’Intet menneske er en ø’

Af Marianne Olsen

Jeg fik foræret en lille mættet tryksag, der kredser om den engelske digter og præst John Donnes erkendelser.

Det handlende menneske hedder hæftet, der består af tekster samlet af Mads Laursen Vig, Line Hasle og Johanne Larsen. Forfatterne har alle fået John Donnes filosofi i blodet og er godt hjulpet af 20 kunstneres udtryk – helt fra 1312 (Dante Alighieri) til vor egen tid.

Men hvad skrev John Donne, som satte så mangt og meget i bevægelse?

Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele; om en lerklump skylles bort fra havet, eller et forbjerg, eller din vens hus, eller dit eget, Europa bliver mindre derved; ethvert menneskes død river noget fra mig, thi jeg er ét med den ganske menneskehed, så derfor skal du ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig. (John Donne, 1624)

John Donnes digt tager os med til en verden uden floskler. Så kunne vi bare tie stille og holde op med at skrive.

At læse, at lytte, at tale

Men det kan vi ikke, for det er vores livs kendetegn at erfare John Donnes ord som sande og med vores egne ord at bruge dem i en uendelighed af variationer. Dette er nødvendigt, fordi der uophørligt er fjender i og uden for os selv, der hellere vil bygge mure og bilde os ind, at vi har nok i os selv, og at vi kan beskytte os indenfor de mure. Murene tager skikkelse af omsorg med hegn, så vi løber risikoen for enten at blive lukket inde – uden udblik – eller ude, så vi ligesom Prinsessen på ærten bare er overgivet lyn, torden og regn.

Det eksistentielle krav

Derfor bliver vi ikke trætte af ord, der åbenbarer sig som et krav til os som dem, vi virkelig kan være, når vi erkender, at vi hører sammen både med det menneske, der har brug for en hjælpende hånd, og med hende og ham, der vil række os sin hånd i vores nøds stund.

Som skrevet i hæftets tekster, hvor bl.a. Ursula Scavenius har vist os vejen med sit digt: Et barn er født i Sjælsmark:

”(…) Og aldrig beder jeg om at vide, hvem klokkerne ringer for; de ringer for dig. De ringer, for et barn er født i Sjælsmark. ;/ (…) Intet menneske er en ø/ hvert menneske er en af mine indvolde /en del af havets koraller, alger og hajer; ethvert barn, der drukner/ er en del af parlamentet.”

”Klokkerne ringer, for et barn er født i Sjælsmark.”

Parlament og kirke

Det bliver også sagt i Det nye Testamente med lignelsen om Den barmhjertige Samaritaner. Og det hjælper ikke, at patienten vil bestemme, at den barmhjertige læge skal tage tørklædet af, for den lidende og den handlende er afhængige af hinanden som planten er af den jord, frøet er faldet i.

Derfor skal vi huske, at et menneske kan blive tvunget til, som Primo Levi skrev om sit fangenskab i kz-lejren: ”…at arbejde i mudder, ikke at kende fred, at slås for en bid brød, at dø på grund af et ja eller et nej, at være uden hår og uden navn eller uden styrke til at mindes”, og – hvis vi ikke husker det, forbander han os og håber at vore huse falder sammen, at sygdom rammer os, og at vore børn vender sig fra os. Heller ikke kz-fangen er en ø – eller et forlist skib, vi bare kan lade være, eller som kan gå til, uden at vi selv bliver ødelagt.

Flygtningen er sammen med os en del af fastlandet

Forfatteren Chimamanda Ngozi Adichie siger det samme: ”Tiden kræver mod, og som jeg forstår mod, er det ikke kun frygtens fravær. Det er viljen til at handle, selv om man er bange.”

Hun rører ved Danmarks ømme punkt, når hun siger: ”Tiden kræver komplekse fortællinger. Det er ikke nok at vide, at flygtninge lider, eller at de ikke hører til i et nyt samfund: vi er nødt til at vide, hvad der sårer deres stolthed, hvilke ambitioner de har, og hvem der leverer våben til de krige som har gjort dem til flygtninge; hvem der har ansvaret.”

Og Greta Thunberg siger: ”Vi er ikke kommet for at trygle verdens ledere om at gøre noget. I har ignoreret os før, og det vil I gøre igen. I er løbet tør for undskyldninger, og vi er ved at løbe tør for tid.”

Alle teksterne i hæftet er en appel: ”Gå ud og gør ligeså.” Tekstsamlingen er tilegnet ”De mange frivillige på Rysensteen Gymnasium”.