De syriske flygtninge er blevet en del af den danske befolkning, der selvfølgelig ikke sender medmennesker tilbage til en despotisk diktator, der gasser, bomber og torturerer sin egen befolkning.
Svend Løbner. Foto: Orla Fredensborg Møller.
Regeringens beslutning om at tilbagesende 500 syriske flygtninge til Bashar al-Assads rædselsregime i Damaskus viser, hvor langt danske politikerne har bevæget sig væk fra deres vælgere.
Folket rejser sig
En rektor i Nyborg går i brechen for en syrisk gymnasieelev, der kun mangler et par måneder, inden hun får sin hue. En skoleleder i Vejen spørger sin partifælle Tesfaye, om det kan være rimeligt at tilbagesende børn, der er dansk dannede. En borgmester i Svendborg – også fra Socialdemokratiet - protesterer mod hjemsendelsen i et åbent brev til udlændingeministeren. Og i halvdelen af Socialdemokratiets medlemmer af byrådet i udlængeordfører Rasmus Stoklunds egen valgkreds i Halsnæs, ønsker ikke at sende syrerne tilbage til Damaskus. Situationen er ikke sikker dernede, siger de.
Uddannelsesdanmark protesterer
Derfor har Danmark da også lukket sin ambassade i Damaskus og sender ikke egne diplomater derned. Danmark har slet ingen udleveringsaftale med Assad-regimet. Så de 500 syriske flygtninge, der nu er nægtet opholdstilladelse i Danmark, er henvist til udrejsecentre på ubestemt tid.
Det har fået den samlede danske uddannelsessektor op af stolen: ”Unge med flygtningebaggrund skal ikke sidde på udrejsecentre, mens klassekammeraterne kører studenterkørsel!” protesteret de i et åbent brev i Berlingske.
Danmark holder sammen
Så fat det dog, Tesfaye, Stoklund og alle politikere, der har bakket op om det åndssvage forslag: I har bevæget jer langt væk fra danskernes ønsker. Syrerne er blevet en del af Danmark nu. De uddanner sig, de arbejder, de bidrager til samfundet. Vi møder dem i gadebilledet, de er vores naboer, og vi er kommet til at holde af dem.
Der er sket det, som I så længe har efterlyst: Der er sammenhængskraft i Danmark. I har opnået det, I har arbejdet på: Integrationen fungerer. Det faktum kan godt udvides til resten af nytilkomne. Problemerne er minimale i forhold til, hvad der lykkes.
Politikere uden kontakt
Derfor: Stik fingeren i jorden og mærk den danske folkesjæl. Vi er humanister. Vi er præget af en næstekærlig kultur. Og vi er så fornuftige, at vi ikke sender vores medmennesker tilbage til en despotisk diktator, der gasser, bomber og torturerer sin egen befolkning.
Hvordan politikere kan få sig selv til at gøre det, er en stor gåde. Det eneste svar må være, at de fuldstændig har mistet kontakten til deres vælgere. De svæver frit, lever i deres egen boble og gør som det passer dem. Men sådan er livet øjensynlig i Danmarks mest indspiste parallelsamfund: Christiansborg.