Frivillige mentorer øger indsattes selvværd og fornemmelse for normalitet. Det hjælper dem med at bidrage positivt til samfundet efter løsladelse, viser undersøgelse.
Kronik af Hassan Daher, Houdaifa Azzouz og Lissi Rasmussen
Både forskere og indsatte har offentligt klaget over, at resocialisering i fængslerne så godt som ikke eksisterer længere. I stedet for at tilføre penge til uddannelse og resocialisering af de indsatte, er regeringen mest optaget af at indføre længere fængselsstraf. Og det, selv om al forskning og erfaring viser, at fængsel som ren opbevaring ikke hjælper, tværtimod. De unge vil blive ved med at komme tilbage i fængsel, hvis ikke der sættes ind med flere muligheder for uddannelse og resocialisering.
For at vide, hvilken slags indsatser der skal til, kræves der undersøgelser af, hvem de unge er, hvilken baggrund og hvilke behov de har.
Tre forudsætninger for at komme ud af kriminalitet
Det var det, der fik den ene af denne artikels forfattere, Lissi Rasmussen, til for 10 år siden at gennemføre et forskningsprojekt i Vestre og Blegdamsvejens fængsler om unge indsatte, primært med etnisk minoritetsbaggrund. Rapporten ”Livshistorier og Kriminalitet. En empirisk undersøgelse af etnisk minoritetsunge i Københavns Fængsler” er baseret på gentagne samtaler med 150 unge indsatte og sammenlignet med 250 handleplaner.
Rapporten konkluderede blandt andet, at der er tre ting foruden uddannelse, der giver de indsatte unge den myndiggørelse – på engelsk empowerment - de behøver for at komme ud af kriminalitet og videre som nyttige samfundsborgere, nemlig:
1) inddragelse af frivillige i resocialiseringsarbejdet, som kan opnå tillidsfulde og gensidige forhold til de indsatte,
2) at resocialiseringen starter, mens de unge sidder i varetægt,
3) at en individuel tilgang gennem for eksempel mentorarbejde kombineres med fællesskabsdannelse.
Rapporten blev udgivet som bog af Københavns Universitet i 2010 (kan downloades gratis her).
Frivillige mentorer skaber tillid
Disse tre konklusioner blev de ledende principper i det arbejde, vi satte i gang i 2011, og som varede frem til primo 2019 – med udgangspunkt i Københavns Fængsler. Hele projektet blev kaldt ”Katalysator” og var drevet af foreningen Center for Sameksistens (IKS).
Katalysator rekrutterede frivillige mentorer og iværksatte fællesskabsdannende gruppesamtaler, hvor en eller to frivillige også deltog. Meget få unge takker nej til tilbuddet om at få en frivillig mentor fra en frivillig organisation. Som Muhammed, der havde en mentor i fængslet i et år, sagde: ”Det er vigtigt, at mentoren er frivillig. De har jo selv valgt det. Vi kommer derfor tættere på hinanden og kan bedre tale om, hvordan jeg har det (…) ja, vi kan tale sammen om alt (…) Jeg kan stole på ham.”
25 mentorer for 700 indsatte
Katalysator har haft godt 700 mentorordninger med indsatte i perioden 2011-18. Unge indsatte i Københavns Fængsler, primært mellem 18 og 30 år, som viste motivation til at komme videre med et liv uden kriminalitet, blev matchet med en af vore 20-25 mentorer af Lissi Rasmussen som fængselspræst. Herefter mødtes mentor og mentee (en mentee er en, der bliver vejledt af en mentor) i fængslernes besøgslokaler ca. hver anden uge.
Denne kontakt fortsatte gennem de indsattes ophold i afsoningsfængsler og efter løsladelsen. Hassan havde en mentor i et år. Han siger: ”Mentoren har hjulpet mig med mange ting. Han er præst og har rejst meget i Mellemøsten. Han ved, hvordan det er i mit hjemland. Det er ligesom at være hjemme, når han kommer. Jeg vil aldrig glemme ham (…) Vi kunne snakke sammen om alt – kriminalitet, dansk kultur osv. Jeg kunne stole på ham (…) Han har givet mig en masse ideer, som jeg kan bruge i fremtiden.”
Gruppen af mentorer inkluderede bl.a. socialrådgivere, pædagoger, læger, psykologer, præster, jurastuderende og andre universitetsfolk. Størstedelen har selv etnisk minoritetsbaggrund. De blev undervist og superviseret af professionelle supervisorer og var endvidere godkendt af Kriminalforsorgen og introduceret til fængselslivet af fængselsansatte.
Med start i - og ikke efter - fængslet
Almindeligvis vil mentorer støtte de løsladte, når livet efter straffen skal begynde. Men her begyndte det før straffen, nemlig under varetægtsfængslingen, dvs. mere eller mindre når den unge kom ind fra gaden. På dette tidspunkt er de unge meget åbne for påvirkning. De har måske skyldfølelser over for deres familier, som de også savner. De er ofte trætte af at være kommet i fængsel (igen, igen) og tænker, at nu må det være sidste gang. Derfor er de netop her meget motiveret for at begynde et nyt liv uden kriminalitet. Men de har brug for hjælp og støtte til at blive fastholdt i den nye retning.
