top of page

I Ikast mødes kvinder på tværs af tro og kultur

Det handler om hygge, respekt og evighed når tyrkiske, danske, afghanske og bosniske kvinder hver torsdag mødes for at dele erfaringer, tage på udflugt, lære mere om hinandens tro og kultur og om det danske samfund. Det er der kommet venskaber, respekt og samhørighed ud af.



”Skal vi lave lidt gymnastik?”, spørger en ældre dansk kvinde ud over lokalet. Som svar får hun en lidt uforståelig mumlen fra bordene, hvor danske og tyrkiske kvinder sidder side om side og snakker. Der er kaffekander, fade med brød og pålæg samt vaser med roser på bordene. I en reol bag et af bordene står højskolesangbøger, salmebøger og forskellige udgaver af Bibelen samt en udgave af Selma Lagerlöfs Kristuslegender. På en af væggene hænger malerier af en lokal kunstner, og på reolen står to danske flag. På en anden væg hænger en indrammet keramikflise med blomstermotiv fra Tyrkiet.

”I virker ikke særligt begejstrede,” siger den ældre danske kvinde med et skævt smil, og så lyder der små protester fra nogle af de tyrkiske kvinder. ”Vi vil gerne lave gymnastik, Kom bare,” siger en af dem.


Varme til sjæl og krop

De 12-13 kvinder, der er samlet i Folkekirkens Cafe og Dagligstue i Ikast denne torsdag formiddag, stiller sig i en rundkreds på gulvet – med undtagelse af en af de tyrkiske kvinder, som har for mange rygsmerter til at være med. Den ældre danske kvinde, Kirsten, fører an i øvelserne, hvor kvinderne bl.a. strækker sig mod loftet, vipper op og ned på fødderne, svinger armene omkring kroppen og bøjer sig langsomt ned i knæ.

”Fik I varmen?” spørger Kirsten bagefter.

Kvinderne nikker og griner. Jo, der er både fysisk og mental varme at hente her i Kvindernes mødested, hvor kvinder med blandt andet dansk, tyrkisk, afghansk og bosnisk baggrund mødes en gang om ugen næsten hele året rundt for at drikke kaffe, tale sammen, høre et oplæg eller tage på udflugter sammen, Indimellem kommer der en oplægsholder udefra, andre gange udveksler kvinderne erfaringer om de spørgsmål, der optager dem. Det kan handle om kvindelig, sygdom og død, troen på det evige liv, opdragelse af børn og religionens rolle heri eller vilkårene på arbejdsmarkedet.


Taler om død og evighed

Formålet med Kvindernes Mødested, som daværende sognepræst Karin A. Vestergaard tog initiativ til og stadig er aktiv i, er netop, at kvinderne lærer hinanden at kende på tværs af kultur og religion og får et fortroligt rum, hvor de kan dele erfaringer og lære hinandens kultur og tro at kende.

”Vi taler naturligt om de ting, der dukker op i vores liv. Hvis en af os har et dødsfald i familien, fører det naturligt til, at vi taler om døden, begravelsesritualer og vores tanker om evigheden. Så bliver det en dybere samtale, hvor vi tør give noget personligt af os selv, og derfor handler det ikke kun om kulturmøde, men også om en fortrolighed, hvor de eksistentielle spørgsmål kan fylde,” siger Karin A. Vestergaard.

Mange af de tyrkiske kvinder er kommet som gæstearbejdere eller som børn af disse og har arbejdet med hårdt fysisk arbejde. Mange har kun gået sporadisk på sprogskole og taler derfor fortsat dansk med accent og har indimellem svært ved at finde de præcise udtryk på dansk. Så slår de over i tyrkisk eller engelsk og hjælper hinanden på vej.


”Her er det rart at være”

”Da jeg havde gået på sprogskole, spurgte jeg min sagsbehandler, om jeg kunne komme til at arbejde i en børnehave, for det er lettere at lære dansk med børnesprog. Og heldigvis fik jeg lov at arbejde i en børnehave. Det var en god tid,” siger Gülberi Akcin, kom til Danmark fra Tyrkiet i 1988 i forbindelse med ægteskab og har boet her siden. Hun har i mange år arbejdet med rengøring, bl.a. på en skole, men blev for omkring fem år siden syg og kunne ikke længere arbejde.

