Interviewbog viser mod til godhed

Af Marianne Olsen

Dan Uzan, som holdt vagt foran det jødiske hus den 14. februar 2015, blev skudt af en terrorist og døde. Özlem Cekic deltog i mindehøjtiden for den unge vagt, og hun havde det specielt dårligt som muslim, for hun vidste ikke hvad hun skulle sige til Dan Uzans far. ”Men så siger faderen en ting som Özlem stadig finder overvældende (..) ”Ondskab kan ikke bekæmpes med ondskab, men med godhed. Godhed kræver mod.””

Citatet stammer fra interviewbogen Brobyggere af Anders Jerichow, som er en fortælling om to vidt forskellige menneskers mod i en tid, hvor det mildt sagt ikke er gratis at være modig. Bogen har eksempler på hver eneste side. Mod er den særlige gave, der kommer med kærlighed og venskab, som grundlag for selve livet. Og gensidigt venskab er det samme som kærlighed til hinandens forskelligheder.

Anders Jerichow fortalte ved bogreceptionen at han havde revet fem måneder ud af kalenderen for at kunne skrive Brobyggere. Han ville spørge bogens hovedpersoner ud om og ind til deres tanker, oplevelser og smertepunkter, og det havde, tilstod han, været en oplevelse for resten af livet.

Bogens struktur

Bogen er stort set indrettet på den måde at der er et kapitel til hver, men det holder kun i en overordnet struktur, for tankegangene flettes sammen på kryds og tværs, så broen kan blive solid. For det er meningen at vi andre skal gå på den og undersøge den for at få idéer til selv at bygge broer, til selv at turde godhed i stedet for ondskab.

Bent Melchior er i egen person en bro mellem fortid og nutid, en eksistentiel bro, og han holder af at fortælle om al den godhed, han selv var genstand for, da hans situation var sådan at han kun kunne tage imod.

Otte samarbejder om vellykket redning

En af bjælkerne i broen er de otte punkter der reddede ham og mange af hans trosfæller til det gæstfrie Sverige. Det er ganske forbavsende at se, at den første er Ferdinand Duckwitz, som jo repræsenterede Hitlers Tyskland. Anmelderen måtte videre til de historiske oplysninger: Jo, Duckwitz regnes blandt ”de retfærdige blandt folkeslagene” og har et mindetræ i Holocaustmuseet Yad Vashem.

Og den socialdemokratiske politiker Alsing Andersens sekretær havde mod og bankede på døren til familien Melchiors hjem, så faderen, Marcus Melchior, kunne advare sin menighed. Huskes skal også præster som Hans Kildeby i Ørslev, og biskop Niels Munk Plum. Endvidere Bispebjerg Hospital og Kommunehospitalet, fiskerne og den svenske regering og endelig Per Perssons familie, der blev den danske families venner for livet.

Således har ”Overrabbineren siden engageret sig i mange flygtningeskæbner ude i verden og blandt flygtninge, som er kommet her til landet. Brobygning er det, det handler om. Altid opmuntret af sin ’uforlignelige kone, Lilian’. Han har modtaget mange hædersbevisninger, men – når han selv skal sige det – ingen så fin som at blive det første æresmedlem i Dansk Flygtningehjælp”, fortæller Anders Jerichow.

Dialogkaffe som brobygnings-værktøj

Özlem Cekic har allerede længe været berømt for sin ’dialogkaffe’. Den er udsprunget af den særlige og særligt infame forfølgelse hun har været genstand for som ’fremmed’. Hun har virkelig taget tyren ved hornene og givet sig i kast med at tale med de folk, der forfølger hende. Det er hendes måde at bekæmpe ondskab med godhed – kritisk samtale.

Mærkeligt nok taler hun aldrig om sin religion i den forbindelse. Som troende har hun det kompliceret, men hun holder ved sin tro, og måske er det grunden til hendes styrke. Men hun har det også svært som kurder: hendes forældre taler tyrkisk, fordi det var forbudt at tale kurdisk der hvor de kom fra. Det er en modbydelig magtudøvelse majoriteter åbenbart tillader sig jorden rundt.

Da Özlem var i Tyrkiet for at skrive om, hvordan det er at være kurdisk, talte hun med en ung dreng om sit arbejde i Danmark. Hvorfor hun ikke talte kurdisk? Det var hårdt, opdagede hun pludselig. Det er slemt ikke at kunne sin gruppes sprog.

Men dialogkaffen har ført Özlem langt, helt til TED -talk, som man kan høre på nettet. Der er sandelig en god og solid bro mellem den gamle rabbiner, der er blevet Özlems ’adoptiv-bedstefar’ og den unge muslimske kaffebrygger, der ikke kan lide kaffe. De er enige om at samtale er nødvendig.

Bogen giver også de to bygningsingeniører lejlighed til at finde de fejl frem, som skal udbedres, så broen kan blive til at færdes på.

Religionsmisbrug: Er man først dansker, når man er kristen?

