Line Mansour kæmper for at få lov til at være som hun er. Tro og tænke som hun vil. Da hun konverterede til islam, blev hun hånet og spyttet på. Her i det tolerante Danmark.
Denne artikel blev bragt første gang den 30. april 2020.
Man må knibe sig i armen. Kan det virkelig være rigtigt at vi her i Grundtvigs gamle Danmark chikanerer, nedgør og truer mennesker med en anden tro end majoritetens? Vi, der med en stolt højskoletradition hylder næstekærlighed og tolerance?
Den fortælling holder ikke i virkeligheden. De værdier, vi bekender os til på det teoretiske plan, bliver ikke altid overført i praktisk hverdagsliv. Det afslører et interview med skoleleder, iværksætter og foredragsholder Line Mansour:
– Jeg er blevet kaldt terrorist og landsforræder. Jeg er blevet svinet til på busstoppesteder. Jeg er blevet spyttet på og skubbet til. Jeg har oplevet, at folk har stoppet trafikken for at råbe og skrige ad mig, før de kunne køre videre igen, fortæller hun.
Årsagen? Jo, at hun efter mange og lange overvejelser valgte at konvertere til Islam og synliggøre sin tro for Gud og hvermand ved at bære tørklæde.
Vil ikke være et offer
Men det, der gør mest ondt, siger hun, er at ingen står op for hende og forsvarer hendes ret til at tænke, tro og tale som hun vil.
– Jeg er blevet udsat for et had i det offentlige rum, som bare var accepteret. Jeg har aldrig i de 10-12 år, det stod på, oplevet, at og en har forsvaret mig. Aldrig var der en medborger, som sagde: ”Lad hende være” eller ”Du skal ikke tale sådan til hende”.
– Det har gjort mest ondt. At mine medborgere gav stiltiende accept. Det gør de stadig den dag i dag, men jeg har rejst mig fra støvet, fortæller hun og pointerer, at hun ikke er et offer. Hun vil bare have lov til at være som hun er.
– Jeg har været ude for nogle rigtig forfærdelige ting, men jeg er ikke et offer. Jeg er min egen, og jeg vil gerne slå et slag for at få lov til at være den, man er.
Vil se mennesker med hjertet
Line Mansour er skoleafdelingsleder på en delvist sikret døgninstitution under Københavns Kommune. Hun er tidligere skoleleder på en muslimsk friskole i København med cirka 300 elever. Hertil blev hun headhuntet, da skolen gerne ville have en akademiker til at undervise og blev i 10 år. Line Mansour er cand. ling.merc. i engelsk fra CBS.
Line Mansour er skoleafdelingsleder på en delvist sikret døgninstitution.
Udover skolejobbet engagerer Line Mansour sig som konsulent, coach, underviser og foredragsholder ud fra sin egen virksomhed Cor Primus, som betyder ”Hjerte først”.
– Latin er mange sprogs moder og signalerer for mig oprindelsen, stammen, den rene form, som alt udspringer af. Det rene, som vi skal tilbage til. Menneske først, derfor også hjerte først. At man har hjertet med i sit arbejde og ser det hele menneske. At man er villig til at gå den ekstra mil, det ofte kræver for at komme i mål, når man arbejder med mennesker.
Føler sig uden for kategori
Det kalder på nysgerrigheden hos de fleste læsere, hvorfor en perlehvid pæredansk kvinde vælger at konvertere til en religion, som stadig er fremmed for de fleste.
Line fortæller, at hun altid har troet på Gud, at hun som 14-15-årig sang i det lokale kirkekor og lyttede til præsternes prædikener, som hun fik meget ud af. Men Treenighedslæren om at Gud og Jesus og Helligånden er en og samme guddom var svær at få hold på.
– Jeg har altid har følt mig uden for kategori. Mine venner og familie sagde: ”Hvorfor er du ikke bare som de andre?” Og nu sad jeg med en følelse af, at jeg ikke passer helt ind – igen.
Bruger tørklædet som tilbedelse
I gymnasiet stifter Line bekendtskab med Islam i forbindelse med faget Religionskundskab. Første del af den islamiske trosbekendelse rammer hende: ”Der er ingen anden Gud end Gud”. Og så begynder en studierejse, som ender med at hun konverterer som 22-årig.
Det er her tørklædet kommer ind. Ligesom hos mange kristne trossamfund dækker muslimske kvinder sig til, når de beder. Og langsomt blev det mere naturligt at gå med tørklæde end uden. Men tørklædet betyder mere end det, fortæller Line Mansour:
– Der opstår et behov hos mig for at tilbede noget mere. For mig er tørklædet tilbedelse og kærlighed til min skaber, som ved bedre end jeg. Det er en form for underkastelse. Jeg talte ikke med nogen om det, men overvejede det et års tid, inden jeg nytårsaften 2002/2003 sagde: Nu er det nu!
– Det har ikke noget at gøre med, at min mand er muslim, eller at jeg var omgivet af muslimer. Folk tror altid, at jeg går med tørklæde på grund af min mand. Men jeg kan så bare sige, at han var én af de sidste, der fik det at vide.
