Hvorfor er det så svært at sige undskyld?
Af Svend Løbner, redaktør
Tidligere statsminister Lars Løkke kunne ikke få ordet ”undskyld” over sine læber, da han i 2017 besøgte den tidligere danske koloni på de vestindiske øer. Han konstaterede blot, at slaveriet og undertrykkelsen var ”utilgivelig”.
Nuværende statsminister Mette Frederiksen viste et helt anderledes mod, da hun over for de misbrugte børnehavebørn Godhavsdrengene i sommer sagde: ”På vegne af vores fortid, på vegne af vores nutid og på vegne af vores fælles fremtid vil jeg gerne se hver eneste af jer i øjnene og sige det eneste rigtige. Undskyld.”
Og den tyske præsident Frank Walter Steinmeier viste sandt statsmandskab, da han 1. september ved 80-året for Nazitysklands invasion af Polen, ved en mindehøjtid for ofrene gav landet en uforbeholden undskyldning. ”Jeg bøjer mig for de polske ofre for tysk tyranni. Og jeg beder om jeres tilgivelse,” sagde han.
Det var flot. Han beklagede ikke bare. Han bagatelliserede heller ikke sagen ved helt legitimt at pege på, at det var Hitler og Nazityskland, der begik de voldsomme forbrydelser og folkemordet på seks millioner polakker og startede en verdenskrig, der endte med at koste 50 millioner mennesker livet.
Han sagde ikke blot: ”Det er utilgiveligt”. Han bad om tilgivelse.
En konstatering var ikke nok. En beklagelse heller ikke. Den ville blot være en vag og diffus erstatning: Ja, vi beklager situationen, men vi påtager os intet ansvar. Og derfor gør vi heller ikke noget ved den.
En undskyldning derimod placerer ansvaret: Det var vores skyld. Den skyld tager vi på os. Men vi håber på jeres tilgivelse. Og så vil vi gøre vores til at genopbygge relationen. Vi kan ikke gøre det skete godt igen, men vi kan lære af det, så det ikke gentager sig i fremtiden.
Det er svært at sige undskyld. Nogle siger, at ordet undskyld er det sværeste ord i sproget. Selv om vi godt ved, når vi har gjort noget forkert og såret eller skadet et andet menneske. Den dårlige samvittighed nager jo indeni. Men hvor er det ydmygende at få det lille ord over vores læber!
Lidet aner vi, at det netop er denne ydmygelse, der vinder respekt. Som Jesus sagde: Den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes!
Der skal mod til at sige undskyld. Der skal format til at indse, at ydmygelsen intet er at regne i sammenligning med det, undskyldningen udretter: Den opretter ordenen. Sætter skel mellem ret og vrangt. Befrier den tyngede og sørgende. Og lukker op for en bedre fremtid.
Det er sandt statsmandskab. Sande statsmænd og -kvinder siger ordentligt undskyld og åbner en fremtid for borgerne.