’Jeg følte hele tiden, at jeg var forkert’

Af Rahima Abdullah

I dag fylder jeg 19 år.

For mig er det ikke en special dag, for jeg føler ikke, at jeg er blevet klogere af at fylde 19 år. Jeg føler ikke, at det gør mig mere voksen. For mig er det bare et tal.

Til min 19-års fødselsdag har jeg valgt at dele en historie med jer. Formålet bag det er at fortælle, at det med hvor gammel man er, er ikke bare et tal. Livet og erfaringerne handler om, hvor mange beslutninger man har truffet, og hvor meget man har fået ud af det.

Nej, jeg bor ikke i Herning. Jeg læser ikke på Herningsholm Gymnasium. Det gør jeg ikke længere. Det var en stor beslutning at træffe som 18-årig, men det var godt nok den rigtigste beslutning, jeg nogensinde havde truffet.

Træt af nedgørende bemærkninger

På Herningsholm Gymnasium fandt jeg ikke plads til mig selv. Jeg følte hele tiden, at jeg var forkert, mine holdninger var forkerte, min drøm om at blive i Danmark var forkert.

Jeg blev så træt af at høre generaliseret syn om muslimer, indvandrere og flygtninge fra flere, jeg gik i klasse med. Jeg blev megatræt af at høre ting, der blev direkte sagt til mig:

”Du skal nok blive dansker en dag!”

”Husk nu, at hvis du havde ytret dig i dit hjemland, som du gør her, ville du være blevet slået ihjel!”

”Hvad med de muligheder, vi har givet til jer? Hvorfor taler du ikke om det?”

”Det er nogen socialistiske drømme hun taler om!”

”Min computer koster mere end det du ejer!”

”I Danmark taler man kun dansk”

”Går du ind for at kvinderne skal stenes?”

Hver gang jeg klagede, fik jeg at vide, at det var mig, der var alt for følsom.

Nok er nok

Jeg valgte at holde ud, indtil jeg hørte, at en af mine lærere havde sagt til nogle elever i den anden klasse, at jeg har dumme holdninger i debatten. Dér tænkte jeg, at nu kan jeg ikke mere. Nok er nok.

Jeg forventede aldrig, at folk skulle være enige med mig, men jeg forventede bare, at jeg ville blive accepteret og respekteret, som jeg var. At folk ville kigge på mig som en helt almindelig gymnasieelev, ikke en politisk debattør.

Jeg forventede heller ikke, at min lærer skulle være enig med mig; jeg var fuldstændig ligeglad med, hvordan hun omtalte mig udenfor skolens grænser. Men indenfor skolens grænser kunne jeg ikke acceptere, at en lærer skulle omtale mig på den her måde til elever, jeg gik i skole med.

Jeg læste på Herningsholm Gymnasium mere end ét år. Jeg kan ikke huske en eneste dag, hvor jeg glædede mig til at starte skoledagen.

Jeg tænkte: Hvorfor skulle jeg holde ud af at være på skolen halvanden år mere, når jeg kunne flytte med det samme? Jeg sagde til mig selv, at jeg altid kæmper for andre mennesker, hvorfor skulle jeg ikke kæmpe for mig selv? Det har jeg gjort! Jeg valgte at give mig selv en ny chance i et nyt sted.

Glæder mig til skoledagen

Jeg valgte at flytte til et gymnasium, der har en rektor, der kæmper for, at alle unge på hans gymnasium skal have lige så mange muligheder og lige så megen respekt. Der var ikke et bedre valg end Nyborg Gymnasium.

Jeg vidste ikke, hvad der ventede på mig, da jeg lige pludselig stod på Fyn. Jeg kendte ikke nogen. Jeg havde sommerfugle i maven.

I dag bor jeg på International Boarding School, som tilhører Nyborg Gymnasium. I dag – efter tre måneder af mit ophold på Nyborg Gymnasiums kostskole – er jeg klar over, at det var den rigtige beslutning jeg traf. Hver gang jeg lukker mine øjne, glæder jeg mig til at stå op om morgenen for at starte skoledagen.

’I min nye klasse kigger vi på hinanden som mennesker’

Her bliver jeg ikke vurderet ud fra mine holdninger. De, der støtter op om mine holdninger, viser det, de, der ikke gør det, respekterer mig alligevel. Her i min nye klasse kigger vi på hinanden som mennesker. Jeg har aldrig oplevet at blive diskrimineret i min nye klasse.

Jeg har også valgt en fagpakke, som jeg rigtig godt kan lide, nemlig samfundsfag og psykologi. Årsagen er, at når jeg en dag skal på arbejdsmarked, vil jeg glæde mig til at stå op om morgenen og tage på arbejde. Jeg vil arbejde helt fra hjertet. Det kan jeg kun gøre, hvis jeg vælger noget, jeg brænder for.

I dag er jeg klar over, at det er ikke mig, der er forkert, men jeg var bare det forkerte sted. Selvfølgelige var der også nogle søde lærere og kammerater på mit gamle gymnasium. Men jeg følte hele tiden, at jeg fortjente mere. I dag føler jeg, at jeg er i det sted, jeg fortjener at være i.

Til min 19-års fødselsdag vil jeg gerne fortælle dig, at hvis du en dag føler dig upassende i det sted du er i, så flyt! Du fortjener at blive respekteret og behandlet ordentligt. Man lever kun en gang, derfor er det værd at kæmpe for at leve livet rigtigt og nyde det. Sørg for at give dig selv, det du vil have og har brug for.

Engang læste jeg et citat, jeg blev forelsket i: ”I livet er det aldrig for sent at starte igen.”

Rahima skrev debatindlægget på hendes Facebook-væg. Indlægget er bragt her med tilladelse.