top of page

Hvem vidste hvad om Holocaust under besættelsen?

Opdateret: 6. nov.

Debatmøde gav perspektiv på nazisternes såkaldte jødeaktion i Danmark for 80 år siden.



I slutningen af september og begyndelsen af oktober er det 80 år siden den nazistiske besættelsesmagt virkeliggjorde ’jødeaktionen’, der betød at alle danske jøder skulle deporteres.

Det er grundlaget for at Humanity in Action (HIA) den 28. september indbød til debatmøde med emnet ”Hvem vidste hvad før den nazistiske jødeaktion”. HIA blev stiftet af tidligere chefredaktør ved Politiken, Herbert Pundik, der selv var jøde.

Her følger et referat af det spændende debatmøde, hvor også endnu en chefredaktør ved Politiken medvirkede: Bo Lidegaard.

Desuden medvirkede Sofie Lene Bak, historiker, ph. d. og museumsinspektør på Dansk Jødisk Museum og Silvia Goldbaum Tarabini, ph.d., forfatter og forsker i bl.a. Holocaust.


Hvad vidste departementscheferne?

Den danske regering var trådt tilbage den 29. august. Vi fik ’departementschefstyre’. Men hvad vidste departementscheferne før nazisternes beslutning om deportation?

Danmark var ikke i krig med Nazityskland, som i 1940 havde overfaldet landet ved en ”fredsbesættelse.”

De danske politikere bøjede sig for, hvad de anså for at være realiteterne, men forlangte at den del af den danske befolkning, der var jøder, ligesom den øvrige befolkning, skulle lades i fred, og på en ganske ejendommelig måde gik livet sin vante gang de første tre år af besættelsen.

Og hvad vidste man så? Man vidste, at nazismen især rettede sit blinde had mod jøderne. Allerede i 1938 fandt ’Krystalnatten’ sted i Tyskland og Østrig, hvor mindst 200 synagoger blev brændt ned og jødiske forretninger blev ødelagt. Men det var svært at få noget at vide gennem aviserne, fordi sproget var uklart og tvetydigt.


Vilhelm Bergstrøm, en borger i Danmark

Anders Jerichow fortalte dog om Vilhelm Bergstrøm, forfatter og kriminalreporter på Politiken, hvis dagbog fra 7. april 1940 til 7. maj 1945 er udgivet under navnet En borger i Danmark. Bergstrøm citerer en tjener han talte med for at have sagt om jøderne, at dem brød han sig ikke om, men han syntes dog ikke at de skulle behandles som dyr.

I Sverige var man heller ikke gæstfri før 1943: Jerichow fortalte, at hans bedstefar havde fået afslag på asyl i Sverige i 1942.

Op gennem 30’erne vidste man, at jøder blev forfulgt i hele Europa. I Tyskland og Østrig var de blevet statsløse og måtte forlade de lande hurtigst muligt, og det er en plet på de europæiske nationer, Danmark inklusive, at politikerne lukkede grænserne. Kun nogle få var sluppet ind i landet, før det blev umuligt.


Hvad vidste det jødiske samfund om Holocaust nede i Europa?

Det jødiske samfund havde under første del af besættelsen en næsten grænseløs tillid til politikere og myndigheder. De fortsatte ligesom den øvrige befolkning deres arbejde uden at gøre opmærksom på sig selv. Jødeforfølgelse kunne ikke komme på tale her i landet.

Men den 17. september brød nazister ind i det jødiske samfunds kontor (det hed dengang Det Mosaiske Troessamfund) og fik fat på lister med navne på menighedens medlemmer, og så vidste man, at den var gal.

I slutningen af september fejrede man det jødiske nytår, og dér ville nazisterne sætte aktionen i gang. Mange vil kende Herbert Pundiks fortælling om, hvordan hans skoles rektor kom ind i klassen og sagde til ham, at han skulle løbe hjem og fortælle sine forældre, at de skulle sørge for ikke at være hjemme om aftenen, for til den tid ville nazisterne komme og hente dem, og de ville blive deporteret. Heldigvis kom Pundik og familien derfor til det nu gæstfri Sverige, der tog imod ca. 7.000 danske flygtninge.

