top of page

‘Jeg står stærkere, fordi jeg selv har valgt min tro’

‘Tro kan aldrig fremtvinges af andre’, mener coach og forfatter Zahra Pedersen, der ved Kristent-Muslimsk Samtaleforums årlige konference i Odense fortæller om sin personlige rejse ud og ind af islam.

Zahra Pedersen. Foto: Michala Linn


Af Michala Linn


Hvad vil det sige at være ung? Hvordan oplever unge at vokse op i religiøse samfund? Og hvad betyder religion for unges identitetsdannelse? Det var nogle af temaerne på en dialogkonference i Skt. Knuds Kirke i Odense d. 4.-5. november. Konferencen er arrangeret af Kristent-Muslimsk Samtaleforum, faciliteret af Folkekirke & Religionsmøde. Her mødes omkring 50 kristne og muslimske ledere og civilsamfundsaktører i to dage med det ene formål; at lytte til hinanden. I år; Frem for alt de unge.


‘Tro er en selvstændig rejse’

Konferencens hovedtema “Hvem er de unge? Unges religiøsitet og identitetsdannelse” blev i løbet af weekenden afdækket gennem debat, oplæg og samtale. Én af oplægsholderne på konferencen er Zahra Pedersen - forfatter og coach og kendt i medierne som datter af imam Abdul Wahid Pedersen. Under kryptens dunkle hvælvinger reflekterer hun over spørgsmålet: “Går religion i arv?”.

Det kan bedst besvares med en analogi, mener Zahra:

- Hvis man som forælder forelsker sig igen, kan man ikke forlange af sit barn, at de skal elske

bonusmoren på samme måde, som man selv gør, forklarer hun.

Det samme gælder gudsforholdet. Det er personligt - og privat, lyder det. Religion er en personlig rejse.


Ikke at kunne være sig selv

Som imamdatter i København oplevede Zahra, at alles øjne hvilede på hende, hvad enten det gjaldt påklædning, omgangskreds eller indtagelse af alkohol.

Der var så mange holdninger til, hvordan jeg skulle leve mit liv. Det var begrænsende at vokse op i Danmark som imamens datter, fortæller Zahra. Og det er særlig svært som ung, når man har brug for at finde sin identitet og prøve grænser af, siger hun:

- Jeg havde præcis de samme spørgsmål og lyster, som alle mine skolekammerater på 15-16 år, men jeg kunne ikke udfolde mig på samme måde, uddyber hun.

- Efter kort tid vidste jeg, at de ting jeg havde lyst til at prøve af, og det jeg viste udadtil slet ikke hang sammen. Jeg følte, at det var vigtigt at finde min egen identitet først, fortæller den i dag 35-årige coach.


Plads til at finde sig selv

Nogle år senere og med 2.000 kroner på lommen, flyttede Zahra til London. Her genfandt hun sin anonymitet og følte endelig, at hun kunne trække vejret:

- Det var første gang jeg følte, at jeg bare kunne være mig selv og være fri i min krop til at udfolde mig med det, jeg havde lyst til. Og det var første gang, jeg ikke følte, at jeg skulle leve et dobbeltliv, fortæller hun.

Og netop friheden er afgørende for identitetsdannelsen og afgørende i mødet med de store

spørgsmål, mener Zahra:

- Jeg gjorde, hvad jeg ville, og det skal siges, at jeg også gjorde mange dumme ting. Men jeg fik det ud af mit system, og jeg lærte mig selv at kende. Hvor går min personlige grænse? Hvor står jeg henne? Hvordan forholder jeg mig til religion? Hvordan forholder jeg mig til Gud? Hvem ER Gud? reflekterer hun.


Ramt af livskriser

Zahra Pedersen var blevet syg med lymfekræft som 19-årig. Derfor rejste hun med jævne

mellemrum tilbage til Danmark til opfølgende konsultationer:

En dag fik jeg at vide, at nu var jeg rask. Det var første gang, jeg blev bange i mit liv. Èn ting var at have kræft, men dér havde jeg så mange mennesker, der holdt mig i hånden.

