Hvad sker der, når en imam og en kunstner lænker sig fast til hinanden?

Af Naveed Baig og Marie Hauge Jensen

’Mennesket er født frit, og det er overalt i lænker’

Det mente filosof Jean-Jacques Rousseau i 1700-tallet, og der er noget om snakken. Lænker er historisk set blevet brugt til fanger (typisk kriminelle men også politiske modstandere), der skulle frihedsberøves, altså placeres et sted udenfor den normale verden. Man ser det i amerikanske film: To fanger bundet ufrivilligt til hinanden – de skal følges ad overalt. Logikken er, at det er svært at flygte, når man er bundet til hinanden. Men er der også en læring i at være lænket sammen?

Journalisterne i bl.a. Irak-krigen indlejrede sig hos militærenheder for at følge soldaterne på tætteste hold med det formål at rapportere autentisk fra krigen. De var naturligvis ikke lænket til soldaterne, men skulle hele tiden holde sig meget tæt på dem på for deres egen sikkerheds skyld. Igennem denne usynlige lænke blev de indkapslet i en anden virkelighed – både soldaternes – men også fjendens, samtidig med at de skulle lære at navigere i deres egne følelser som frygt, usikkerhed, håbløshed, vrede osv.

Religiøse trosforestillinger

De usynlige lænker findes også i religiøse trosforestillinger. I den islamiske troslære er troen på engle en af trosartiklerne. Der er flere beretninger fra islamiske kilder, der fortæller om de to engle, der er lænket til ethvert menneske og som følger mennesket overalt. Disse engle, Munkir og Nakir, er skribenter for alle ens handlinger – både gode og dårlige. Derudover er der andre engle, der er sat til at beskytte mennesker. På den måde er menneskets liv og skæbne lænket til højere magter og i sidste ende til Gud.

I disse moderne tider er vi også på en måde lænket til hinanden igennem sociale medier. Facebook og LinkedIn er eksempler på, hvordan man igennem ”sammenlænkning” og tæt virtuel kontakt kan følge med i andres bedrifter. Men hvad kan man få ud af at blive lænket sammen in real lifeuden at kunne tale sammen?

En test i tolerance

Gud bevare Danmark? er et levende kunstværk, hvor en performancekunstner og en imam frivilligt lader sig lænke til hinanden. Det udføres af de to forfattere til denne kronik, performancekunstner Marie Hauge Jensen og imam Naveed Baig. I slutningen af januar fastlænker de sig til hinanden med fodlænker i 7 dage. Begivenheden kan følges online under hashtagget #Gudbevaredanmark_, hvor der lægges billeder op hvert 15. minut. Desuden vil de to ”fanger” fra den 20. januar kunne opleves live hver dag kl. 15.00 på Kultorvet i København, hvor de vil sidde på et oplyst podie i stilhed.

Marie Hauge og Naveed Baig har initieret kunstprojektet ud fra et ønske om at undersøge, hvad der sker, når to mennesker med forskellige uddannelsesbaggrunde, køn, hudfarve, tro og interesser, lænker sig til hinanden. De er motiveret af at skulle indgå i en kontekst, der udfordrer deres evne til at tolerere hinandens forskellighed. En af fordelene og udfordringerne ved at være fastlænket til et andet menneske, er at man ikke kan forlade samværet med hinanden. De vil i ugens løb komme til at opleve hinanden på nært hold og overvære private og måske følelsesmæssige øjeblikke, men de kan ikke trække sig, når de er mættede af input.

Lænket sammen i stilhed

Marie og Naveed har indgået en kontrakt om at ikke tale sammen hele ugen, og de forventer, at det bliver en blandet oplevelse at være i denne situation. Rastløshed, kedsomhed og irritation vil opstå, men de forventer også at lære noget af hinanden. Den nonverbale kommunikation kan netop være med til at udfordre parterne til at mødes gennem noget andet end ord. Hvilken effekt har det at fjerne sproget mellem to mennesker? Hvordan affinder de sig med det? Det er et af de mange spørgsmål, som har motiveret Naveed og Marie til at indgå i dette kunstværk sammen.

Kunstværket kan betragtes som en undersøgelse af, hvad det vil sige at være “sameksisterende mennesker”. Projektet kan hverken mislykkes eller lykkes, der vil nærmere være tale om erfaringer, som parterne påtænker at beskrive i et fælles manifest efter projektet afsluttes. Manifestet har til formål at definere nye begreber for den dansk-muslimske kultur.

Kunst med brug af krop og sjæl

Projektet lægger sig indenfor den performancekunstneriske tradition, hvor kunstnere som Marina Abramović, udsætter sig selv for ekstreme handlinger, der udfordrer krop og sjæl for både hende og beskuerne. Denne tradition lever også i Danmark. I 1970’erne arbejdede billedhugger Kirsten Justesen som pioner indenfor feltet med sin krop som skulptur. I samme tidsperiode foretog Bjørn Nørgaard en hesteofring som en del af et performancekunstneriske værk, og i nyere tid udtrykker kunstnere som Jeanette Ehlers og Lilibeth Cuenca Rasmussen sig også indenfor denne genre.

Ifølge en ny undersøgelse fra det anerkendte analyseinstitut Pew Research er Islam den hurtigst voksende religion i verden, og som følge af det, er der også et voksende antal muslimer i Danmark. Det forpligter os til at lære at omgås hinanden, mener Marie og Naveed. Og de er enige om at udfordre det problematiserede billede af Islam, der f.eks. blev eksponeret sidste forår, da Rasmus Paludan afbrændte koraner på gaden i København. Denne form for aktion kræver en modreaktion, der viser, at der kan skabes konsensus om en mere åben tilgang til Islam.

Må Gud bevare Danmark?

Marie og Naveed tager udgangspunkt i dronningens nytårscitat: Gud bevare Danmark og sætter spørgsmålstegn ved udsagnet. Må Gud bevare os I Danmark? De tomme kirker, den stigende antisemitisme og den naturvidenskabelige tiltro svækker danskernes brug af religion og Gud. Så sagt med andre ord: må Gud overhovedet være i Danmark? Marie følger i løbet af ugen Naveed i hans hverdag som hospitalsimam med et ønske om at forstå den religiøse og spirituelle verden, som præger en imams arbejde.

Når religion havner i en politisk debat, fjerner den sig fra de mennesker som skal leve side om side med hinanden. Vi ønsker med det levende kunstværk at symbolisere den indsats og til tider anstrengelse, der hører med til at leve sammen i et samfund. Når Gud bevare Danmark? besøger Kultorvet hver dag er det for at skabe refleksion hos folk på gaden. Marie og Naveed ønsker at vise, at vi som mennesker er lænket sammen – uanset om vi vil det eller ej!

Det forventes, at vi udviser hinanden respekt i Danmark – uanfægtet af religiøs overbevisning. Men det er en stor opgave at forholde sig nysgerrigt og åbent til hinandens overbevisninger. Rigtig svært bliver det, når vi skal invitere hinanden indenfor i vores hjem. En udfordring som man allerhelst vil løbe fra – og det er netop det, vi ikke må. Vi skal tvinge os selv til at være sammen med hinanden!