”Jeg blev trist og depressiv af at gå derhjemme, og min sagsbehandler nævnte stedet her. Flere af mine tyrkiske bekendte talte også godt om det, og så tog jeg herhen. Jeg var lidt usikker første gang, fordi jeg ikke kendte de danske kvinder. Men jeg kunne med det samme mærke, at her var rart at være,” siger hun.

”Ja, her er hyggeligt. Mine børn ved, at jeg skal herhen hver torsdag. De siger ’nå, er det i dag, du skal til morgenmad’,” siger en anden tyrkisk kvinde, der også er kommet i mødestedet omkring 4-5 år. Hun tilføjer, at det er godt for hende at have en fast aftale, og det giver god motion at gå frem og tilbage til mødestedet.



Dansk-tyrkisk suppe er populær

I det hele taget sætter kvinderne pris på at bevæge sig både fysisk og mentalt, når de mødes.

”Vi lærer af hinanden, på alle mulige måder,” siger Gülberi og tilføjer, at det er dejligt at kunne lave mad, som de danske kvinder sætter pris på.

”Men det er ikke kun tyrkisk mad, jeg laver. Mine børn vil gerne have dansk mad også, især brun sovs og kartofler. Og jeg er begyndt at lave hønsekødsuppe med melboller. Det er en god blanding af dansk og tyrkisk mad, og min danske svigerdatter vil altid have mig til at lave den ret,” siger hun.

Kvinderne drikker kaffe, og en af dem bemærker, at kopperne er lavet i Kütahya i Tyrkiet, som er kendt for sin produktion af keramik og porcelæn. Det er den by, Gülberis forældre stammer fra.

Mange af kvinderne har stadig slægtninge i Tyrkiet, og en del af dem rejser hver eller hver anden sommer tilbage til Tyrkiet for at besøge slægtninge. Nogle er allerede taget af sted, andre rejser snart. En enkelt er på pilgrimsfærd til Mekka, og en af kvinderne viser billeder på sin telefon, som den bortrejste kvinde har sendt.

Kvinderne taler lidt om den islamiske offerfest, der falder om en uges tid, og som flere af dem markerer ved at samles med familien og betale for, at et får bliver slagtet i deres hjemland og kødet delt ud til de fattige.

En del af de tyrkiske kvinder er holdt op med at rejse til Tyrkiet om sommeren, både for at spare penge og for at undgå de høje temperaturer,

”Vi er jo vokset op her, så vi har ikke været vant til de varme somre. Så vil jeg hellere have noget regn og lidt kulde,” siger Gülberi og nikker mod vinduerne.


Vil ikke gå glip af torsdagsmødet

Det regner kraftigt, og grå skyer fylder himlen over torvet og Ikast Kirke, som kan ses fra lokalet, hvor kvinderne er samlet. I dag er der et arrangement, hvor 250 minikonfirmander samlet ved kirken og skal rundt til forskellige udendørs aktiviteter En af de danske kvinder, der kommer fast i mødestedet, har fra morgenstunden været med at hælde saftevand op og skære frugt ud til de mange børn. Men hun gjorde klart for de andre frivillige i kirken, at hun ville gå kl. 10, så hun kunne være med til det ugentlige møde med de andre kvinder, fortæller hun. Der skal meget til, for at hun går glip af det ugentlige torsdagsmøde.

”Mange af os har en lang historie sammen, og det har knyttet os sammen, at vi efterhånden kender meget til hinandens familier og liv. For en del år siden var nogle af os danske kvinder på besøg i nogle af de tyrkiske landsbyer, hvor nogle af kvinderne stammer fra, og vi blev budt så gæstfrit velkommen, boede hos dem og blev kørt rundt for at se alle seværdighederne i området,” fortæller hun.



