Hun kæmper for grønlænderes rettigheder

Nanna Knudsen underviser i dansk og grønlandsk. Som tolk gør hun opmærksom på diskrimination af grønlændere. Det har hun fået Retspolitisk Forenings hæderspris KAFKAT for.

Foto: Julie Jeeg

Der er brug for en uafhængig forening, der holder skarpt øje med alle slags magtmisbrug, både politiske og administrative. Det er her Retspolitisk Forening gør sig gældende.

Hvert år uddeler foreningen sin hæderspris, KAFKAT, til et menneske eller en organisation, som arbejder for retfærdighed for de medmennesker, der uden foreningens indsats kunne blive offer for myndigheders og politikeres sjuskede eller vrangvillige misbrug af love og bestemmelser.

Velovervejet beslutning

For året 2022 valgte Retspolitisk Forening at give prisen til Nanna Knudsen, der er grønlandsk født og dansk gift. Det kunne ligne en beslutning, der lægger sig i slipstrømmen af de mange udsendelser og afsløringer, der er oppe for tiden omkring de dansk-grønlandske forhold.

Men realiteten er en anden: Der foregår nemlig lange forhandlinger og undersøgelser forud for, at den endelige afgørelse peger på en institution, organisation eller, som det er tilfældet i 2022, en person.

Den 7. maj holdt Retspolitisk Forening generalforsamling i et af Mellemfolkeligt Samvirkes større lokaler, hvorefter overrækkelsen af hædersprisen, KAFKAT, fandt sted. Dermed begyndte festen.

Foto: Julie Jeeg

Gør opmærksom på diskrimination

Foreningens formand, Bjørn Elmquist, motiverede bestyrelsens valg således:

- Nanna Knudsen har kæmpet for mellemfolkelig forståelse som underviser: Hun har undervist danskere i grønlandsk, når danskere skulle arbejde i Grønland, og grønlændere i dansk, for at de bedre kunne klare sig i Danmark. Og samtidigt forklaret om samfundsindretningen begge steder.

- Nanna Knudsen arbejder stadig efter sin pensionering i 2015 som tolk ved retssager. Den indsigt, hendes arbejde giver hende, er blevet en grundlæggende inspiration til at gøre opmærksom på en diskrimination, der rammer hårdest på de svageste af hendes landsmænd - en diskrimination, som hun påtaler hver gang, hun møder den.

Oprindelse og karriere

Nanna er født i Igaliku i Sydgrønland, hvor der dengang boede ca. 100 mennesker. Nu er der næppe 20.

Bjørn Elmquist fortsatte:

- Du gik i skole først i Grønland, så i flere omgange i Danmark. Du læste videre og var uddannet lærer som 24-årig. Og du har taget pædagogik og psykologi fra Danmarks Lærerhøjskole og dansk som andet sprog fra Københavns Universitet.

- I Grønland boede du og din danske mand, Hans-Wiggo Knudsen, der var bygningskonstruktør, i 40 år i Sisimiut.

Nanna Knudsen fortsætter ufortrødent

- I de senere år har du boet i Danmark, hvor du efter din pensionering er fortsat med at arbejde med tolkning mellem dansk og grønlandsk i retssager og lignende. Det er en opgave, der kræver stor omhu og omsorg, samt indsigt, for der skal tolkes meget mere end selve sproget, da vore kulturer er så forskellige.

- Du er også blevet medredaktør på bladet SOS-racisme, hvor du har været effektiv til at finde skribenter, som beskriver de grønlandske problemer i Danmark, i dansk politik og den omfattende diskrimination, der somme tider hviler på den foragt, grønlændere kan udsættes for fra dansk side, selv om de altså også er danske statsborgere.

Beskeden og bestemt

- Nanna Knudsen, du er i din egen opfattelse på ingen måde et offer. Dét siger folk, som kender dig vældigt godt, og det spiller også en rolle for vores tildeling af KAFKAT til dig.

- Med din intelligens, din beskedenhed og din varme empati kan du kaste lys over de ting, der bør forandres i det dansk-grønlandske forhold. Tillykke.

I sin takketale sagde Nanna Knudsen:

- Andre har fortjent denne pris langt højere end mig, men nu faldt valget på mig, og jeg er meget, meget taknemmelig for at modtage den.

- Der skal meget MOD til for mig at skulle stå her i dag. Jeg er et bygdebarn og vokset op som andetrangsmenneske i mit eget land, og har derfor altid været bange for danskere, så dette er mere end overvældende og grænseoverskridende for mig.

Undtagelsen

- Den eneste dansker, som jeg kan sige, jeg ikke har været bange for, var min danske mand, som jeg har været heldig at dele mere end 47 år sammen med. Han havde i dag fortjent at kunne være her, men sådan skulle det ikke være. Han har bakket mig op altid og stået ved min side og tilbragt mere 40 år i mit land.

- I mange år har jeg fra Sprogcentret i Grønland lavet kurser for danskere, der kom op for at arbejde. Kulturforståelse har jeg taget op som det, der betyder allermest, da grønlændere og danskere er to vidt forskellige folkeslag, som dog har haft samkvem i mere end 300 år. Dog ved danskere meget lidt om os og er desværre ikke særlig nysgerrige om os og vort skønne land.

Udlandet – bare ikke Danmark

- I andre lande er Grønland stadigvæk eksotisk, men ikke i Danmark. De få grønlændere, som sidder i samlet flok rundt omkring og drikker øl, tegner desværre ofte billedet af os. Det er både synd og skam. Grønlændere er sociale og drikker sammen på pladserne rundt omkring, mens danskeren sidder alene hjemme bag nedrullede gardiner og drikker.

Velfungerende flertal, men…

- Jeg lover jer, at de fleste grønlændere i Danmark er velfungerende og velintegrerede i det danske samfund og lægger ikke den danske stat til belastning.

- I mit arbejde som tolk rundt omkring oplever jeg desværre alt for ofte, at vi bliver diskrimeret og set ned på.

- Vi har alle ret til at blive behandlet ordentligt, uanset hvem vi er, og hvor vi kommer fra, måske særligt i de allersværeste situationer, som hvis man er sigtet og kommer for retten…

Den sigtedes ensomhed

- I retssager er nuancer og detaljer i sproget ofte af afgørende betydning, og indimellem også en forståelse af den kulturelle baggrund.

- Det er i forvejen en ensom proces at sidde inde, og det at kunne tale med et andet menneske af stor betydning. Jeg oplever, at jeg indimellem har set det nødvendigt at oversætte – ikke kun det talte ord, men også kulturen, verdenssynet og betydningen af fx kropssproget.

- Jeg er enormt glad for mit arbejde som tolk og oversætter og mærker, at der fortsat er behov for sådan én som mig, der kan og vil bygge bro og øge forståelsen mellem os.

- Jeg modtager denne fine pris, da jeg synes, at debatten omkring racismen er meget tiltrængt og bør høre op. Vi er alle ansvarlige, og husk at vi er hinandens næste!

Dette er den første artikel i en miniserie om forholdet mellem Danmark og Grønland.