Jødiske og muslimske kvinder mødes om ligheder og forskelle

”Jeg vil ikke høre et ord om omskæring!” ”Jo, vi skal da lige runde den. Vi tager den før suppen.” Latter og spredte kommentarer flyver hen over havebordet i en solfyldt gårdhave på Østerbro i København. Det er en mandag aften i maj, og en flok jødiske og muslimske kvinder er samlet omkring et langt bord, hvor der er ved at blive dækket op med daal (linseret), juice, vand og flere forskellige slags brød. Gruppen, som blev etableret i foråret 2013, kalder sig Jødisk-Muslimsk Kvindenetværk, og de mødes med nogle måneders mellemrum privat hos hinanden.

I dag er det et af netværkets jødiske medlemmer, Lone, der lægger lejlighed – eller rettere gårdhave – til, og det er hendes mand, der sørger for suppen. ”Jo, vi er feministiske,” siger Lone med et smil, og Linda, der også er jøde, nikker ivrigt og tilføjer ”men det er nu ikke altid, at vi får mændene til at lave mad.” Igen er der spredt latter omkring bordet. Stemningen er let og afslappet, og mens flere kvinder strømmer til, og der bliver øst suppe op i tallerkenerne og juice i glassene, fortsætter samtalen hen over bordet.

Forskelligheder på tværs

”Hov, det går da ikke, at vi sidder jøder og muslimer hver for sig. Vi må lige rykke lidt rundt,” udbryder en af kvinderne, da hun opdager, at de muslimske kvinder sidder på den ene side af bordet, mens de jødiske sidder på den anden side.

”Vi tænker jo ikke over, hvem der er hvad. Når vi er sammen her, er vi jo bare hinandens venner. Det var mest i begyndelsen, at vi tænkte over det. Og når vi er på besøg i en synagoge eller moské, kommer vi i tanke om det, men ellers fylder ikke rigtig noget på den måde,” siger Lone.

”Vi har jo så meget til fælles, og de forskelligheder, vi har, går på tværs af, om vi er jøder eller muslimer,” tilføjer Aminah, der er muslim med baggrund i det danske mindretal i Sydslesvig, og som var en af initiativtagerne til netværket sammen med tre jødiske kvinder og endnu en muslimsk kvinde, Nadia, som også er til stede denne aften. De var alle fem engageret i Jødisk-Muslimsk Netværk, hvor der var både mænd og kvinder med, og havde været på flere ture og til en række dialogarrangementer sammen. De opdagede undervejs, at de havde meget tilfælles, ikke mindst erfaringen af at tilhøre en religiøs minoritet og ved, at de enten selv eller deres forældre havde indvandrerbaggrund.

Feminisme og opbakning

”Og så er vi jo feminister,” siger Nadia med et smil, der afspejler både alvor og humor. Hun er barn af en muslimsk far med palæstinensisk baggrund og en engelsk mor med kristen baggrund. Som voksen konverterede hun til islam, og hun har siden taget en bachelorgrad i mellemøststudier og arabisk og en kandidatgrad i islamiske studier. Undervejs i sine studier blev hun optaget af den patriarkalske fortolkningstradition, der findes inden for traditionel islam og jødedom og af de vilkår, disse traditioner har resulteret i for jødiske og muslimske kvinder.

”Det er påfaldende, at der i Koranen og Toraen er masser af stærke kvinder, der udfordrer mændene. Men i traditionen nedtones eller ignoreres det, og især inden for den religiøse lovgivning på kvindeområdet kan man se, at den jødiske og muslimske tradition bærer præg af en patriarkalsk forståelse. Hvad det angår har vi virkelig et fælles anliggende, og som muslimer kan vi hente stor inspiration i de feministiske miljøer inden for jødedommen, for den islamiske feminisme kom jo senere til. Var det ikke først i 1980’erne?” spørger hun Aminah.

Aminah nævner nogle tidligere feministiske pionerer inden for islam, og en samtale om det emne kommer i gang. Undervejs tager Aminah en stor stak papirer op af sin taske. Det er hendes nyeste bogmanus, som netop er sendt til et forlag. Det handler om kvinderne og Koranen. Hun har tidligere udgivet en række bøger om islam og moderne og demokratiske fortolkninger heraf, og det betyder meget for hende at have ligesindede at diskutere det med – og mærke deres opbakning, når hun fx skal holde oplæg eller deltage i debatter.

