Historiker foreslår løsninger til en verden i krise

Jørgen Kirkegaard giver håb, der kan føre til en bedre verden, hvis vi tør være fælles om frit at gøre det mulige.

Da Jørgen Kirkegaard skrev En verden i krise i 2019, havde Corona-virusset endnu ikke bragt os i denne særlige krise. Alligevel er bogen helt aktuel, og det ser næsten ud som om forfatteren har forudset at pandemien ville komme: Der har været flere sygdomstrusler i de senere år – uden at de har været globale:

”Helt nye epidemier har vist sig. Aktuelle er især aids, Ebola og multiresistente bakterier. Nyeste forskning siger, at multiresistente bakterier formentlig kan blive et større problem end kræft, hvis udviklingen fortsætter som nu (…) Fælles for disse udfordringer er, at de ligesom klimakrisen stiller menneskeheden over for et uomgængeligt og naturbestemt krav om et omfattende og effektivt internationalt samarbejde.” (S 21)

Nu kommer det så an på hvad vi vil gøre i den nuværende situation. Her bringer En verden i krise en række løsningsforslag. Det, der gør bogen egnet til fordybelse, er at den ser realiteterne, udfordringerne i øjnene og samtidig bygger sine løsningsforslag på et håb, som kan føre til en bedre verden, hvis vi tør være fælles om frit at gøre det mulige.

Undervisning skal modvirke fake news

Undervisning er absolut nødvendig for at modvirke de mange fake news. Samtidig vil en undervisning, der peger på, at elever kan tænke selv, være med til at stille alle de spørgsmål, som for ofte bliver afvist med det argument, at politikerne forvalter en nødvendig politik: Den ensidige prioritering af ”’nyttefagene’ er alt for kortsigtet. ’Unyttige’ fag som blandt andet samfundsfag, geografi, historie, religion, biologi og IT-kundskab bliver helt afgørende for den fremtidige udvikling.” (s. 121)

Hertil vil denne læser føje sprogene, som er skammeligt underprioriteret, og uden hvilke, man med dansk som modersmål og kun engelsk som fremmedsprog slet ikke kan begå sig globalt. Jørgen Kirkegaard, der er historiker, har selv undervist i mange år, og når elever har spurgt ham, hvad løsningerne var på alle de udfordringer historien vidner om, har han sagt, at det var deres opgave at svare på det. Nu er det den opgave han i bogen har taget op for sit eget vedkommende – som en ’almindelig’ men vidende samfundsborger.

Krig kan undgås

Der er det særlige ved krige at de – uden undtagelse – må slutte med fred. Det er under alle omstændigheder en tåbelig måde at prøve at løse problemer på, mener forfatteren, idet han dog undtager Anden Verdenskrig. I den krig var ”hele folkeslag totalt hjernevaskede og aggressive og måtte nødvendigvis bringes tilbage til virkeligheden, selv om tabene af menneskeliv var frygtelige. Man bør huske FN’s generalsekretær Antonio Guterres’ enkle ord ved sin indsættelse: ”Krig er aldrig uundgåelig.”” (s. 176)

For at forvandle krig til åbent samvær med udveksling og handel, skal der diplomati til. Her er et af de mange tiltag, som ansvarlige medborgere må forlange – og der er virkelig plads til forbedringer: ”I Danmark er diplomatiet således reduceret med 30 procent til stor skade for både FN og EU. Man mener fejlagtigt, at det meste nok kan klares ved brug af internettet og med e-mails og videokonferencer. Men intet kan erstatte den direkte personlige kontakt og de mange små pauser, i kropssproget, i uformelle snakke og i det almindelige samvær.” (s. 177)

Ulighed afskaffes med borgerløn

Ulighed ses som en af grundene til verdens kriser: Den er nemlig også et demokratisk problem, og bogen foreslår derfor at vi gør noget effektivt ved at indføre borgerløn. Vi ser i verden af i dag, hvordan fællesskabet alt for let bliver et fællesskab for dem der producerer og tjener mange penge, samtidig med at de uproduktive bliver ladt i stikken og ikke betragtes som rigtige medmennesker: ”Dermed er der opstået en tendens til at opfatte de socialt udsatte som fjender, der skal holdes nede, og at mennesket alene defineres og vurderes som arbejdskraft.” (s.265)

Kirkegaard er da også inspireret af Thomas Piketty, en af nutidens kendte fortalere for borgerløn. De to er enige om at den vil kunne udrydde fattigdom, et af FN’s verdensmål.

God læselyst!

Bogen er nem at læse på trods af forfatterens grundlærdom, som er opnået ved læsning, undervisning og praksis gennem et langt liv. En lille anke har denne læser, der godt kunne have ønsket sig nogle noter, men på den anden side finder man sig i den mangel, da bogen virker som en lang samtale med læseren.

En verden i krise skal varmt anbefales. Dens røde tråd er glæden ved medmennesket og opfordringen til medmenneskelighed så vi kan imødegå de kriser, vi er midt i:

”Vi har en fælles humanitet, og medmennesker i nød skal simpelthen hjælpes – det ved enhver, helt instinktivt.” (s.315)

Jørgen Kirkegaard: En verden i krise Skriveforlaget, 2019