De frivillige mentorer var i stand til at skabe et jævnbyrdigt tillidsforhold til og fællesskab med de unge i fængslet. De indsatte unge mødte dermed andre unge, der var optaget af andre ting og havde andre værdier i tilværelsen end de indsatte unge. Samtidig fik de i kortere eller længere perioder mulighed for at tale med et voksent/modent menneske om deres problemer og tanker om fremtiden. Mange af de unge havde ellers ikke voksne at tale med eller gode venner, der ikke er involveret i kriminalitet.
Normaliteten genoprettet for en stund
I 2011 oprettede Lissi Rasmussen sammen med nogle frivillige to studiegrupper – i Vestre Fængsel og Blegdamsvejens Arrest – hver bestående af op mod otte indsatte og 1-2 frivillige foruden fængselspræsten. De fleste deltagere havde etnisk minoritetsbaggrund og var mere eller mindre banderelaterede. Der var permanent en lang venteliste til grupperne.
Grupperne tog forskellige samfundsmæssige og eksistentielle emner op – emner, som man også var optaget af udenfor murene. Der var som regel et oplæg til diskussion. Andre gange tog diskussionen blot fart helt af sig selv. Vi havde emner oppe som: Hvad er godt/dårligt ved det danske samfund? Hvilke muligheder har jeg? Hvilke værdier er vigtige i mit liv? Hvad betyder klimaforandringerne? Når vi ikke havde et fast emne, tog vi problemstillinger op efter de indsattes ønske – ofte emner, der havde været aktuelle i løbet af ugen. En af grupperne var mest optaget af global politik og økonomi. Trump og Putin var et yndlingsemne. Det kunne også være en spændende dokumentar, som en af de indsatte havde set på TV, og som han gerne ville fortælle om. Det skete også, at vi tog en runde, så alle deltagere fik mulighed for at give et bidrag til emnet. For en stund var normaliteten genoprettet!
Antallet af grupper voksede til fire gennem de følgende år. Deltagerne havde forskellig baggrund. Dog var der et flertal af etnisk minoritetsunge, både kristne og muslimer. Kun enkelte kvinder deltog i en af grupperne (en sjettedel af de indsatte i Vestre Fængsel er kvinder). Kun ca. 20 af vores 700 mentees var kvinder.
Samtaler øger de indsattes selvværd
Med mellemrum har der været gennemført iværksætterkurser for de unge med en af vores frivillige mentorer som underviser. Mentoren underviser også ledige i kommunen og havde designet et særligt forløb for de unge i fængslet, som de var meget optaget af. Dog fik vi i de seneste år – efter der blev indført dobbelt straf og i mange tilfælde udvisning for banderelateret kriminalitet – flere deltagere i denne kategori er med i to af grupperne. De var for det meste født og opvokset i Danmark og kendte ikke det land, de var blevet udvist til. Derfor så de på fremtiden som udsigtsløs, uden håb, så det var svært at fastholde deres interesse på iværksætterkurser eller andre fremadrettede aktiviteter.
Det er vores erfaring gennem årene, at samtaler om forskellige emner kan øge de indsattes selvværd og tro på, at de har noget at bidrage med, så de kan gøre sig gældende i forhold til ikke-kriminelle unge. Der ligger simpelthen en anerkendelse i, at der er nogen der lytter til en. Man bliver en værdig aktør i et fællesskab. Som Ahmed, en af gruppedeltagerne, udtrykte det: ”Når man deltager i en diskussion, giver det en følelse af, at man ikke er helt dum”.
Grupperne skabte ro på afdelingerne
Samtidig var det vigtigt at give de unge mulighed for at opbygge positivt venskab med både kriminelle og ikke-kriminelle unge, der kunne åbne en helt ny verden for dem. Som Muhammed udtrykte det: ”Når jeg er udenfor, snakker jeg selvfølgelig med andre unge. Men jeg har ikke oplevet et sådant venskab før, som jeg gør i gruppen. Ude vil alle opnå noget gennem venskabet. I gruppen taler vi kun om fornuftige ting. Så når jeg mødes med nogle af de andre på gårdtur, er der respekt. Der er god menneskelig kontakt. Vi er ikke ligeglade med hinanden.”
Fængselsbetjente på de afdelinger, hvor deltagerne kom fra, har fortalt os, at gruppesamtalerne også havde indflydelse på de unges liv på fængsels-afdelingerne, bl.a. når de sad sammen i cellerne om aftenen. Her kunne op til tre (i dag dog kun to) indsatte sidde sammen i en celle i to en halv time. Ifølge de ansatte var vores grupper med til at skabe ro på hele afdelingen. Flere af vores gruppedeltagere har da også givet udtryk for, at de på møderne fik afløb for deres frustrationer og negativitet.