”Jeg oplever generelt, at jeg stort set bliver ignoreret i det muslimske miljø i Danmark. Ingen kommenterer på det, jeg skriver. Det kan føles meget ensomt, og derfor er det meget rart for mig, at jeg her i netværket har venner, som dels forstår mig, dels kan være med, når jeg fx skal læse op ved et offentligt arrangement,” siger Aminah. Hun nævner, at også andre af netværkets medlemmer har været glade for netværkets opbakning, når de har læst op eller holdt oplæg.

En rød klud i hovedet på mændene

”Det er helt klart anderledes for de muslimske kvinder i netværket end for os, for muslimerne har ikke en muslimsk sammenhæng, hvor de føler sig hjemme. De fleste kommer ikke i en moské og har ikke ret mange af diskutere deres holdninger og praksis med. For os jøder er det anderledes; vi har i det mindste nogen, der er uenige med os. Vi har nogen at diskutere med, og på den måde er vi en del af et fællesskab, selv om ingen af os befinder os i den etablerede midte af vores trossamfund” siger Lone, der ligesom flere af de andre jødiske kvinder i netværket tilhører menigheden i synagogen i Krystalgade.

”Jeg sidder endda i synagogeforstanderskabet. Der sidder vi syv-otte mænd og fire kvinder. Det er ret nyt, at kvinder kan være med,” siger Linda. ”Men jeg er en rød klud i hovedet på mændene, når jeg kommer ind ad døren,” tilføjer hun.

”Jeg synes jo, at kvinderne skal have lov at være på gulvet i synagogen i stedet for på balkonen. Og når vi har morgen- og aftengudstjeneste, hvor der ifølge traditionen skal være ti mænd til stede for, at den kan gennemføres, siger jeg ofte, at hvis de mangler en, kan jeg godt træde til. Jeg synes jo, at jeg er mindst lige så kvalificeret som mændene. Men de griner ikke engang, når jeg tilbyder at bidrage,” siger hun.

Der er kommet suppe i tallerkenerne, og kokken og maden bliver rost. ”Vi spiser stort set altid vegetarisk, for så kan alle være med. Det er næsten altid suppe, det er blevet en tradition,” forklarer Lone.

Koncerter, nytårskur og faste

Netværket har eksisteret i fem år, og det, der begyndte som et fællesskab omkring religion og minoritetsspørgsmål, har udviklet sig til et venskab, hvor der også er plads til at tale om familieliv og de bump, som livet giver. Det kan være en af kvinderne, som har behov for en psykolog, hvor de andre træder til med gode råd og kontakter. Eller det kan handle om sygdom, forholdet til børn og børnebørn eller noget helt tredje.

De har deltaget i en række arrangementer sammen, fx nytårs- og forårskoncerter samt nytårskure i synagogen i Krystalgade, koncert med marokkanske musikere i folkehuset Absalon på Vesterbro og fællesspisning samme sted, åbent hus i Den Albanske Moské under Kulturnatten og lysoptoget på årsdagen for de tragiske hændelser i Krudttønden og Synagogen.

”Vi har en fælles erfaring af at være udsat, en særlig vagtsomhed, som det nok er svært at forstå, hvis man ikke tilhører en minoritet,” siger Lone.

Når de mødes privat hos hinanden, er der ikke noget formelt program. ”Vi har ikke en fast dagsorden, og vores samvær er præget af hygge, tillid, fortrolighed og spontanitet. Vi følger med i hinandens liv og virke, og vi taler om baggrunden for vores forskellige højtider,” siger Aminah. For fire år siden, da netværket endnu var ganske nyt, mødtes de hos Aminah i løbet af den muslimske fastemåned, ramadan, og brød fasten sammen ved solnedgang. Det var en spontant opstået ide, affødt af, at der havde været flere voldsomme hændelser, bl.a. et terrorangreb, som påvirkede netværkets medlemmer.

”Jeg følte mig magtesløs og alene og havde simpelthen brug for at mødes med gode venner, og så mødtes vi ganske spontant midt i sommerferien og snakkede tingene igennem. Det var stort,” fortæller Aminah.

