Intet kan måle sig med den direkte samtale

Jeg går død i dialogteorier, men liver op, når jeg sms’er med imamen, handler hos somalieren og smalltalker med pizzabageren. Jeg bliver træt i ansigtet af at høre på grøftegravende politikere, der stempler etniske minoriteter ud fra, hvad de læser i medierne.

Men jeg får energi af den direkte samtale med mennesker fra andre himmelstrøg. Den gør mig varm om hjertet. Den gør mig klogere i hjernen. Og den giver mig venner for livet.

Så her er, hvad jeg gør:

1. Jeg bevæger mig derhen, hvor folk er. Jeg bor på landet på Fyn, men brænder efter at lære nye mennesker at kende fra andre lande. Altså kører jeg ind til Vollsmose, spiser linsesuppe i Silas’ Restaurant på Vollsmose Torv og roser værtinden, som fortæller at hendes mor står tidligt op hver morgen for at lave den dejlige suppe. Kontakten er skabt.

2. Jeg prøver at fange menneskers blik. Øjnene er sjælens spejl. Et lille glimt, en rynke i øjenkrogen, et løftet øjenbryn viser, at der er kontakt. Det er vigtigt at ”se” mennesket bag sløret, tørklædet, fuldskægget, hudfarven… ja alt det ydre, mediernes kommentarfelter er så fulde af. Øjnene viser vej ind i sjælen, som er unik for ethvert menneske, og afdækker stærke karakterer og gode kompetencer.

3. Jeg smiler.Smilet er den korteste afstand mellem mennesker, lyder et kendt mundheld. Jeg prøver at huske det for ikke at se alt for alvorlig ud, når jeg spekulerer over et eller andet problem. Når jeg smiler, får jeg som regel et smil igen. Kontakten er skabt. Og sammen med øjenkontakt skaber smilet en god stemning mellem os.

4. Jeg hilser – ”Hej, Hello, Bonjour, Salaam aleikum, Jambo habari gani” eller noget lignende. Som regel bliver folk overraskede over, at nogen ”ser” dem, smiler og hilser, og de gengælder med det samme. Og så er samtalen allerede i gang.

5. Jeg siger noget positivt – ”Velkommen til Danmark! Du er en ressource; vi har brug for dig her! Tak skal du ha! Det skal nok gå; bare hold ud! Jeg beder for dig!” Hvor ofte tror du nytilkomne møder disse ord? Jeg tror aldrig, de glemmer det.

6. Jeg lytter. Min svigerfar lærte mig, at du altid kan få en samtale i gang, hvis du lader andre fortælle om sig selv. Det elsker vi alle sammen! Prøv ved en fest. Spørg ind, lyt aktivt, fasthold opmærksomheden, og den anden vil fortælle og fortælle. Men vores nye borgere skal måske hjælpes lidt på vej. De har oplevet så mange skuffelser, at tilliden til andre mennesker skal genopbygges. Derfor kommet lytningen efter, at:

7. Jeg fortæller om mig selv – at jeg er vokset op i Tanzania, at jeg er gift på 37. år, at jeg har fire voksne børn, at jeg har muslimske venner, at jeg har været præst i mange år, at jeg skriver artikler for hjælpeorganisationer osv. Jeg er en åben bog; der er jo ikke noget at skjule! Og så kan tilliden begynde at gro.

8. Jeg finder noget fælles at tale om. Det er vi danskere gode til: at tale om vejret! Men det kan også handle om mad, tøj, børn, de seneste nyheder. Det kræver blot, at man sætter sig ind i den andens livssituation. Lytter sig ind på, hvad der optager dem.

9. Jeg spørger ligefremt om det, der undrer mig. Det har jeg da lært som journalist. Det er altid tilladt at spørge. Og folk er faktisk glade for spørgsmål. De viser, at jeg interesserer mig for dem. Ofte vil de sige: ”Jeg er glad for at du spørger” – eller: ”Du er den første, der har spurgt mig om det!” Og når de mærker, at jeg er oprigtigt interesseret og blot ønsker at blive klogere og lære dem at kende, så lukker de op for posen.

10. Jeg trækker på min tro. Tro og religion er noget af det mest spændende, der findes. Og de fleste vil faktisk meget gerne tale om meningen med livet, livets store spørgsmål, filosofiske problemstillinger, teologiske spidsfindigheder osv. Det rykker virkelig noget – og rykker os tættere på hinanden.

Ikke blot dem på mig – men omvendt: Jeg liver op af den direkte samtale.