Når en indsat talte med andre indsatte om dårlige oplevelser, blev det klart for ham, at han ikke var alene om at have oplevet fortrædeligheder. Og så var det ikke så slemt, som han havde troet. Som Ahmed udtrykte det: ”Så føler man sig normal, som menneske igen… presset bliver meget mindre, og man kan klare hverdagen igen.” En anden indsat (Muhamad) gik videre og sagde ”Efter gruppemøderne får jeg altid en god følelse, når jeg kommer tilbage til cellen (…) jeg har fået noget, der er godt for mit liv, når jeg kommer ud (…) i gruppen har vi mental aktivitet, vi har dialog, får talt sammen. Og vi kan tænke positivt igen. Der burde være flere grupper. Vi har brug for dem. Grupperne er en vej til en ny verden, til en ny start.”
Tillidsfulde relationer fortsætter efter fængselsopholdet
Parallelt med aktiviteterne i fængslerne blev der afholdt månedlige kultureftermiddage i Center for Sameksistens/Katalysator for frivillige, eksindsatte og for indsatte med udgangstilladelse (primært fra åbne fængsler og pensioner). Her kunne de unge møde deres mentor samt andre af centrets frivillige og dermed få et nyt netværk og indøve normalitet og aktivt medborgerskab. De kunne bevare det fællesskab og den tillid, der allerede var skabt mellem indsatte og frivillige under varetægten.
Flere af de unge havde udtrykt en stærk interesse i at gøre noget godt for andre. Derfor inviterede vi unge fra forskellige ngo’er til at fortælle om deres arbejde her i Danmark og i udlandet og lægge op til, at de indsatte og eksindsatte blev en del af dette arbejde. Eksempelvis kom lederen af den libanesiske ngo, Relief & Reconciliation Syria, Friedrich Bokern og fortalte om organisationens arbejde blandt syriske flygtninge i Libanon nær grænsen til Syrien. Det førte til, at en gruppe bestående af to eksindsatte og to mentorer rejste til området for at bygge legepladser for syriske flygtningebørn.
I en lidt anden boldgade fortalte prof Ali Salanti om, hvordan hans malariaforskning ledte ham til en mulig kur mod kræft! De indsatte var meget optaget af dette foredrag og af den efterfølgende debat, hvor de fik mulighed for at fortælle om deres erfaringer med kræft i familien.
Alt i alt fik de unge – både i og udenfor fængslerne – gennem gruppesamtalerne en oplevelse af ikke at være andenrangs borgere, klienter i et system, men ligeværdige samtalepartnere, hvorved de blev mere åbne overfor nye indsigter. Som Usman udtrykte det: ”Her er vi lige. Her bliver vi mennesker, føler os frie. Det er som om vi ikke sidder i fængsel. Der er ingen andre steder i fængslet, hvor vi kan opleve en sådan følelse og åbenhed.”
Indsatte skal ikke blot ”opbevares”
Det er vores erfaring, at den gensidige tillid, der allerede blev skabt i de individuelle samtaler, har gjort det muligt
1) at få de unge til at deltage i de ugentlige grupper med en positiv og åben tilgang,
2) at få de unge til at være sig selv og føle sig frie til at bidrage åbent i samtalerne, også når det gjaldt mere eksistentielle emner,
3) at skabe et inkluderende fællesskab mellem deltagerne, som rækker ud over varetægts-opholdet,
4) at få de unge til at dele erfaringer med hinanden og derved spejle sig i hinandens drømme og ønsker for fremtiden. Dermed kunne den enkelte finde inspiration til at udvikle sin vej i en positiv retning,
5) at øge de indsattes selvværd, så de kan føle, at de hører til i vores samfund.
Vi har ikke haft mulighed for at se på i hvor høj grad de unge har begået ny kriminalitet efter afsoning, den såkaldte recidiv-procent. Men vi har kunnet lytte til, hvad fængselspersonale, socialrådgivere, skolelærere og de unge selv fortæller os. Og vi har selv kunnet konstatere, at der er sket en positiv udvikling hos de fleste unge, og at de hurtigt efter afsoning er kommet videre med uddannelse eller arbejde.
Det er vores håb, at regeringen vil forstå betydningen af resocialiseringsarbejde i fængslerne og ikke kun tale og handle ud fra den præmis, at det er nok at give penge til fængsler som ren opbevaring af kriminelle. Ellers kommer vi ikke videre.
En indsat, som blot ”opbevares” i fængsel i 10 år – uden at der opbygges menneskelige relationer, der af den indsatte opleves som inklusion og anerkendelse fra ikke-kriminelle – vil komme ud af fængslet, enten uændret eller forbitret over det lange og meningsløse fængselsophold.
Hasan Daher, stud.jur., og Houdaifa Azzouz, cand.mag., var begge frivillige mentorer i Københavns Fængsler i syv år. Lissi Rasmussen, dr.theol., koordinerede Katalysator og har virket som fængselspræst med særligt fokus på etniske minoriteter i 22 år.
Læs mere om Center for Sameksistens her.