en kvinde med baggrund i Sydsudan. Hun har sin bærbare computer og iPhone liggende på et bord og kigger skiftevis på dem og ned i en bog til naturfag på niveau E og F, hvor hun har slået op på et afsnit om proteiner og fedtstoffer i kosten.

”Vi kan mærke, at brugerne er mere pressede nu end for få år siden. Det er blevet mere stressende at være flygtning eller nytilkommen i Danmark i det hele taget. De er så pressede med sprogskole og arbejde; de har virkelig meget at se til. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at de kan få hjælp til lektierne her. Vi sørger også for, at når vi lægger et arrangement ind som i eftermiddag, hvor vi synger julen ind, så varer det ikke mere end en halv times tid,” forklarer Marianne Hougaard Larsen.

”Men samtidig er det vigtigt for os, at stedet her ikke bare er en lektiecafé. Det er et frirum, hvor de kan tale med hinanden og med de frivillige om alt det, de har brug for at tale om. Mange er meget pressede på grund af de strammere og strammere regler for familiesammenføring og opholdstilladelse, så mange er meget stressede og pressede. Forholdene i deres oprindelseslande påvirker dem selvfølgelig også, for mange har jo familie i lande, der er præget af krig og konflikt. Men vi taler ikke politik her; det er en klar regel, for åbner vi for det, går det galt. Der kommer folk her, som er fuldstændig politisk uenige,” siger Jesper Hougaard Larsen.

Juleevangeliet og det arabiske hjørne

I sprogcafeens lokaler går en frivillig og en studentermedhjælper rundt og deler højskolesangbøger ud, og lidt efter sætter en organist fra ét af FTS’ medlemssogne sig til klaveret og spiller et kort potpourri af julemelodier. ”Jingle Bells” glider over i ”Glade jul”, og så byder Marianne Hougaard Larsen velkommen til ”Vi synger julen ind”, en af FTS’ mange årligt tilbagevendende traditioner. En ung kvindelig bruger bliver bedt om at tænde kalenderlyset, og Marianne Hougaard Larsen introducerer kort den første fællessang, nr. 213 i højskolesangbogen, Grundtvigs kirkelige udgave af ”Vær velkommen, Herrens år”. Herefter fortæller Marianne Hougaard Larsen kort om betydningen af advent, adventskransen bliver tændt, og næste fællessang, ”Det første lys”, introduceres.

Så fortæller Marianne Hougaard Larsen om julekrybben, der er blevet stillet op og nævner, at det er en af sprogcafeens trofaste brugere, en kristen arabisk mand, der har haft den med fra Irak og har foræret den til stedet. Ved hjælp af de små figurer genfortæller hun juleevangeliet. Den iranske kvinde med læsebrillerne og tørklædet læner sig ivrigt frem og sukker henført over fortællingen, som hun har hørt adskillige gange før her i FTS.

”Og hvad fortæller den historie os så?” spørger Marianne Hougaard Larsen. ”Vi, der er kristne, siger, at Gud selv kom ind i verden som et lille barn, ikke som en stor og mægtig kejser med sværd og bomber og kanoner, men som et lillebitte barn, født af en ung, fattig mor. Et barn, som kom ind i verden med varme og kærlighed, selv om der ikke var plads til det. Det kan sige os, at hvis vi selv kender eller møder nogen, der har banket på døren og spurgt om lov til at komme ind, så kan vi med juleevangeliet tænke på, at verden skal være et gæstfrit sted med tro, håb og kærlighed.”

”Vi forkynder ikke her i sprogcafeen; det gør vi i kirken. Men vi forklarer om troen og traditionerne, og det skaber aldrig problemer. For folk her ved, at vi aldrig kunne drømme om at sige, at det, vi tror på, er bedre end det, de tror på. De ved, at når vi er sammen her, er vi sammen som mennesker,” siger Marianne Hougaard Larsen. (Foto: Habeb Hana)

Marianne Hougaard Larsen fortsætter beretningen om englen, der viste sig for hyrderne, og om de tre vise mænd, der kom for at tilbede Jesusbarnet. Og hun opfordrer brugerne til at gætte på, hvad de tre vise mænd hed. Den sidste uge har der i sprogcafeen været en konkurrence om at svare på netop det spørgsmål, og da der er blevet gættet lidt rundt omkring, trækker Jesper Hougaard Larsen en vinder blandt de rigtige svar. Det er en kvinde fra Sydkorea, der er den heldige vinder, og alle klapper og synger derefter med på ”Et barn er født i Betlehem”. Så takker Marianne Hougaard Larsen pianisten og indbyder brugere og frivillige til kaffebord med chokolade, hjemmebagt kage, chips, peanuts og brunkager.

”Når Marianne fortæller juleevangeliet, sidder der jo både troende og ikke-troende, muslimer, kristne og buddhister. Men vi har aldrig haft protester over det. Vi har ingen skjulte dagsordener om at ville omvende nogen, og det ved alle her. Men vi står ved, hvem vi er, og hvad vi tror på. Der er klare linjer, og det skaber tryghed,” siger Jesper Hougaard Larsen.

