Joseph Vos fortalte på tv om rædslerne i Bergen-Belsen og om dansk gæstfrihed efter krigen.
Regeringen vil stadig ikke tage de danske børn fra de syriske lejre hjem. Nu udfordres Danmark af de nye ulykker: børnenes skæbne fra den nedbrændte Moria lejr kalder på både moralsk og praktisk stillingtagen.
Aftenshowet på DR1 inviterede den 22. september Joseph Vos til at fortælle om sin barndom i koncentrationslejren Bergen-Belsen, befrielsen og den pleje han fik i Danmark. Den fortælling sætter nutidens beslutningstagere i perspektiv.
Joseph Vos, kaldet Joop Vos fortæller:
– Jeg kom fra Holland til koncentrationslejren Bergen-Belsen, da jeg var ni år sammen med mine forældre. Vi overlevede og blev befriet efter halvandet år”. Læserne kender især navnet fra Anne Frank, som døde af tyfus i lejren.
En levende fortæller
Joseph Vos, som nu er dansk fortæller på skoler i hele landet om de rædsler han og familien måtte gennemleve i lejren. På en måde viste det sig at de var heldige netop der, fordi der ikke var gaskamre. Mange i deres slægt var blevet deporteret direkte til Auschwitz og havde lidt gasningsdøden. Men Joops far var født i England, og det er kommet frem at der var en aftale mellem nazisterne og den britiske regering, at de britiske fanger ikke måtte gasses. Det er også det eneste gode der er at fortælle.
Folk døde af sult og udmattelse
– Vi fik en skive rugbrød om ugen, siger Joop. ”Nogen gemte deres skive under hovedpuden, for at den ikke skulle blive stjålet, andre spiste den med det samme. Ellers fik vi kålrabisuppe tre gange om dagen. Om aftenen var der kommen i, for at der skulle være variation i maden.”
Lejrens sadistiske fejring af fasten
– Jeg husker Jom Kippur, den store jødiske helligdag, [der er indviet til faste og bøn i 24 timer.] Lejervagterne vidste alt om de jødiske højtider, og vi var spændte på hvad der ventede os, for vi havde fået besked på at møde på appelpladsen kl. seks med vores madskål og en ske. En stor lastbil med grus på ladet kørte ind på pladsen og gruset blev hældt af i det ene hjørne. Nu skulle vi gå hen til grusbunken, med skeen tage grus op i madskålen og gå hen til pladsens andet hjørne med skålens indhold. Joop bruger ’rishes’, det jiddische ord for ’de vil os ondt’
De lyttende skolebørn
Fortællingen springer frem til tiden efter befrielsen af lejren. Joop kommer til Danmark sammen med 200 andre børn, for hos os er der mad, selv om der er rationering [dvs. hver familie kan kun købe begrænsede mængder varer]; alligevel vil staten være med til at udbedre nogle af børnenes forfærdende helbredstilstande. Joop bliver optaget og plejet i en familie Rasmussens hjem, hvor han er i syv måneder, indtil han har det godt nok til at komme tilbage til forældrene i Holland. Senere stifter han familie her i Danmark, hvor han bliver forretningsmand, og så er vi i nutiden med hans fortælling til danske skolebørn.
– Vi må aldrig glemme hvad der er sket – Det skal fortælles, og lærerne spørger hvornår jeg kommer igen. Når jeg siger at jeg jo lige har været her, siger de: ”Ja, men børnene er rolige, når du fortæller!” Det ville de ikke være, hvis de ikke var interesserede, tilføjer han glad.
Nu er Danmark en velfærdsstat
Det er et af Aftenshowets fine indslag – uden løftet pegefinger. Dagen efter, onsdag den 23. september, bringer Aftenshowet en uhyggeligt aktuel diskussion om børnene i den nu nedbrændte Morialejr. I dag vil landets ansvarshavende ikke hjælpe børnene med andet end penge. Børn, der ligger på den bare jord eller kommer i en nyoprettet lejr, hvor der heller ikke er ordentlig plads.
Til gengæld er der corona.