Samfundets fjende nummer 1
Selv var Line Mansour glad og tryg ved sit valg. Men hun vidste ikke, hvad der ventede på den anden side:
– Jeg var ikke klar over, at jeg ville blive samfundets fjende nummer 1. Jeg gik fra bare at være en del af samfundet, til den næste dag at være en forhadt person på gaden. Alle havde en mening om mig; gamle Fru Jensen, håndværkerne på gaden eller små børn på cykler. Og alle følte sig berettiget til at fortælle mig, hvad de syntes om mig.
– Til at starte med tænkte jeg: ”Så kan det hele også bare være lige meget.” Jeg blev deprimeret, ked af det og skuffet. Men så gik det op for mig, at jeg altid vil se anderledes ud og være anderledes og se forkert ud i nogens øjne. Så hvorfor ikke tage kampen her på hjemmebane, hvor jeg er i et land og et system, jeg kan navigere i.
– Jeg gjorde det ikke, fordi jeg skulle ud og prædike islam. Det har jeg aldrig gjort, og det kommer jeg aldrig til. Det er slet ikke mig. Jeg tog det på mig at skulle være én af dem, der går forrest i kampen om at få lov at være den, man er. Jeg tog bladet fra munden og begyndte at tale. Jeg deltog i tv-udsendelser, radioudsendelser, debatter og foredrag. Det gør jeg stadig den dag i dag. Det gør jeg for at fortælle, hvordan det er at være på den side, som bliver udsat for diskrimination. Glem islam og at jeg er konvertit. Det handler om, at man ikke har lov til at være anderledes.
Line Mansour holder foredrag ud fra sin virksomhed Cor Primus.
Racismen lurer under overfladen
Hvis du kigger tilbage, er der en stigning eller et fald i racismen herhjemme?
– Jeg har oplevet et fald, absolut. De første ti år var hardcore, men derefter har jeg bestemt oplevet et fald. Det, tror jeg, skyldes, at hetzen flyttede sig fra at være offline på gaden til at være online. Jeg går ikke ud som konvertitten online, så der ligger forskellen. Alt er online nu.
Hvad tænker du om den ubevidste, strukturelle racisme?
– Den møder jeg, når folk bliver overraskede over, at jeg åbner munden og har en stemme. Allerede der er vi oppe imod en fordom. Og det, at jeg så taler dansk – og taler flydende dansk – dér bliver fordommen nærmest rungende høj i rummet.
– Jeg oplever også den strukturelle racisme gennem mine børn, som er mørkere end mig og måske ikke ser klassisk danske ud. De bliver mistænkt, hvis der har været larm eller ballade. De føler sig kigget på som de første.
– Jeg møder det også, når folk ikke kan se mig. Hvis jeg har telefonmøder eller -konferencer, hvor folk ikke kan høre mit tørklæde, så kan folk komme med nogle indirekte kommentarer om minoriteter. Som: ”Vi to er jo danske, så vi kan jo godt sige det her til hinanden”. Men det kan jeg ikke være med på.
’Hvil i dig selv og tag ansvar’
Hvad skal der til for at komme videre herfra?
– Det nemme svar er tid. Tiden arbejder for os. Jo længere tid, der går, jo mere normalt bliver det at se en person med en anden hudfarve i et modekatalog eller i bussen. Nu ser du jo muslimske kvinder med tørklæde være chauffører i de store busser i København. Og jeg klapper i mine små hænder, selvom det egentlig bør være normalen.
– Ansvaret ligger hos os alle sammen på daglig basis. Vi må alle sammen tage en tørn. Det handler om at gøre de gode handlinger, at være et godt menneske, at være sig selv og at hvile i sig selv. At turde stå ved, hvem man er.
Fuld af fis og ballade
Men det er ikke bare Line Mansour selv, der føler, hun er ”udenfor kategori”. Det synes også at være tilfældet for hendes omgivelser.
– Folk har svært ved at vide, hvad de skal gøre med mig. For her er en dansk kvinde, som er konverteret, så hun må være enormt fanatisk og enormt religiøs, når hun har det der tørklæde på hovedet. Men så finder de ud af, at jeg er fuld af fis og ballade, træner boksning og styrketræning og arbejder på en delvist sikret døgninstitution og arbejder med kriminelle. Så ramler alle de kasser, de ville sætte mig i!
Og lige her ligger svaret på fredelig sameksistens i fremtiden, mener hun:
- Svaret er at vise, hvor mangfoldig man selv er, og insistere på at mødes som det menneske, man er. Ja, jeg har tørklæde på, men hør nu, hvad jeg har at sige! Jeg er muslim ja, men jeg er så meget mere. Islam var blot en brik, der manglede i mit puslespil. Da jeg ikke havde børn, manglede de i puslespillet, osv. Så jeg ønsker, at vi ser hinanden som hele mennesker, og at jeg ikke bliver reduceret til ”danskeren med tørklædet”.