”Vi forkynder ikke her i sprogcafeen; det gør vi i kirken. Men vi forklarer om troen og traditionerne, og det skaber aldrig problemer. For folk her ved, at vi aldrig kunne drømme om at sige, at det, vi tror på, er bedre end det, de tror på. De ved, at når vi er sammen her, er vi sammen som mennesker. Det, vi laver her, handler om relationer, og tro og håb skaber relationer, der går på tværs af alle skel,” siger Marianne Hougaard Larsen.

Hun tilføjer, at de i FTS ofte fortæller en historie om ”det arabiske hjørne”, et sted i sprogcafeen, hvor der for nogle år siden ofte var en gruppe folk samlet, som alle havde baggrund i Irak. Men bortset fra det var de så forskellige, som man kunne tænke sig.

”Der var en kristen araber, en kurder, en shiamuslim med sort kjole og tørklæde, en mandæisk kvinde og en dansk muslimsk konvertit, der har boet i Irak. De repræsenterede forskellige religioner, men var fælles om at have et tilhørsforhold til Mosul-området i Irak, og de sad der og talte om barndom og minder og kultur. De fortalte, at de havde gået til hinandens fester og bryllupper og begravelser, men så kom krigen, og så blev alt anderledes. Men i Danmark var de sammen igen og kunne dele minder og kultur.”

I går, i dag og i morgen

Jesper Hougaard Larsen nævner, at også den årlige julefest i domkirken er en begivenhed, der samler og skaber glæde og fællesskab på tværs af forskelligheder.

”Kirken er pyntet med dekorationer, som kvindegruppen har lavet, og så er der koncert og Luciaoptog, hvor både muslimer, ezidier, mandæere og kristne går med, og ingen har øvet sig, men det går fint alligevel. Der kommer 125-150 mennesker, og efter koncerten er der æbleskiver og julegløgg, både med og uden alkohol.”

Marianne Hougaard Larsen smiler og tilføjer: ”Vi kan stadig undre os over, at der ikke er konflikter mellem alle vores brugere, men det er der stort set ikke. Når man hører debatten om integration eller ser på verden, er det jo svært at forstå.”

Hun tænker lidt og siger så: ”Jeg tror, at det handler om relationer. Vi var her i går, og vi er her i dag, og vi er der også i morgen. Det er det lange seje træk. Mange af dem, der kommer her, oplever så meget, som er midlertidigt. De kan møde mange gode folk, der gør noget for dem, men ofte varer det kun kort. Sagsbehandleren bliver skiftet ud, de får en ny lærer, de skifter skole og arbejde, og reglerne bliver lavet om. Men vi bliver her, og vi r de samme i dag og i morgen, som vi var i går.”

Og hun tilføjer: ”Og relationer er jo netop gensidige. Det handler ikke bare om, at vi gør noget for flygtninge og indvandrere, men om at vi alle – ny- og gammeldanskere, ansatte, frivillige og brugere – er sammen og fælles om noget.”

Fakta om Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde

Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense (FTS) har eksisteret siden 1999. Samarbejdet holder til i Folkekirkens Hus i Odense og arbejder med folkelig og kirkelig integration. Aktiviteterne omfatter bl.a. sprogcafé, international mødregruppe, tværkulturel kvindegruppe, højskoledage, sangeftermiddage, udflugter, højtidsfester, gudstjenester målrettet flygtninge og indvandrere med kristen baggrund samt tilbud fra stedets to præster og ledere om sjælesorg, kirkelige handlinger og samtaler om kristendom, tro og religionsskifte. Præsterne fungerer også som rådgivere og samtalepartnere for præster og andre i folkekirken, som står i kultur- og religionsmøder. • Hjemmeside: Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde

Hvad betyder Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde? Hvilken forskel gør stedet? Læs, hvad tre brugere og en frivillig siger:

Khanbibi Safi: I sprogcafeen lærer man at blive tryg ved andre mennesker. Khanbibi Safi kommer et par gange om ugen i sprogcafeen i Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense. Hun er flygtning fra Afghanistan og tager 9. klasse på VUC.

Marlain Abdullah: ”Det betyder rigtig meget at komme til et sted, hvor der er mennesker, der siger hej”. ”De er som en familie for én,” siger hun om medarbejderne. Marlain Abdullah kom til Danmark i 2016.

Ammar Alhamwi: Det betyder meget at møde andre mennesker. Ammar Alhamwi, der er fra Syrien, oplever, at meget er anderledes i Danmark, og at det er svært at komme i kontakt med danskere. Derfor er han glad for at komme i FTS.

Jens Erik Hjelm Rasmussen: ”En helle midt i larmen”. Jens Erik Hjelm Rasmussen er frivillig i sprogcafeen. Han oplever, at alle mødes med åbenhed og ikke med en konfronterende eller mistænkeliggørende holdning.

#kulturmøde #FolkekirkensTværkulturelleSamarbejde #diakoni #MarianneHougaardLarsen #JesperHougaardLarsen #sprogcafé #FolkekirkensHus #lektiehjælp #religionsmøde

SAMEKSISTENS