Kan arabisk og får ”stjernestatus”

Nogle af de danske kvinder, der kommer i gruppen, har lært sig nogle få tyrkiske ord, og Betty From Jensen, der har været med fra begyndelsen, kan endda tale temmelig godt arabisk – et sprog, som er vigtigt for alle muslimer, fordi Koranen helst skal læses på arabisk. Hun blev for over 25 år siden udsendt som missionær i Cairo sammen med sin mand, hvor de på vegne af Danmission skulle skabe dialog mellem muslimer og kristne. Da hendes mand efter fire år i Cairo pludselig døde, vendte Betty From Jensen hjem til Danmark og bosatte sig i Ikast, hvor hun efter lidt tid kom med i en international kvindegruppe, som dog ret hurtigt lukkede ned. Da hun så hørte om opstarten af Kvindernes mødested i 2006, var det naturligt for hende at engagere sig der. I mellemtiden havde hun taget en bachelorgrad i arabisk sprog og islamisk kultur.

”Da de muslimske kvinder i gruppen opdagede, at jeg kunne arabisk, gav det mig lidt stjernestatus, for det gik op for dem, at jeg så kunne læse Koranen for dem,” fortæller hun.

Hun tilføjer, at hendes tid i Cairo gjorde hende bevidst om, at man i religionsmødet ofte skal være mere optaget af at modtage det, de andre kan give, end af selv at ville levere noget bestemt til de andre.

”Sådan var det i Cairo, og sådan har det også været her. Jeg har fået så meget, som jeg ikke kunne forestille mig på forhånd, og jeg ved heller ikke på forhånd, præcis hvad jeg selv kan give. Man må gå åbent ind i mødet,” siger hun.


Ramadan, påske og respekt

Det er Serife Bilici enig i. Hun stammer fra Konya på den anatolske højslette, hvorfra hun kom til Danmark som fireårig. I dag er hun 56 år og enke. Hendes mand døde for 14 år siden af et hjertestop, og siden har hun levet som enke, men omgivet af børn og veninder.

”Da min mand døde, fik nogle af mine veninder mig overtalt til at komme herhen til Kvindernes Mødested. Det var godt for mig at komme lidt væk hjemmefra, og det er dejligt at kunne tale med hinanden om mange forskellige ting. Vi taler også om ramadan og påske og jul,” siger hun.

Hun gik tidligt ud af skolen og begyndte at arbejde som syerske som 16-årig, da der dengang stadig var brug for arbejdskraft i tekstilindustrien i området, men hendes fem børn er godt i gang med uddannelse og arbejde.

”Vi bør have meget mere respekt, end mange danskere har, for den indsats, som indvandrerne har gjort for at være med til at bygge vores velfærdssamfund op. Uden dem ville vi slet ikke være, hvor vi er i dag,” siger en af de danske kvinder.

Gülberi nikker.

”Respekt har meget stor betydning, også i venskaber, og det får vi her,” siger hun.

Hun nævner, at kvinderne jævnligt har besøgt både moské og kirke og også talt om, hvordan de giver troen videre til næste generation.

”Mine børnebørn taler ikke tyrkisk. De har en dansk mor.” siger en af kvinderne.

”Men heldigvis er der nogle unge i moskeen, der taler både dansk og tyrkisk, og de kan hjælpe med at undervise børnene,” supplerer en anden.

Karin A. Vestergaard tager ordet og fortæller, at den kvinde, der skulle have lagt hus og have til sommerafslutningen næste torsdag, er forhindret, da hendes mor er død, og kvinden er rejst til Bosnien for at sørge for begravelsen.

”Så vi kan være hos mig i stedet. Jeg kan sørge for nogle tærter og den slags, og så kan alle måske tage noget med, så vi kan dele,” foreslår Karin.

Alle nikker, og snakken går ivrigt om kartoffelsalat, en tyrkisk ret med aubergine, brød, kaffe og kage.

Imens rydder nogle af kvinderne af bordet, og andre krammer farvel – og på gensyn.

Comments


bottom of page