’Mit eneste ønske, da jeg flygtede fra krig var, at jeg ville leve i fred, men jeg er stadig psykisk presset, fortæller Rahima Abdullah, der flygtede fra Islamisk Stat i Syrien som 14-årig. I dag går hun på gymnasiet i Nyborg og deltager i debatter landet over.
Rahima Abdullah på gågaden i hjembyen Herning. Artiklen er bragt første gang 14. juni 2019.
– Den første bombe, jeg hørte, var en bombe, der ramte lige ved siden af min skole. Jeg var 10 år og kunne ikke forstå, hvad der foregik på det tidspunkt. Jeg kunne ikke forstå, hvad det var, der fik et menneske til at kaste bomber på andre mennesker, fortæller den i dag 17-årige Rahima Abdullah.
– Her begyndte jeg at miste den sikkerhed og tryghed, som jeg havde levet i inden krigen. Det var også der, jeg begyndte at føle, at nu har jeg et ansvar: ”Nu skal jeg forstå de store ting, selvom jeg er så lille.”
Indtil da havde Rahima og hendes familie levet et helt normalt liv i den syriske storby, Aleppo. Faren var læge og hendes mor arbejdede som skolelærer. De var en velstående familie med et sommerhus i den kurdiske by, Afrin, i det nordlige Syrien. I håbet om at urolighederne ville gå over inden for nogle måneder, flygtede familien til sommerhuset i 2012. De endte med at bo der i tre år.
En psykisk krig
– Jeg kan huske, at jeg ikke kunne sove. For der var altid bomber, og jeg var altid bange for, at der ville komme en dag, hvor jeg ikke ville vågne op, fordi de havde bombet os, mens vi sov, fortæller Rahima.
Det psykiske pres under krigen var det værste, forklarer hun:
– Når man hører om krig, tænker man: ”Der er krig, og der er mennesker, der bliver bombet og dræbt”. Men krigen er større end det også. For man kan enten dø fysisk eller psykisk. Når man lever i krig, føler man, at man bare dør hver dag, hver dag… For det er et psykisk angreb.
Hvad vil det sige at dø psykisk?
– Da jeg var i Syrien, ønskede jeg nogle gange, at de ville bombe mig. For når man er psykisk død, er det virkelig hårdt. Man kan ikke smile, man kan ikke være glad. Man føler, at der ikke er noget håb. Derfor håbede jeg altid, at de ville bombe mig, for jeg ville ikke leve længere. Jeg ville ikke leve i denne her psykiske krig længere. Det gjorde mig virkelig ondt. Man begynder at ønske, at man ville blive fysisk død, for man kan ikke holde det ud længere, fortæller Rahima.
Flugten fra Islamisk Stat
Da Islamisk Stat nærmede sig Afrin, hvor familien opholdt sig, besluttede de at flygte:
– Det var der, min far sagde: ”Nu kan vi ikke bo i Syrien længere, for jeg vil ikke miste jer.” Vi hørte hver dag om, hvordan Islamisk Stat voldtog kvinder, dræbte mænd og undertrykte folk, og vi ville bare ikke være ofre for dem, husker Rahima Abdullah.
Derfor satte faren livet på spil på rejsen over Middelhavet. Et år og to måneder senere gik ansøgningen om familiesammenføring igennem, og familien kunne atter samles i Danmark. I dag bor de i Herning, hvor Rahima går i 1.g på Herningholm Gymnasium. Forældrene arbejder i en kiosk, fordi deres læge- og læreruddannelse ikke kan bruges i Danmark.
– Vi mistede alt i Syrien, men vi mistede ikke hinanden. Her er vi under fattigdomsgrænsen, men penge betyder ikke længere noget for os, forklarer gymnasieeleven.
– Det, der er vigtigt, er fællesskab. At man lever et sikkert liv. At man bliver respekteret og accepteret i det land, man lever i, konkluderer hun.
Samfundsdebat udgør et psykisk pres
Derfor har Rahima med frustration fulgt med i de seneste års debat om de nyankomne danskere:
– Da jeg lærte dansk, begyndte jeg at læse aviser for at blive bedre til sproget. Men i medierne læser man sjældent noget positivt om flygtninge og indvandrere. Derfor er der en gruppe af danskere, som tror, at alle flygtninge og indvandrere er nogle, der ikke vil det danske samfund, erfarer hun.
– Det gør mig virkelig ondt, for jeg har gjort alt for at blive integreret, og alle de flygtninge, jeg kender, har det på samme måde. Det er som om, at det bliver glemt, at de taler om mennesker. Mennesker, der har rettigheder. Mennesker, der har følelser. Mennesker, der er flygtet fra krig. Mit eneste ønske, da jeg flygtede fra krig var, at jeg ville leve i fred, hvor jeg ikke ville blive psykisk presset. Men det kunne jeg ikke opnå, for jeg er stadig psykisk presset, fortæller Rahima.
Foredragsholder, forfatter og samfundsdebattør
Derfor begyndte Rahima at holde foredrag om sine oplevelser og engagere sig i samfundsdebatten:
– Jeg besluttede, at jeg ville være aktiv i medierne for at vise de gode historier og de gode sider og for at bygge bro mellem danskere og flygtninge og indvandrere. For jeg mener ikke, at nationalitet og religion skal have en betydning for vores relationer med hinanden, siger gymnasieeleven, der blandt andet har stået over for Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg. Hun anerkender, at der er udfordringer med for eksempel kriminalitet i nogle indvandrersamfund, men samfundsdebatten har ikke været løsningsorienteret, mener hun:
– Jeg vil gerne være med til at løse det. Men jeg mener ikke, at politikerne gør noget for at løse det. Det, de gør, er bare at vise de dårlige historier, og dermed bidrager de til mere had mellem danskere og flygtninge.
Klimaet kalder
Samtidig står vi over for andre, mere presserende udfordringer, lyder det fra samfundsdebattøren, der med udgivelsen af bogen, Olivengren, nu også kan skrive forfatter på CV’et:
– Når vi altid taler om muslimer og flygtninge, glemmer vi nogle gange, at vi står over for alvorlige klimaudfordringer. Hvis vi ikke gør noget ved det, vil vi få millioner af klimaflygtninge i fremtiden. Hvad gør vi ved det? Skal vi også udsætte dem for stramninger? Lige nu kan vi gøre noget. Vi kan gøre noget for, at folk ikke skal flygte, siger Rahima.
– For ingen skal flygte. Ingen skal miste alt det, de har knoklet for at opnå.