top of page

”Jeg vil arbejde og bidrage til Danmark”

Hussein Kiblau måtte afbryde sin erhvervsuddannelse og flygte fra Syrien. I dag bor han i Frederikssund, hvor han arbejder på fuld tid for ikke at ligge nogen til byrde. Og selvfølgelig for at kunne få permanent opholdstilladelse i Danmark.



- Det er vigtigt at arbejde. De fleste, der kommer fra Syrien, vil gerne arbejde. De er ikke interesserede i at tage penge fra andre. De er friske!

Det fortæller Hussein Kiblau, der er palæstinenser fra Latakia i Syrien. Han kom til Danmark i 2014, hvor han kom i sprogskole og senere i praktik.

Siden er det gået slag i slag, og Hussein har fået fodfæste på det danske arbejdsmarked.


Godt at stå tidligt op

Vi møder ham i Frederikssund, hvor han netop har fri efter en lang arbejdsdag i virksomheden Mountain Top. Virksomheden producerer lastrum og overdækning til biler, lastbiler og trailere. Her arbejder han på fuld tid.

- Jeg synes, det er en god fabrik. Og jeg er vant til at stå tidligt op. Det er godt for os mennesker at stå tidligt op. Så jeg er frisk og arbejder og arbejder. Men alligevel har jeg to dage fri, hvor jeg kan sove ud, smiler han.

Han fortsætter efter en kort tænkepause:

- Man skal arbejde, når man bor i Danmark. Ellers kan man jo ikke betale husleje, regninger og biludgifter.


Beskæftiger 61 nationaliteter

Husseins arbejdsliv tog for alvor fart, da han kom i kontakt med virksomheden KHRS i København, der oplærer og sender medarbejdere til hotelbranchen og andre serviceerhverv.

- KHRS har hjulpet mig meget, fortæller Hussein Kiblau og uddyber: - De lærer os sprog. Hvilke ord, vi skal bruge for at få arbejde. De hjalp mig først med en praktikplads hos dem. Det gav mig stor energi og lyst til at arbejde. Siden arbejdede jeg blandt andet i Tivoli.

KHRS har indgået aftalen 'Sammen om Integration', som Jobservice Danmark står bag. Med mere end 38 års erfaring på området beskæftiger de medarbejdere fra 61 forskellige nationaliteter.

”Der eksisterer en tolerant og respektfuld attitude blandt vores multikulturelle medarbejderstab. Det multikulturelle arbejdsmiljø er desuden et udtryk for, at ideen om ’det fælles gode’ er boret dybt inde i hjerterne på KHRS’ medarbejdere,” lyder det på KHRS’ hjemmeside.

Og det passer ifølge Hussein Kiblau:

- De var gode ved mig på KHRS. Men det var langt væk, fordi jeg bor i Frederikssund. Jeg pendlede en time hver vej. Nu har jeg kun 10 minutter til arbejde.


Vil bidrage til Danmark

Hussein Kublau er single, men vil meget gerne giftes, afslører han. Han har en bror i Danmark, men ellers er det småt med familielivet. Hans far døde i Syrien, og moren bor stadig i Syrien sammen med Husseins to søstre. En anden søster bor i Tyskland.

Men det hjælper på familiefølelsen, at hans bror Muhammed også arbejder på Mountain Top i Frederikssund. Sammen opbygger de en tilværelse i Danmark, som de hellere end gerne vil bidrage til:

- Jeg tror de danske myndigheder har ret, når de laver love, der siger, at flygtninge skal arbejde. Og jeg tror, at 90 procent af dem, der kommer fra Syrien, gerne vil arbejde. De er ikke interesserede i at tage penge fra andre. De er friske og har et godt arbejde. De åbner mange butikker og restauranter.

- Det er vigtigt at arbejde, slår Hussein fast og tilføjer: - Vi skal også arbejde i fire år for at få permanent opholdstilladelse. Det er meget svært at få opholdstilladelse, men vi kan godt klare det.


”Fremtiden kommer af sig selv”

Hvad drømmer du om?

- Jeg ved det ikke præcist, for jeg har lidt problemer med sproget. Jeg tænker, at nu skal jeg arbejde. Fremtiden kommer af sig selv. Hvis man gør det rigtige i livet, så kommer man frem til gode ting.

Hussein Kiblau har bestået prøven i Dansk 2 og gik derefter på VUC for at færdiggøre 9. klasse. Men Coronapandemien afbrød de planer. Ellers har Hussein færdiggjort 12. klasse i Syrien, hvilket svarer nogenlunde til gymnasiet herhjemme. Derefter gik han er år på en erhvervsskole, inden borgerkrigen brød ud og afbrød det hele.

- Nu vil jeg arbejde 1-2 år mere, og så kan jeg fortsætte min skole bagefter. Men det vigtigste for mig er at arbejde, for jeg vil gerne have permanent opholdstilladelse i Danmark, slutter Hussein Kiblau.


  • Læs mere om KHRS her.

  • Og tjek deres træningsforløb på KHRS Academy her.

bottom of page