Integration er et plusord

Af Svend Løbner, redaktør

Ordet integration er udskældt. Nytilkomne er trætte af hele tiden at få at vide, at de skal integrere sig i det danske samfund, mens medier og meningsdannere skaber afstand i både omtale og stadige stramninger på udlændingeområdet. Og politikere på højrefløjen vil slet ikke acceptere begrebet. De nytilkomne skal assimilere sig, mener de.

Men jeg holder faktisk af ordet integration. For det giver mig lov til at være mig selv samtidig med, at jeg tilpasser mig mine omgivelser.

Tænk på alternativerne: På denne side segregation og på den anden assimilation.

Segregation betyder adskillelse og minder om forholdende i Sydafrika under apartheid. Her skulle befolkningen opdeles efter race, og skakkels den, der kom til at sidde på en bænk eller et sæde i en bus, der ikke havde den rette etiket.

På den anden side har vi ordet assimilation. Her forsvinder personen fuldstændig ind i de omgivelser, han eller hun er en del af. Personen mister sig selv, sin kultur, sine vaner og traditioner.

Det er utopi. For selv i et land som USA, der ynder at bruge ordet melting pot, dvs. smeltedigel, om sin befolkningssammensætning, er der en stor kulturel mangfoldighed.

Derfor kan vi lige så godt acceptere begrebet integration. Det er ønskværdigt al den stund, vi ikke ønsker apartheid-lignende tilstande, og det er det eneste realistiske, fordi det er noget vi oplever under alle livets forhold.

Ordet integration stammer ifølge Wikipedia fra det latinske integer og græsk entagros som betyder “uberørt”, “intakt”, “hel” og således betyder forening til et hele.

Når kærester mødes, sker der et kultursammenstød af dimensioner. Den ene roder, mens den anden er et ordensmenneske. Den ene elsker at lave mad, mens den anden nyder at gøre rent. Den ene går ned i detaljen, mens den anden har en tendens til at flyde ovenpå.

Det er to helt forskellige kulturer, der mødes, fordi de to forelskede mennesker er opdraget forskelligt, har forskellige oplevelser i bagagen og i det hele taget er vant til helt forskellige familietraditioner. Der er enten lagt op til en serie skænderier, eller så forsvinder den ene eller den anden i sig selv og bliver en udflydende ja-siger.

Nøglen er integration, dvs. at hver især bevarer deres identitet samtidig med at de møder den anden og bliver enige om, hvordan deres familieliv skal forme sig. De danner så deres egen familiekultur, som deres børn får med i bagagen og må stå ved og håndtere, når de til sin tid møder deres kærester.

Og sådan er livet en stor integrationsproces. Den samme proces finder sted på arbejdspladsen. Nye medarbejdere gør klogt i stikke en finger i jorden og tilpasse sig arbejdspladsens kultur. Og smarte arbejdsgivere giver medarbejderne frihed til at være sig selv og dermed udnytte deres kompetencer bedst muligt.

Integration – uanset hvor udskældt, ordet er – er således noget helt naturligt, nødvendigt og særdeles nyttigt for at familielivet, arbejdslivet og hele samfundslivet kan lykkes.