Julen åbner en sprække af lys i en mørk verden

Tror man på inkarnation, indebærer det en forpligtelse til at omsætte højloftede værdier i personligt nærvær og konkret handling til gavn for næsten.



Med julepynt, julegran, juletræer, julegaver, juleræs, julemad og måske juleforstoppelse er der god grund til at kigge dybere i krystalkuglen og tjekke, hvad julen egentlig handler om.

Jo, vi nærmer os med julekrybber, papirengle, julestjerner og endda julegaver. For julen handler om en gave, der blev proklameret af engle, havde en stjerne som pejlemærke mod et barn, der befandt sig i krybbe.

Men hvorfor nu lige det? Hvad er historien bag historien?

Juleevangeliet giver et vink: Det var noget særligt, der satte himmel og jord i bevægelse.

Tillad mig at være præst et øjeblik:

Ifølge Bibelens Ny Testamente lod den almægtige Gud sig føde som et lille menneskebarn. Skaberen blev ét med sin skabning. Og hvis vi nogensinde er i tvivl om, hvad Gud mon mener om dette og hint, kan vi blot kaste et blik på Jesus. Som Menneskesønnen er menneske, sådan er Gud gud.

Det overgår vores forstand, og derfor er det fuldt forståeligt, når muslimer har svært ved at anerkende, at Gud skulle have en søn, ja i det hele taget have behov for at blive menneske for at forstå os. Han har jo skabt os og kender selvfølgelig sin skabning.

Jeg er helt enig. Men det vender faktisk modsat. Det er os, der har brug for at forstå Gud. Ikke at det nogensinde bliver muligt at udgrunde de guddommelige dybder, men det hjælper os godt på vej, når vi betragter Jesus og følger med i hans liv, ord og gerning.

Midt i menneskelig afmagt får vi et glimt af Gud. Meget i tråd med Leonard Cohens ”There’s a crack in everything; that’s the way the light gets in”: Der er en sprække i alting; det er sådan lyser kommer ind.

Og lys kom der ind i verden, da Gud lod sig føde som menneske og gennem Jesus strålede værdier som tilgivelse, næstekærlighed og barmhjertighed ind i en mørk verden. For de, der virkelig tror på inkarnation, Guds ”kødblivelse”, indebærer det en forpligtelse til at omsætte de fine, højloftede værdier i personligt nærvær og konkret handling til gavn for næsten.

Så fortsætter inkarnationen. Så fødes Gud igen. Uanset om man kalder sig kristen eller ej. Og så er det virkelig jul.