Hvad får giveren til gengæld for sin gave?

Velgørende organisationer gør klogt i at tænke over, hvad de giver til gengæld for den støtte, de modtager fra trofaste givere. Her er en fem forslag fra redaktørens blog på Globalnyt.


Velgørende organisationer kan give en fornemmelse af samhørighed. Modelfoto fra Wix.


Fundraising er at rejse ”funds”, det vil sige penge til det velgørende arbejde. En helt nødvendig indsats, for ellers går arbejdet i stå, og mennesker i nød får ikke den hjælp til selvhjælp, de har brug for. Men fundraising kan ikke stå alene.

Der er brug for at give giveren en kvittering, der er mere end et stykke papir eller en mail. Man kan ikke regne med at, at givere bliver ved med at give, uden at de får noget igen. Reciprocity, det vil sige gengæld, er en så grundlæggende del af menneskets sociale adfærd, at organisationer ikke kan tillade sig at overse dette princip. I hvert fald ikke, hvis de vil have trofaste støtter, der står last og brast med organisationen.


Naturlig social adfærd

Gengældsprincippet er nemlig indlejret i os alle sammen. Tænk blot på en situation, hvor du og din partner bliver inviteret til middag hos jeres venner. Det første, I tænker på, er: Hvad skal vi have med? En blomst, en flaske vin eller noget helt tredje? Eller hvis din nabo kommer over og hjælper dig med at save brænde en dag. Du vil spejde efter en anledning til at slå hans græs, klippe hans hæk eller male hans udhus.

Det er der ikke noget galt i – tværtimod. Det er helt naturligt. Derfor er det en god øvelse for organisationer at tænke over, hvad vi giver giverne til gengæld for deres gaver. Vi skal definere for os selv, hvad det er, vi giver giveren til gengæld for, at han eller hun engagerer sig og griber til pengepungen. Jeg har fem forslag til, hvad organisationen kan give til gengæld:


1. Mulighed

Danish-Muslim Aid oplever, at giverne er taknemmelige for, at de kan komme af med pengene til en organisation, der er med til at udligne forskellene i verden. Ifølge Islam, forklarer de mig, har Gud tildelt mennesker forskellige levevilkår, og når vi har bedre vilkår end andre, har vi en pligt at dele ud af vores overflod. Jeg tror ikke, det kun er muslimer, der tænker sådan. De fleste tænker vel over, at vi bør dele vores rigdom med dem, der er mindre bemidlede. Hvis det er sandt, så hjælper organisationen giveren af med pengene. Og det er en stor tjeneste. Især når man ved, hvilken logistisk, der kræves for at sikre, at hjælpen kommer helskindet frem til dem, der har allermest behov.


2. Samhørighed

Mission Afrika engagerer frivillige i projektgrupper for de lande, de opererer i. Her har jeg mødt mennesker i alle aldre, som får lys i øjnene, når de enten fortæller om kvinder i Mali, der holder geder eller høns og tjener penge til deres børns skolegang, eller om præster og imamer i Nordcameroun, der lærer hinanden at kende og sammen forebygger ekstremisme og dæmmer op for Boko Haram. De frivillige fortæller med glød om projektet, der er blevet deres hjertebarn, de skriver med nøglepersonerne derude, og nogle af dem rejser ud og ser pengene omsat til forandrede mennesker, der forandrer hele lokalsamfund. De er med i et globalt fællesskab.


3. Oplevelse

Children’s Mission er gode til at formidle menneskeskæbner, så vi lever os ind i fortællinger, der bliver til små noveller. Som den om lille Ira fra Ukraine, der blev født med modermærker, der skæmmede over halvdelen af hendes ansigt og truede hende med ondartet kræft. Hospitalet i Lutsk vidste ikke deres levende råd, så Children’s Mission fløj hende til Stockholm, hvor en af Sveriges dygtigste hudkirurger opererede hende. I dag er Ira voksen, gift og har selv et barn. For nylig rejste hun og familien til Sverige for at møde lægen, som havde opereret hende, og sige tak. Sikke et gensyn! Sikke en fortælling. Sikke en oplevelse – også for læseren.


4. Indsigt

Mission Øst er kendt for at yde akut nødhjælp til de mest udsatte i konfliktramte lande: Afghanistan, Nordkorea, Myanmar… Men organisationen engagerer sig også i katastrofeforebyggelse ved at hjælpe bjergfolkene i Nepal med at klare sig trods tørke og pludselige oversvømmelser. Hvordan gør de egentlig det? En opringning til landechef Ujjwal Amatya i Kathmandu afklarede begreberne: Oplysningskampagner gennem sang, dans og drama gør befolkningen opmærksom på risikoen for oversvømmelser. Der oprettes varslingssystemer via radio. Befolkningen lærer at dyrke modstandsdygtige afgrøder, og de får hjælp til at genplante bjergene med skov for at modvirke mudderskred. Jeg – og mine læsere – blev klogere.


5. Mening

Den nyligt afdøde fredsaktivist, biskop Desmond Tutu, kunne udtrykke sig, så det gav mening med det samme: ”Der er ingen fremtid uden tilgivelse,” var en af de fængende one-liners. Vi ved instinktivt, at det er sandt. Og jeg oplevede det, da jeg græd mig gennem et interview med Pauline Ayyad i en kirkekrypt i Betlehem for Det Danske Bibelselskab. Hendes mand var blevet fanget, dræbt og smidt på gaden i Gaza af terrorister. Men gennem en lang proces havde hun lært at tilgive bødlerne. I dag hjælper hun andre enker, både kristne og muslimer, til at komme videre efter deres mænds død. Tilgivelse giver mening. En mening, der formodentlig også vil hjælpe giveren videre i sit liv.


Svend Løbner skriver jævnligt om udviklingskommunikation på Globalnyt. Føg hans blog her.