Søren Krarup er sådan et fænomen, der skal efterses. Han har gjort sig stærkt gældende med sin udtalte mening om at kristenheden er et fundament for det danske. Hverken Bent Melchior eller Özlem Cekic er kristne. Hvad synes de om sådan en udtalelse?

Melchior: ”Umiddelbart vil jeg gerne sige, og det lyder måske lidt indbildsk, men så lad det lyde sådan: Det, der er kristent i Danmark, er i virkeligheden en del af jødedommen, som kristendommen har fået i arv (…) Så det er i virkeligheden værdierne fra jødedommen, som gør Danmark til et kristent land. Jeg har intet imod, at arvingerne flokkes om det – der er nok for os andre. Men der, hvor jeg kan stoppe op, det er for eksempel, hvor man siger, at ’en muslim gifter sig med en dansker – hallo, er muslimen ikke dansker? Eller ’en jøde gifter sig med en dansker’ – er jøden måske ikke dansker? (…) Muslimer og jøder kan være lige så meget danske, selv om de ikke er kristne. I den forstand bør Danmark med sin religionsfrihed være et meget mere åbent land.”

Og læseren ser for sig et stilfærdigt smil hos den gamle polemiker, da han siger: ”Da jeg voksede op som dreng i Danmark, spekulerede man altså ikke på, at vi gik i søndagstøj om lørdagen.”

Religionsmisbrug: Er man først muslim, når man er sunni?

Özlem siger om sagen: ”Der er ingen grund til at pakke det ind. Nede i Mellemøsten taler de om, hvornår man er en ’ægte’ muslim. Og mange vil hævde, at man skal være sunni; det er ikke godt nok at være shia eller allavit. Det er den grimmeste form for religionsmisbrug – når man bruger religion til at ekskludere medborgere.

Fænomenet fører dem til at overveje om de er hadeobjekter, fordi de tør samtalen og arbejder for inklusion, eller om det er jøden og muslimen, haderne ikke kan fordrage. Svaret er nok ikke entydigt. For nogle mennesker er det vel også ubevidst.

Og det er i det hele taget bedst at spare lidt på ordet ’dansker’ som er blevet trivielt. Det er blevet stemplet af nationalborgerlige meningsdannere.

Pejlemærker

Broen til fortiden har også den elskelige Rabbi Hillel (110 f.v.t.-10, e.v.t) med: Han taler om den treleddede gode anvisning:

1. Hvis jeg ikke er for mig selv, hvem skulle så være det? Det betyder her ”Al tolerance må også bygge på, at vi selv udviser den, selv handler efter kravet til den”

2. Hvis jeg kun er for mig selv – hvad Søren er jeg så for én? Henviser til fællesskabet. ”(..) princippet i Hillels gode udtryk er, at man aldrig kan være sig selv nok. (…)

3. Hvis ikke nu, hvornår så?” Dermed menes”, siger Melchior: ”Det er nu, du skal handle, ikke en anden gang. Om du lever om en måned – det vil tiden vise. Men det er nu du har et ansvar.”

Alt betragtes og drøftes

Bogen lader hverken spørgsmål eller udfordringer ligge. Derved bliver den selv en brobygning. De smertefulde punkter, som omskærelse, som reaktionerne på Jyllands-Postens karikaturtegninger eller spørgsmålet om Israel-Palæstina; om parathed til at slås sammen med en klarsynet holdning til krigen som en dårlig metode; alt dette gennemdrøftes til denne læsers glæde, så det passer fint at også ildsjælen, forfatteren Michael Svennevigs festival Mød Verden omtales og hyldes.

Dedikationen

Brobyggere er Anders Jerichows hyldest til Hans Goldstein og hans tak for Goldsteins minde-stafet 2019-2020: Hans Goldstein blev født i Wien 1919 og døde i København 2018. Han var aktivist imod Racisme, og” ved hans død indstiftede den dansk-jødiske forening New Outlook en årlig stafet, som giver modtageren dét privilegium at låne billedkunstneren Pia Schutzmanns portræt af Hans Goldstein og den forpligtelse at fortsætte Goldsteins indsats imod racisme og for tværkulturel tolerance.”

De to-tre brobyggere kalder på os alle, så der kan blive broer over de konfliktafgrunde, der hele tiden skabes af politiske vulkanudbrud.

Modet givet videre

Et kurdisk ordsprog siger: ”Angsten for at dø må ikke hindre dig i at leve.” Brobygning er en god og modig måde at leve på. ”Der er altid et personligt ansvar, altid en mulighed for at sige fra, altid en mulighed for at tage en snak med den, der lægger andre for had.” Det er det, de er enige om, og det handler de efter.

Bent Melchior siger: ”Vi behøver jo ingen bro, hvis vi kræver enighed. Brobygning handler om at gøre det muligt at leve sammen på trods af forskellighed”.

Og når bogen er læst til ende, vil denne læser med begejstring og seks stjerner/hjerter eller andre tilkendegivelser tilføje: Brobygning kan også handle om at gøre det muligt at leve sammen på grund af forskellighed. Men der skal, som Dan Uzans far siger ”mod til”.