top of page

Hvad er et menneske?

Et menneske er et væsen med sans for det gode, det sande og det skønne.



For nogle år siden kom en ræv og tog vores høns. Men uanset hvor ærgerlig jeg var over rævens angreb på mit hønseri, kunne jeg ikke i min vildeste fantasi finde på at beskylde ræven for at have handlet forkert eller ondt. Ræven fulgte naturligvis kun sine instinkter og sin natur. Det ville være meningsløst at sige, at ræven var samvittighedsløs.

Noget af det, der adskiller os fra dyrene og gør os til mennesker, er jo netop det, at vi i modsætning til dyrene har en samvittighed.


Skelnen mellem godt og ondt Den tyske filosof Immanuel Kant er kendt for at have sagt: ”To ting fylder mig med undren og ærefrygt, jo oftere og jo mere jeg beskæftiger mig med dem: stjernehimlen over mig og moralloven i mit indre”.

At vi i vort indre har en morallov eller en samvittighed, er der, som Kant gjorde det, al mulig grund til at undre sig over. For det er vel netop det, der er med til at gøre os til mennesker, altså væsener der ved, at der er forskel på ondt og godt. Ikke at vi dermed altid gør det gode, langt fra, men vi ved, at der er en afgørende forskel på det gode og det onde.


Mennesker erkender sandhed

Pilatus er kendt for i mødet med Jesus at have sagt, ”Hvad er sandhed?” Det spørgsmål kan føre til mange dybsindige filosofiske samtaler, men når alt kommer til alt, så er sandhed et begreb, som alle mennesker intuitivt forstår, og det hænger sammen med, at sandhed som begreb er en underforstået forudsætning for hele menneske- og samfundslivet, lige fra samtaler mellem mennesker i hverdagen til arbejdet med videnskab.

Virkeligheden er ganske vist den, at vi undertiden vælger ikke at rutte med sandheden eller ligefrem at lyve. Problemet med løgne er imidlertid, at de er vanskelige at holde styr på, fordi der i mange sager er én sandhed, men mulighed for mange løgne, der indbyrdes modsiger hinanden.

Men at lyve er jo bevidst at modsige sandheden, og derfor bekræfter vores evne til at lyve, at vi er os bevidste om, at der er noget der er sandt, og noget der ikke er sandt. At være menneske indebærer altså evnen til at erkende og sige sandheden.


En oplevelse af den ypperste skønhed

En solnedgang over Vesterhavet. Et blomsterbed i fuldeste flor. Et stykke musik. Et kunstværk. For mange år siden, da jeg havde været på arbejdslejr i Bretagne i Frankrig, gjorde jeg på hjemvejen holdt i Paris. Jeg gik en eftermiddag ind i Notre Dame-katedralen og satte mig på en bænk for at slappe af, lige da organisten begyndte at spille Bach’s ”Jesus bleibet meine Freude”. Oplevelsen af dette musikstykke i denne imponerende katedral gav mig en oplevelse af den ypperste skønhed, som jeg aldrig glemmer.

Det er umuligt objektivt at analysere sig frem til, hvad skønhed er; oplevelsen af skønhed er subjektiv, men ikke desto mindre en virkelighed for os alle. Når vi overvældes af skønhed, kan vi fyldes af glæde, ja, undertiden må vi bryde ud i sang eller dans eller måske tak til Gud, for at få afløb for betagelsen.

Det er meget forskelligt, hvad der opleves som skønt og smukt fra det ene menneske til det andet, men alle mennesker uden undtagelse, tror jeg, kender til det at blive betaget af skønheden i en eller anden form eller sammenhæng. At være menneske indebærer derfor at have sansen for det skønne.

Hvad er menneske? Et menneske er et væsen med sans for godhed, sandhed og skønhed.

Comentários


bottom of page