Af Michala Linn og Svend Løbner
Han slentrede ind på scenen, tilsyneladende lidt genert, og dog tydeligt scenevant:
– Mit navn er Madsen. Øh, jeg mener Mazen, sagde han, mens fnis og grin bredte sig i den stopfyldte foredragssal på Vollsmose Bibliotek.
Et kig omkring afslørede et særdeles mangfoldigt publikum af unge og ældre, hvide og brune, vante og uvante ved den slags arrangementer. Men Mazen Ismail fik alle til at føle sig hjemme og godt tilpas med sin afvæbnende stil og karakteristiske historie.
Fra Beirut til Brejning
Her var en såkaldt ”indvandrer”, der var blevet så dansk som nogen indfødt kunne ønske sig. Men vejen dertil har ikke været uden bump. Mazen er født i Beirut, men hans forældre flygtede på grund af krigen:
– Min far havde fortalt min mor om New York – om Frihedsgudinden, der stod med faklen i hånden og om byen, hvor lyset aldrig gik ud. Så vi pakkede taskerne og drog mod eventyrenes by – og så landede vi i Brejning!
Publikum jubler og med ét er her ikke forskel på nye og gamle danskere. Mazens tese er bevist: ’Kan vi grine sammen, kan vi også leve sammen’
Mazen Ismail er forfatter, komiker og kendt for sine skarpe og humoristiske iagttagelser på sociale medier. På Facebook alene har han mere end 55.000 følgere og videoer set over 20 millioner gange. Statens Kunstfond har tildelt Mazen prisen for Årets Bedste Udgivelse for sit comedy og poetiske liveshow “Sådan Overtager Vi Danmark” – en monolog, han også fremførte til guitarakkompagnement på Vollsmose Bibliotek.
Ville være som de andre
Indimellem fortalte han om livet som arabisk dreng i en lille jysk provinsby:
– På min første skoledag i Brejning var der én, der havde fødselsdag. Han havde taget noget med, der lignede en chokoladekage. Den så lidt anderledes ud end dem, jeg var vant til derhjemmefra, men jeg tænkte: ”Gratis chokoladekage!” Så jeg tager en bid – og brækker jeg mig ud over det hele. Fødselsdagsbarnet siger til mig: ”Jamen, har du aldrig smagt rugbrød og leverpostej før?”
Publikum griner igen.
Mazen ville gerne være som alle de andre børn i skolen – så han ville gerne være med i mælkeordningen. Men det kostede 500 kroner måneden, og det var for dyrt for hans familie. Derfor gik han ned i Brugsen og stjal en masse slik til sine kammerater: ”Så kan de andre børn lide mig,” tænkte han.
Men læreren fattede mistanke: ”Hvor har du alt det slik fra? Du har jo ikke engang råd til at være med i mælkeordningen,” sagde hun.
– I den arabiske kultur skal man kigge ned i jorden, når man får skældud, som et tegn på respekt, så men hvad skal man i Danmark? ”Kig mig i øjnene, når jeg taler til dig!” sagde min lærer. Så jeg skulle både lære det danske sprog og den danske kultur.
Havnede i ungdomsfængsel
Det gjaldt også den arabiske kultur:
– Min fars yndlingsudtryk på arabisk betyder direkte oversat: ”Søn af en hund”, og det kunne han godt finde på at kalde mig. Men når jeg så kom hjem fra dansk skole, hvor jeg havde lært at man skulle analysere og se tingene objektivt, og min far sagde: ”Søn af en hund”, sagde jeg: ”Stop lige en halv! Når du kalder mig ”søn af en hund”, så betyder det jo teknisk set, at du er en…”
Publikum giner igen.
– Så det blev min start på livet i Brejning, smiler Mazen, der efterfølgende blev smidt ud af fire folkeskoler og endte med at stjæle biler sammen med en kammerat. Som 15-årig gik det helt galt, og Mazen blev stukket ned med knivstik hele vejen ned ad ryggen.
