Kærlig kontakt bringer dit barn i balance
De fleste forældre elsker deres børn, men kun få evner at udtrykke det, så barnet føler sig elsket, skriver psykiateren Ross Campbell og giver 4 gode råd.

Børnene er det dyrebareste vi har. Derfor er børneopdragelse vores vigtigste opgave. Men hvordan? Det er temaet for den nu afdøde amerikanske psykiater Ross Campbells klassiker: ”Elsker I mig?” For, som han skriver: De fleste forældre elsker deres børn, men kun få evner at udtrykke det, så barnet føler sig elsket. Min kone og jeg kastede os over bogen kort efter, vi fik vores første barn. Der er ingen formel uddannelse i at være forælder – selv om det ville være det vigtigste af alt! De fleste af os famler os frem og reagerer spontant ud fra egne instinkter og barnets reaktioner. Og her er vi allerede inde på et af Campbells første punkter.
Børnene reagerer med følelser Børn er ikke små voksne, der i logisk rækkefølge kan redegøre for deres problemer. De reagerer følelsesmæssigt, og de reagerer uhensigtsmæssigt. Gråd, klynk, skrig og skrål er naturlige reaktioner og kan hurtigt blive en larmende lydkulisse i de små hjem. Men sådan behøver det ikke være, hvis vi forstår barnets sprog og finder ind til, hvad det i virkeligheden siger bag alle de mærkelige lyde: Elsker I mig?!
Følelsesbeholderen skal fyldes op Børnene har en følelsesbeholder, skriver Ross Campbell. Når den er fyldt op, er barnet i harmoni. Følelsesbeholderen søger kærlighed, og kun i samme omfang som den modtager kærlighed, bliver beholderen fyldt op, og barnet kommer i balance. Og modtage kan man som bekendt først, når man forstår det, man skal modtage. Det er her mange forældre går fejl. Vi tror, vi formidler kærlighed, når vi roser for små og store succesoplevelser. Når barnet kan gå, når det spiser op, når det får gode karakterer i skolen. men det er betinget kærlighed, skriver Campbell. Og så har barnet kun forstået, at når jeg præsterer godt, får jeg kærlighed, men når jeg ikke klarer det lige så godt, mister jeg den til gengæld.
Forældre bør vise betingelsesløs kærlighed Derfor er det så vigtigt, at vise betingelsesløs kærlighed, skriver psykiateren. Og her kommer han ind på de fire metoder, som blev til så stor hjælp for os som nybagte forældre. De fleste forældre elsker deres børn, men de færreste ved, hvordan de viser kærlighed på den måde, så børnene forstår og modtager den og får deres følelsesbeholder fyldt op, så de kommer i balance.
1. Behagelig øjenkontakt Det første er øjenkontakt. Altså at se lige ind i øjnene på barnet. Vi kender det som voksne. Det er ubehageligt at tale med nogen, som hele tiden kigger væk. Til gengæld kan vi som regel lide mennesker, som vi kan have behagelig øjenkontakt med. Vi føler os inkluderet, værdsat og respekteret. Børn er ikke anderledes. De spejder efter øjenkontakt. Deres øjne er faktisk indstillet med den rette afstand, så de kan se morens blik skarpt, mens de bliver ammet. Øjenkontakt er også kanalen for indlæring, skriver Ross Campbell. Ved hjælp af øjenkontakt kan læreren mindske barnets ængstelse og forstærke dets følelse af tryghed, så det bliver nemmere for barnet at lære noget.
2. Passende fysisk kontakt Det andet er fysisk kontakt. Altså at lægge armen om barnet, lægge en hånd på skulderen, give et blidt puf i siden eller ugle det i håret. Den fysiske kontakt kommer naturligt når barnet et lille, men har det med at forsvinde i takt med at barnet bliver ældre. Men behovet er det samme. De kan være svært at give fysisk kontakt, når barnet bliver ældre, især for børn af modsatte køn end ens eget, skriver Campbell. Men det skal ikke få forældre til at trække sig tilbage. Mens børnene er små, er det oplagt at pussenusse, men det virker forkert, når barnet er teenager. Find derfor nye passende måder, opfordrer psykiateren. Lægge armen om, give et klap på skulderen, give et puf eller, hvis som drenge kan lide: brydes for sjov.
3. Tid til opmærksomhed Det tredje er koncentreret opmærksomhed. Det er svært, fordi det kræver masser af tid. Barnet skal føle, at forældre tager sig tid til det for dets egen skyld. Et barn burde eje følelsen af at det er det eneste af sin slags, skriver Ross Campbell. Når barnet føler: ”Jeg er helt alene sammen med mor eller far, som jeg har helt for mig selv og er lige nu det vigtigste i verden for dem” – så har vi opnået at give koncentreret opmærksomhed. Men det kræver tid. Men en tid, der er givet godt ud. Som far til fire børn ved jeg, hvilke underværker det gør at tage det lille barn på skødet og læse for det, at sidde oppe og vente til teenageren kommer hjem, så vi kan få en god snak over en kop kakao, eller tage et barn ad gangen med ud på reportagerejser til Østafrika. Planlægning er en god ting, konstaterer Campbell tørt.
4. Disciplin med kærlighed Det fjerde er disciplin. Altså rammer, der giver tryghed, fordi barnet ved, hvor grænserne går. Men disciplinen skal bygge på kærlighed. Nogle forældre tror, disciplin i form af skældud og straf er vejen frem, men det er ifølge Ross Campbell blot sidste udvej. Derfor er det vigtigt først at spørge sig selv: Har jeg fyldt barnets følelsesbeholder op – eller reagerer barnet blot negativt fordi han eller hun er sulten efter kærlighed? Dernæst kende forskel på ulykke og overtrædelse. Altså ikke skælde ud, bare fordi barnet kom til at smadre en rude ved et uheld. En situation der i forvejen plager barnets egen samvittighed.
Giver ro på Elsker i mig? har hjulpet os som familie i opdragelsen af vores fire børn. De enkle redskaber har givet ro på, så vi vidste, hvor vi skulle begynde, når et af børnene viste tegn på mistrivsel. I stedet for at skælde og smælde, så tage barnet op på skødet, se det i øjnene, ugle det i håret, tegne eller læse eller bøvle rundt på gulvtæppet. Efter få minutter er barnet i balance og kan lege på egen hånd en stund. Der er masser af gode råd i bogen – også til et harmonisk parforhold. Det begynder bogen faktisk med – for det er det allervigtigste for barnets tryghed og trivsel. At det kan se og mærke, at mor og far elsker hinanden. Og selv om bogen har mange år på bagen – den danske oversættelse er fra 1977 – er den særdeles anvendelig som vejledning i en enkel og overkommelig måde at vise barnet kærlighed, så det virkelig føler sig elsket.
Dr. Ross Campbell: Elsker I mig? Scandinavia, 1977