top of page

Højskolesang om Ramadan i tråd med Grundtvig

Af Marianne Olsen, lektor

Der er al mulig grund til at glæde sig over muligheden for at Isam B’s sang om Ramadanens møde med morgenlyset kommer i den nye udgave af Højskolesangbogen.

Jeg tror at al den modvillige snak, ideen har afstedkommet, skyldes at sangskriveren er muslim, for så er der igen-igen lejlighed til at diskriminere en stor minoritet af danskere.

Vi mangler simpelthen en Grundtvig til at have skrevet den poetiske sang.

Grundtvig skrev nr. 87 i Højskolesangbogen (nr. 386 i Den danske Salmebog): Udrundne er de gamle dage, der var en salme til Mariboes Skole. Carl Mariboe var jøde, og i den højt ansete skole gik både jøder og kristne.

I strofe to finder vi disse linjer: ”så immer sig igen forynger/hver ædel slægt i syd og nord/”

Viden er en god vej at gå. Oplysning om kernen i de tre religioner. Kernen har den samme forståelse af tid, af skabelse, af livets godhed og opfordring til livsglæde.

Det er den forståelse, Grundtvig udtrykker i sin salme. Tredje strofe:

“Så lad derpå da syn os fæste, /hvad ædle kaldte livets lyst/Ja, lad os kappes med de bedste/ og vove kækt med død en dyst/at byde den og graven trods/kan med Guds hjælp og lykkes os. /”

Isam B’s ramadansang passer fint i familien. Bliver den optaget, er der al grund til at ønske redaktørerne af Højskolesangbogen tillykke.

Billede i top: Isam B. fremførte sangen Ramadan i København ved demonstrationen Musik mod racisme 23. maj 2019 på Rådhuspladsen i København. Foto: Svend Løbner

bottom of page