– Som 17-årig var jeg i et ungdomsfængsel. Det var ikke fordi, jeg var hardcore kriminel, men jeg fik to måneder. Jeg gik jo rundt og stjal biler sammen med min kammerat og troede, at jeg var sej og sådan noget. Samtidig gik jeg rundt og skrev digte på et lille hæfte, jeg havde i min jakkelomme. Men jeg viste det ikke til mine venner: ”Hey drenge, hva’ så? Vil I læse mine nye digte eller hvad?”
Mazen Ismail fremfører sinde digte på Vollsmose Bibliotek. Foto: Svend Løbner
Litteraturen åbnede en ny verden
Men én af pædagogerne i fængslet fandt Mazens hæfte og læste hans digte. Dagen efter havde hun fået fat i en masse bøger, som hun lagde på Mazens skrivebord:
– Det var en helt ny verden, der åbnede sig op for mig i litteraturen. Man kunne tegne forskellige verdner op og forsvinde ind i forskellige eventyr og forskellige personlige beretninger. Det var helt ekstremt fedt at få lov til at skabe sin egen verden.
Efterfølgende færdiggjorde Mazen sin 9. klasse på VUC. Derefter gik han på Handelsskolen, indtil han kom ind på Syddansk Universitet i Odense, hvor han har taget en bachelorgrad.
Da jeg sad i fængslet, og min mor besøgte mig, kan jeg bare huske, at jeg sagde: ”Der kommer en dag, hvor jeg vil gøre dig stolt.”
– Herefter fortsatte jeg med at skrive digte, og jeg begyndte at poste dem på sociale medier og sendte dem rundt til alle forlag i Danmark – men de sagde bare nej.
– ”Men så gør jeg det bare selv,” tænkte jeg, og fortsatte med at skrive. For to måneder siden blev jeg endelig signet på Politikens Forlag, hvor jeg er i gang med en roman.
”Hey, I er jo ligesom os!”
Publikum klapper – og så er der åbent for spørgsmål:
Var det litteraturen, der fik dig ud af din løbebane som kriminel eller var der andet?
– Jeg havde aldrig tænkt, at jeg gerne ville være kriminel, for man ved jo godt, at det er en dårlig og negativ vej. Det påvirkede mig, at pædagogen ikke sagde, hvad der var rigtigt og forkert. Hun stillede bare bøgerne. For man ved jo allerede godt, hvad der er rigtigt og forkert. Man er godt klar over, at man ikke skal stjæle biler. Så ja, det var helt klart litteraturen, der gjorde det for mig. Jeg havde rigtig meget brug for mennesker at se op til, så bøgerne har helt klart været min redning.
Hvor tror du debatten mellem nye og gamle danskere er om 20 år?
– Jeg håber, at den er et helt andet sted, end den er i dag. Det tror jeg også, at den kommer til at være. Før i tiden havde vi altid sådan nogle Naser Khader-typer, der skulle tale på vegne af os. Men så blev vi lidt ældre og begyndte selv at tænke over verden, og så tænkte vi: ”Hey! Hvad er det du siger?” Så var han lige pludselig ikke talerør for nydanskerne længere.
– Vi begynder at se rigtig mange unge nydanskere være virkelig aktive i samfundet. Vi ser, at det fjendebillede, som politikere og partier har tegnet op, bliver fuldstændig smadret, for nu er vi lærere, sygeplejersker, entertainere, og så begynder folk at tænke: ”Hey, I er jo ligesom os!”
– Mit mål er, at jeg ønsker at at skabe mere empati i verden. Det gør jeg ved at dele min historie, for jo mere vi deler med hinanden og kender til hinandens baggrunde, jo sværere er det at hade hinanden. Det er mit mål med de ting, jeg laver.
Humor er vel også vigtigt for integrationen?
– Humor er universelt, og det er også derfor, jeg tror, at jeg har formået at tiltrække så mange forskellige mennesker til mine shows, for humoren får paraderne ned.
For som Mazen Ismail plejer at sige: ’Kan vi grine sammen, kan vi også leve sammen’.