Man vidste godt at deportation ville være dødsensfarlig, men at noget så rædselsfuldt som Holocaust eksisterede, vidste man ikke.

”Det som aldrig er sket, er utænkeligt,” sagde Bo Lidegaard bl.a. i sit oplæg.

Sofie Lene Bak gjorde opmærksom på at der aldrig nogen sinde har fundet så bestialsk et regime sted som det nazistiske. Planen om at udrydde jøderne fra Europa gjaldt ALLE jøder uden undtagelse, unge som gamle, kvinder og mænd som børn.

Departementscheferne styrede landet, men de vidste også at de havde politikerne lige bag sig.


Forslag om internering

Niels Svenningsen er den kendteste departementschef i hele dette drama. Han var af en gammeldags hæderlig embedsmandstype, og han skulle altså forhandle med doktor Werner Best. Best var den kyniske leder af jødedeportationerne i Paris, men her i København var situationen en anden. Hitler havde ganske vist beordret ham til at gøre det samme i Danmark, men samtidig skulle han bibeholde de fredelige tilstande, og det vidste han var umuligt: Det var gået op for folk, at Tyskland måske ville tabe krigen, og modstandsbevægelsen blev mere og mere tydelig i sine handlinger. Best havde en svær opgave.

I sin kvide foreslog Svenningsen at man kunne internere jøderne her i Danmark og passe på dem. Den mulighed ville have været helt katastrofal, og man må undre sig over at så klog en mand som Ejnar Cohn, der var ansat i statistisk departement, og som ellers er kendt for at kunne løse de mest uløselige problemer, syntes at det var en god idé, men det har vel været for at undgå at flygte. Men det blev han nødt til – tvunget ligesom landets andre danske jøder.

Flugt og hjælp

Det forunderlige skete heldigvis, at de fleste danske jøder – og enkelte statsløse - kunne flygte til Sverige, der nu havde ændret holdning og tog imod dem. Alle håbede på at krigen snart var forbi. Mange fik hjælp, som Pundik f.eks. fortæller: En stilfærdig og myndig rektor, der giver besked.

Andre tager imod de flygtende med fare for deres eget liv. Mange fortællinger og anekdoter knytter sig til de dage. Denne anmelders far sov ude to forskellige steder en nat, inden han kunne komme frelst til Sverige.


Theresienstadt

Men 472 jøder blev deporteret til Theresienstadt. 53 af de deporterede vendte aldrig hjem. Silvia Goldbaum Tarabini har skrevet en vægtig bog: Danske jøders liv og død i Theresienstadt, som senere vil blive anmeldt her i SAMEKSISTENS.


Sproglige erkendelser

Der var stor samtalelyst efter oplæggene: En blandt publikum spurgte om danskerne nu også var så gode, som man plejer at sige. Sverige lå jo lige i nærheden. Svaret indeholdt en anden erkendelse: De jødiske danskere blev ofte af de andre danskere betragtet som medborgere. De var naboer, dem man handlede med, dem, der var ansat på kontorer eller på hospitaler eller i skoler.

En anden ville anfægte at titlen på mødet var ’den nazistiske besættelse’: det var dog tyskerne. Det var den almindelige Herr Braun, der havde angivet en tilfældig jøde. Undertegnede følte sig pludselig hensat til halvtredserne, da alt tysk var forhadt, og man dengang tav stille med de tyskere, der modsatte sig den bestialske nazisme.


Humanity in Action

Det er netop for at undgå den opfattelse at Herbert Pundik har grundlagt Humanity in Action (HIA), der har arrangeret mødet. Med HIA vil man inddrage de næste generationer og vise dem, at det er den enkelte, der med sin samvittighed kan handle og gøre verden til et bedre sted - eller huske med en anden flygtning, Bent Melchiors kloge og kærlige ord:

Du skal gøre en forskel.

bottom of page