Da jeg blev erklæret rask, følte jeg mig meget alene. “Nu er der ingen, der tager ansvar for mig og mit helbred!”, husker hun.

Det sendte Zahra ind i en stor livskrise:

Angst og depression har altid været en del af mit liv, men det fyldte ekstra meget i denne periode, hvor jeg også havde “survivors guilt” oveni, fortæller hun.

Survivors guilt er betegnelsen for skyld over at overleve andre.

- Det tog mig helt ud af kampen. Jeg begyndte at drikke alene. Jeg endte med at lukke mig selv inde. Jeg brugte hele min opsparing på at være derhjemme og sørge for, at jeg havde sprut og mad. Jeg havde panikanfald 20 gange om dagen. Jeg kunne ikke være alene med mine tanker. Kæmpestor krise for en 25-årig, der er helt alene i London, konstaterer Zahra Pedersen.


At finde sig selv

Heldigvis fik Zahra hjælp gennem det engelske sundhedsvæsen, og her fik hun for første gang redskaber til at leve med angst og depression. Hun bemærker, at man i dag heldigvis er blevet bedre til at tale åbent om mentalt helbred:

- Langsomt begyndte jeg at ændre nogle ting, for at jeg kunne få det bedre i min hverdag. Som tiden gik, kunne jeg mærke, at jeg fik det bedre. Og da jeg begyndte at passe på mig selv fysisk og mentalt, så fandt jeg faktisk ind til islam igen.

Men denne gang var udgangspunktet anderledes:

- Jeg lærte, at jeg ikke kunne relatere til andet eller andre, hvis jeg ikke kunne relatere til mig selv først. Det var første gang i mit liv, at jeg tog mig selv seriøst. Jeg tog mit helbred og mig selv seriøst, som en voksen kvinde.


Efter at have fundet sin indre selvstændighed, blev det muligt for Zahra Pedersen igen at lukke op for troen i sit liv:

- Det åbnede døren for religion igen. Jeg fandt ud af, at jeg aldrig kunne have gjort alt det her alene. Jeg havde noget bag mig, der støttede mig og hjalp mig. Jeg havde et håb.

Modsat tidligere holdt hun nu sin tro privat:

- Jeg gjorde det stille og roligt i mit eget hjem. Jeg begyndte at læse op igen på islam på min egen måde. Og jeg fandt ud af, at det var vigtigt for mit fysiske og mentale helbred at have islam og vide, at Gud altid er der.


'Peace, love and harmony'

I dag har Zahra fundet sig til rette i sin egen fortolkning af islam. En fortolkning, der giver “ro, glæde og lyst til at være religiøs på den lange bane”, som hun siger:

- Jeg er kommet til et sted, som jeg har det rigtig godt med. Og det har jeg, fordi jeg ikke involverer alle mulige andre i min religiøse identitet. Jeg synes, at der er nogle ting omkring religion, der bør være private. Det er mellem mig og Gud, og sådan er det.

Og selvom hun mener, at religion ikke går i arv, men altid er et selvstændigt valg, så må hun

erkende, at hun er landet et sted, der minder om det, hun kom fra:

- Nogle vil måske kalde mig “hippiemuslim”, og de af jer, der kender min far, vil måske sætte ham i samme kategori, griner hun og uddyber:

- Men jeg tager hippiernes mentalitet og spiritualitet med ind i min islam i dag efter devisen: “Peace, love and harmony” og “Live and let live”. Det har givet mig utrolig stor frihed i min udfoldelse og min oplevelse af at være muslim i dag og i dagens Danmark.

- Og det har i hvert fald gjort, at jeg står stærkere, fordi jeg selv har valgt min tro, slutter Zahra.

Comments


bottom of page