top of page

Hvorfor er danske fanger i Syrien ikke hjemtaget for længst?

Danmark bryder menneskerettighederne, når regeringen ikke vil hjemtage danske børn og deres mødre fra syriske fangelejre, mener talsmand for foreningen Bedsteforældre for Asyl.


Johannes Pedersen, privatfoto. Illustrationsfoto fra flygtningelejr, Pixabay


Af Johannes Pedersen


19 danske børn og deres syv mødre sidder stadig fanget i de forfærdelige fangelejre Al-Hol og Al-Roj i Syrien, selv om den danske regering den 18. maj i år besluttede at hjemtage 14 af børnene og deres 3 etnisk danske mødre.

Fem andre børn, deres tre mødre og en moster til et af børnene med dobbelt statsborgerskab måtte ikke komme med til Danmark, selv om alle – også den danske regering - anerkender, at børnene er danske statsborgere. Tvært imod vil regeringen lade dem forblive i lejrene, selv om kvinderne dermed risikerer dødsstraf.

Verdenserklæringen om menneskerettigheder blev vedtaget af FN i 1948, hvor der efter Anden Verdenskrigs afslutning var et stort behov for at formulere menneskerettigheder for os alle. Der er 30 punkter i erklæringen, hvor Danmark i 29 af de 30 punkter tilsidesætter menneskerettighederne i relation til de syv danske kvinder og deres børn. Jeg har udvalgt 11 af de 30 punkter i verdenserklæringen:


1. Vi er alle født frie og lige

Men i de syriske fangelejre, er der 19 danske børn og deres syv mødre, heraf fem børn og fire mødre, som ikke er omfattet aftalen om hjemtagelse.

Den danske regering hævder, at det kan tage op til et år at hjemtage fangerne; mens en repræsentant for de kurdiske myndigheder, der administrerer lejrene siger, at det kun behøver at tage 1 måned!

Panikscenerne fra Afghanistan i denne uge viser, hvor hurtigt det kan blive for sent at evakuere.


2. Gør ikke forskel på folk

Den danske regering gør i høj grad forskel. Alle 19 danske børn samt deres mødre lider dagligt i deres fangenskab i Syrien, hvor de lever under vilkår, som godt kan sammenlignes med tortur, forhold som af Dansk Røde Kors` generalsekretær, Anders Ladekarl, efter et besøg i lejrene kaldte for Helvede på jord.


3. Retten til et frit og sikkert liv

Men i 2–3 år har de danske fanger været spærret inde i frygtelige lejre i Syrien. Den danske regering har fået utallige henvendelser og appeller om at hente dem hjem, men først nu i maj måned, har de besluttet at hjemtage 14 af børnene og deres 3 etnisk danske mødre; mens man kynisk har frataget de sidste 4 kvinder deres danske statsborgerskab uden at have talt med dem og uden at de har været stillet for en dommer. De har altså heller ikke haft mulighed for at appellere afgørelsen, som ellers er en grundlovssikret ret.


8. Dine menneskerettigheder er beskyttet af loven

Men de fire danske kvinder og deres fem børn er ikke beskyttet af loven, da regeringen har valgt administrativt at fratage dem deres danske statsborgerskab.


11. Vi er uskyldige indtil andet er bevist

Denne ret har den danske regering også frataget fire danske kvinder, og den har gang på gang kaldt alle de syv danske kvinder for landsforrædere, forbrydere, terrorister og har sagt, at kvinderne har vendt Danmark ryggen, uden at det er bevist i en retssag.


18. Tankefrihed

I fangelejrene i Syrien er de danske kvinder og deres børn udsat for en så massiv og fanatisk påvirkning fra IS-tilhængere, så de ikke tør udtale sig over for personer med andre værdigrundlag af frygt for at blive straffet og måske stenet. Også dette forhold negligeres af den danske regering!


19. Ytringsfrihed

Også denne paragraf er sat ud af kraft for de syv danske mødre og deres 19 børn.

Den danske regering accepterer altså, at danske statsborgere i årevis er forment adgang til frit at ytre sig! De tør ikke deltage i forsamlinger, som ikke er godkendt af IS – og de er tvunget til at gå klædt og leve som IS befaler i hvert fald i AL-Hol lejren.


22. Social tryghed

”Vi har alle ret til en bolig, som vi har råd til, medicin (…), uddannelse, børnepasning, penge nok til at leve for og lægehjælp, hvis vi er syge eller gamle.”

Alle disse rettigheder har de danske kvinder og deres børn ikke haft, mens de har været interneret i lejrene. Nogle af børnene er allerede dybt traumatiserede og syge.


26. Retten til uddannelse

De danske børn har i årevis ikke modtaget relevant uddannelse. Det haster med at få mødrene og ikke mindst de helt uskyldige danske børn hjem til et uddannelsesmæssigt og pædagogisk repatrieringsforløb.


28. En retfærdig og fri verden

Vi er mange, der gerne vil være med til at gøre verden mere retfærdig og fri, men vi må under protest foreløbig leve med, at vi har en regering, som i årevis har set på at syv danske kvinder har levet i fangenskab med deres 19 danske børn.


30. Ingen kan tage dine menneskerettigheder fra dig

Jo, den danske regering kan! For mig at se, viser denne sag, at Danmark i meget betænkelig grad bevæger sig længere og længere væk fra tidligere tiders menneskevenlige politik over for de svageste i vort samfund.

Alle bør vi nu forenes i en fælles kamp for at vende tilbage til tidligere tiders meget mere venlige menneskesyn.


Johannes Pedersen er med i BEDSTEFORÆLDRE for ASYLS arbejdsgruppe: ”Alle 19 danske børn og deres 7 mødre skal hjem nu.” Indlægger er udtryk for skribentens holdning og er uddrag af en tale, som blev holdt på Folkemødet på Møn den 22. august 2021.

bottom of page