Hun havde tilberedt et traditionelt marokkansk fastebrydningsmåltid, og et af de andre muslimske netværksmedlemmer, Charifa, havde sin mor på besøg, så hun var med og fortalte om sit liv som ældre, traditionel muslimsk kvinde i Marokko.

Ring til imamen

Flere af kvinderne i netværket har tætte relationer til Marokko, det gælder både flere af muslimerne og Lone, hvis mor stammede fra Marokko. Derfor har netværket også talt om at arrangere en fælles rejse til Marokko. ”Uhmm, ja, marokkansk mad,” udbryder en af kvinderne.

”Ja, kan I huske, da vi mødtes hos Aminah under fasten? Det var så hyggeligt. Der var dadler, kærnemælk, suppe, kl. 21 om aftenen. Det var meget eksotisk. Og så sad I der med jeres app på telefonen, som viste jer, hvornår I måtte bryde fasten,” husker en af de jødiske kvinder.

”Og Charifas mor tog sin plasticpose frem af tasken og sad der med sine piller,” tilføjer en anden.

Herefter følger en længere debat om, hvordan reglerne er for at indtage medicin under fasten, og om man må faste, hvis man bruger medicin til daglig. Özlem, der har astma, overvejer, om hun må faste i år. Ramadanen begynder to dage efter kvindernes møde.

”Jeg ringer til min imam og spørger,” udbryder et af gruppens jødiske medlemmer, Linda, med et grin og tilføjer, at hun ofte morer sig med at fortælle folk i sit netværk, at hun bare lige kan ringe til sin imam, hvis hun er i tvivl om noget. Hun har god kontakt med flere imamer, som hun lærte at kende i det jødisk-muslimske netværk, som kvindernes netværk er en udløber af.

Samtalen fortsætter rundt om bordet, mens kvinderne spiser suppe og siden vandmelon og tyrkisk og jordansk slik.

Dialogkonference og dronningebesøg

Omskæringsdebatten bliver rundet, men fylder ikke så meget. De fleste har mere lyst til at tale om deres seneste positive oplevelser med interreligiøs dialog. Nogle af netværkets medlemmer har været til en konference om jødisk-muslimsk dialog i Malmö, hvor der var talere fra både Sverige og USA. De af netværkets medlemmer, der deltog i konferencen, fortæller blandt andet om en kvindelig rabbiner fra USA og en mandlig imam, også fra USA, og de nævner en rabbiner og en imam fra Malmö, som tager sammen ud og holder oplæg og giver deres version af forholdene i de mest berygtede af byens kvarterer.

”Det var virkelig godt at høre dem fortælle, for jeg må da indrømme, at jeg har taget mig selv i at tænke det samme om Malmö, som folk i Holstebro sikkert tænker om Nørrebro – at kuglerne flyver om ørerne på én og den slags. Og selv om der bestemt er problemer i Malmö, var det jo på et helt andet niveau, end medierne giver indtryk af,” siger Maia, der selv har jødisk baggrund.

”Jeg er vokset op med en fornemmelse af, at som jøde skal man per definition støtte Israel i alt, og at araberne var nogle, man skulle frygte. Men samtidig har min far altid advaret mig imod stereotyperne og det udgrænsende og stigmatiserende sprog, der bliver brugt om bestemte grupper. Derfor gør det også så ondt i mig at høre, hvordan muslimer ofte bliver omtalt i Danmark, for det er jo præcis det, vi som jøder tidligere har været udsat for,” siger hun.

Aminah tilføjer, at medierne ofte forstærker fordommene og tegner et billede af, at fx jøder og muslimer ikke kan sammen.

”Der er masser af konflikthistorier i medierne hele tiden. Ingen vil høre om dem, der drikker te med hinanden og finder fælles fodslag. Men mange kan jo sagtens finde ud af det – og endda udvikle nære venskaber,” siger hun. ”Ja, vi burde da inviteres op til Dronningen og have en pris,” udbryder en af kvinderne. Og en anden tilføjer: ”Det kommer nok ikke til at ske. Måske skal vi hellere invitere hende med til et af vores møder.”

#feminisme #JødiskMuslimskKvindenetværk #jøder #ramadan #muslimer