Hvad kan vi bruge religion til?

To religionshistorikere peger på religion som noget, der forholder sig noget større og mere end mennesket, strukturerer vores tilværelse, beskytter det ukrænkelige og lader overgreb få konsekvens.

Hvad skal vi over hovedet bruge religion til?

Spørgsmålet kom frem efter en konference om mødet mellem kristendom og islam. Sammen med en afslappet atmosfære og forbrødring mellem ledere fra de to religioner, var der også helt åbenbare knaster at bearbejde. For eksempel, hvor skrifttro vil man være, hvor meget skal traditionen fylde, og hvor frit kan man tillade sig at tolke på de ældgamle overleveringer.

Det var netop fornemmelsen af at sidde og bearbejde oldtidslevn fra en helt anden tid, der affødte spørgsmålet: Hvad skal vi over hovedet bruge religion til i vores åbne og oplyste samfund?

Det hellige er ukrænkeligt

Mit første svar var meget pragmatisk: Vi er nødt til at forholde os til religiøse spørgsmål, fordi 90 procent af verdens befolkning er religiøse. For at tage dem alvorligt, må vi – også ateister – sætte os ind i den pågældende religions præmisser for at kunne forstå de mennesker, vi gerne vil interagere med.

Men spørgsmålet blev ved med at runge i mit hoved. En kraftig forkølelse fik det til at runge yderligere. Og jeg er kommet frem til endnu et svar:

Vi må forholde os til religiøse spørgsmål, fordi religioner peger på, at noget i menneskelivet er helligt, og fordi det er helligt, er det ukrænkeligt, og fordi det er ukrænkeligt, må det ikke krænkes, og hvis det alligevel krænkes, må det have en eller anden form for konsekvens.

En tredimensionel virkelighed

Det er religionshistorikere som rumænske Mircea Eliade (1907-86) og danske Arild Hvidtfeldt, der leder på sporet i dette svar. Eliade argumenterer i bogen Helligt og profant for at det helliges manifestation (læs: religion) giver mennesker struktur, som vi kan orientere os efter. Et moralsk kompas, ville vi sige i dag.

Uden det hellige er menneskelivets struktur blot ren geometri. I min optik er det profane en todimensionel struktur, mens det hellige er tredimensionelt. Der er noget mere end det, vi kan tage og følge på, måle og veje, der er kultur, åndvidenskab, religion, altså et forhold til noget, der er mere og højere end os selv.

Respekt for livet

Arild Hvidtfeldt (1915-1999) giver i sin lille bog til gymnasiestuderende, Religioner og kulturer, et overblik over religioners grundsubstans og udvikling i de verdensreligioner, vi kender i dag. Substansen angiver han med det melanesiske ord ”mana” som kan oversættes med livskraft og som betragtes og beskyttes som noget helligt.

Bryder man det hellige, mana, træder et andet melanesisk begreb i kraft, ”tabu”. Tabu er måder at forholde sig til det hellige på med respekt, og kan derfor også betegnes som forbud. Tabu er forbud mod at krænke mana.

Vi konstruerer religion

Disse enkle hovedlinjer hjælper på forståelsen af, hvad religion er og bidrager med. Religion er så grundlæggende for mennesket, at selv om vi skulle fornægte al tro på det overnaturlige, ånder og guder, så ville vi alligevel skulle konstruere vores egen ”religion” og på en eller anden måde forholde os til ”det mere” og ”det højere” og ”det udenfor os selv”.

Måske er det derfor ateistiske og humanistiske samfund i lighed med religiøse samfund ender med at opfinde ritualer ved livets overgange.

Det ”mere” giver mening

Og så er vi henne ved problemet ved selve spørgsmålet: Hvad skal vi over hovedet bruge religion til? Spørgsmålet instrumentaliserer fænomenet religiøs tro, som om den kun har værdi i det omfang, vi kan bruge den til noget.

Her vil jeg på baggrund af Eliade og Hvidtfeldt fremholde, at religion er et livsvilkår. Tro på det mere og det større er på en måde indlejret i os som en forudsætning for livets mening – helt basalt hvis forelskelse er mere end blot biologiske processer i hjernen, og i yderste konsekvens, hvis vi mener, at kærlighed er det ypperste gode, uanset om den er manifesteret i ånd og personificeret i gud(er) eller ej.

Mircea Eliade: Helligt og profant (Det lille forlag, 2009)

Arild Hvidtfeldt: Religioner og kulturer (Munksgaard, 1961)