top of page

Kærligheden kommer, når vi ser hinanden

Jeg rejser meget og nyder at bruge ventetid på at studere menneskers ansigter, mimik, bevægelse, gangarter. Når jeg ser dem ind i øjnene, opdager jeg, at alle mennesker er smukke.


Foto: Michala Linn


Jeg vågnede en tidlig morgen med ordet ”velbehag” i mine tanker. Ikke dårligt sådan en råkold vintermorgen, hvor man i virkeligheden havde lyst til blot at grave sig længere ned under dynen.

Ordet optræder i juleevangeliet, som lige har lydt i kirker landet over. Ordene, som engleskaren lovpriste Gud med, efter en af englene havde proklameret Frelserens fødsel som ”en stor glæde, som skal være for hele folket.”

”Ære være Gud i det højeste! Og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!”


Hvordan ser vi på hinanden?

Jeg bliver fyldt af varm energi i hele min krop ved tanken om, at Gud ser på mig med velbehag. Og ikke kun mig. Alle mennesker.

Spørgsmålet er, om vi også ser på hinanden med velbehag.

Jeg rejser meget og nyder at bruge ventetid på at studere menneskers ansigter, mimik, bevægelse, gangarter. Virkelig se dem. For det kan jeg, når jeg har tid.

Og jeg tænker: Hvor ofte standser jeg egentlig op og ser på min kone, mine børn, mine naboer, kolleger og handlende i byens mylder?

Ikke ofte. Desværre. For hvis jeg standsede op og virkelig så dem ind i øjnene, ville jeg opdage, at alle mennesker er smukke, at deres blikke bærer på glæder og sorger og masser af levet liv.


Kærligheden kommer af det, vi ser

Jeg ville begynde at forstå en lille smule af ordet velbehag, som jeg vågnede med. Den Danske Ordbog forklarer ordets betydning med en ”følelse af tilfredshed, velvilje, velvære eller glæde, ofte fremkaldt af positive sanseindtryk, fred og hvile, el.lign.”

At finde velbehag i nogen er med andre ord knyttet til at elske vedkommende. For vi elsker det, vi finder velbehag i.

Derfor tænker jeg: Kærligheden kommer, når vi ser hinanden. Og vi ser hinanden, når vi tager tid til ikke blot at kaste et flygtigt blik, men virkelig standser op og opdager, hvor fantastisk vidunderlige alle mennesker er.


Kold eller varm kogeplade?

Skulle vi en sjælden gang opdage noget uelskværdigt, må vi spørge, hvor der gik noget galt. Hvilken sorg og skuffelse har fremkaldt denne hårdhed? Hvilke svigt og overgreb har tvunget personen til at omgive sig med sådan et skjold af bitterhed og had?

For inderst inde, når vi kigger ordentligt efter, er alle mennesker – også bag facaden – værd at elske.

Skulle vi ikke gøre dette til et nytårsforsæt? Jeg vil i hvert fald.

For vi kan selv gøre noget for at kærligheden spirer. Jeg tænker tit på et tv-indslag, hvor en tyrkisk kvinde udtalte sig om parforhold: I danskere starter forholdet på en varm kogeplade, som så bliver koldere og koldere. I Tyrkiet starter vi med en kold kogeplade, som bliver varmere og varmere!


Indlægget er en videreudvikling af en klumme for Brødremenighedens Danske Mission.

Comments


bottom of page