Kebab, koncerter og kongelige drømme
For 20 år siden kunne folk i Randers læse i avisen, at et Underværk var på vej, og mange troede, at det nok blev en eksotisk handelsbasar. I stedet voksede et kulturhus frem, hvor flygtninge, indvandrere og etniske danskere driver virksomhed, balletbørn og salsadansere øver, og der holdes bryllupsfester og jazzkoncerter. Netavisen har besøgt Underværket.
En tyrkisk slagter, der har tilbud på oksekød. En vandpibecafé drevet af arabere. En tamilsk butik med grøntsager, smykker, tøj og frossen fisk. En bager med kosovoalbansk baggrund, som reklamerer med billig börek og byens bedste lagkager. En vinimportør, der også arbejder som oversætter. En syrisk skrædder. En udviklingshæmmet kunstner, der strikker kvindefigurer af iturevne plastikposer. Lokaler, der lejes ud til politiske og kulturelle foreninger og til balletskole og hiphop-hold. Sale, der bruges til tamilske, syriske og tyrkiske bryllupsfester – og til intimkoncerter med internationalt anerkendte jazz- og blues-musikere. Underværket i Randers, der ligger centralt i byen tæt på bibliotek, kunstmuseum og busterminal, er et mangfoldigt sted og ”et anderledes handels- og kulturhus”, som der står på stedets hjemmeside.
Da Underværket blev født som projektidé for over 20 år siden, var der ellers artikler i avisen, som gav indtryk af, at Randers nu skulle have sin egen etniske handelsbasar med billige grøntsager og eksotiske varer fra fjerne lande. Det var der sikkert mange, der syntes, ville være fint. Men Poul Jeberg, der blev ansat som leder af det omtalte projekt, ville noget andet.
”Tanken var at skabe et sted, hvor integration, kultur, kunst og handel kunne gå hånd i hånd. Det handlede om at give de mennesker, der kom hertil, en chance for at bruge nogle af de traditioner og ressourcer, de havde med, og samtidig skabe et sted, som kunne hjælpe folk i gang med at drive forretning på en måde, de kunne leve af. Vi ville væk fra den fastlåste idé om, at indvandrere og flygtninge kun kunne åbne en grønthandel, en pizzabar eller en kinagrill,” siger Poul Jeberg.
Nyt liv til en døende industriby
Han sidder på sit kontor på øverste etage i Underværket, som netop har haft 18-års fødselsdag. Selv har han 20-års jubilæum som leder af stedet. Da han blev ansat, stod der et totalt tomt hus, som var blevet opført for EU-midler, og opgaven lød på at indrette et kultur- og iværksætterhus, som kunne sætte liv i en døende industriby og samtidig give folk med anden etnisk baggrund øgede beskæftigelsesmuligheder. EU havde givet 17 millioner til projektet, og By- og Boligministeriet havde lagt 5 millioner kroner oveni, fordi projektet blev en del af et kvarterløftprojekt. Projektet var en del af en stor EU-satsning med i alt 26 såkaldte Urban Pilot Projects, der var udvalgt blandt 503 projektforslag. Underværket i Randers var det eneste danske forslag, der blev udvalgt som støtteværdigt, og i dag er det et af få af de oprindelige projekter, der stadig eksisterer og tilmed lever i bedste velgående, selvom det siden 2003 ikke har modtaget direkte offentlig støtte.
”Vi har haft besøg fra mange lande, og folk er helt vilde med, hvad de ser her. Vi synes egentlig ikke, at det er så indviklet. Men det er nok rigtigt, at noget er lykkedes, for vi har jo heldigvis ikke haft de problemer med etniske minoriteter, som ses mange andre steder i Europa og jo også i de større byer i Danmark,” siger Poul Jeberg og tager en slurk af sin kaffe. Han sætter koppen fra sig på bordet, der er dekoreret med en del af et verdenskort. ”Ja, man kan godt se, hvor jeg plejer at sidde. Sardinien er næsten slidt væk,” siger han med et smil.
Der er også blevet slidt godt på kortet, når Poul Jeberg gennem årene har holdt møder med mennesker, som har været interesserede i at leje en butik eller et lokale i Underværket og starte egen virksomhed.
”Det åbner altid godt for samtalen, når vi lige kan kigge på kortet og fx finde den by i Tyrkiet, hvor vedkommende kommer fra,” siger Poul Jeberg og peger på en slidt plet lidt uden for den tyrkiske millionby Izmir. ”Slagterbutikken her drives af en mand, som kom derfra,” siger han.
Kunsthåndværk og kultur var sværere end integration
Poul Jebergs kontor er fyldt med gaver og minder fra hans tid som leder af Underværket. På en væg i kontoret hænger to vævede vægtæpper, det ene med et landskabsmotiv i støvede farver og et par kameler i forgrunden, det andet i blå og grønlige nuancer og med isbjerge, fugle og en kajak. ”Det er lavet af en grønlænder, og det andet af en marokkaner. Det blev lavet på nogle af vores første hold i væveværkstedet,” siger han.
Poul Jeberg er uddannet cand.mag. i dramaturgi og æstetisk kulturarbejde. Desuden har han bl.a. arbejdet som salgsassistent og har arbejdet med ungdomsskoler, daghøjskoler og produktionshøjskoler. Han har også været leder af flere teatergrupper og arbejdet med dans og musik. Alt sammen er kommet ham til gode som leder af Underværket.
Fra begyndelsen var det tanken, at kunsthåndværk skulle fylde meget i Underværkets aktiviteter. Men det viste sig, at selv om kunsthåndsværksaktiviteterne kunne være gode i et integrationsmæssigt perspektiv, var det vanskeligt at få solgt varerne. En dansk glaspuster og flere keramikere måtte efter en del år også sande, at randrusianerne tilsyneladende ikke var så vilde med unika kunsthåndværk. Så de flyttede ud, og i stedet er Underværket nu mere præget af iværksættere inden for bl.a. tekstiler, rengøring og fødevarer.
”Vi troede, at kunst og kultur ville være det letteste at arbejde med. Men det viste sig, at integrationsdelen har været det, der er gået lettest. Folk har selv opsøgt os, og vi har haft rigtig mange igennem, som har fået en god begyndelse på et liv som selvstændige erhvervsdrivende ved at starte op her,” siger Poul Jeberg.
Kebabbaren, knallerten og rækkehuset
Eksemplerne på vellykket integration og iværksætteri på Underværket er mange. Et af dem er det tyrkiske ægtepar, der for mange år siden tog bussen fra den nordlige del af Randers ned til centrum for at besøge Underværket og undersøge muligheden for at overtage kebabbaren. De var usikre og forsigtige og meget i tvivl, om det var noget, de turde kaste sig ud i. Men Poul Jeberg opmuntrede dem, og de gik stille og roligt i gang. Da de første indtægter begyndte at komme ind, købte manden en brugt cykel, og da der var gået lidt mere tid, købte han en knallert, og konen overtog cyklen. Så købte de en brugt bil og siden en ny, og efter endnu nogle år fik de råd til at skifte lejligheden ud med et rækkehus.
”Nu er de gået på pension, og deres børn er voksne. Deres datter har uddannet sig til jurist, og hele familien klarer sig godt. Det handler ikke kun om penge, men også om, at de fik et sted at høre til. De følte sig trygge her og fandt ud af, at danskerne ikke er så ’farlige’,” siger Poul Jeberg.
”Tanken er, at folk skal have en chance. Nogle får den første måneds leje gratis, eller vi trapper lejen op over tid, hvis det er det, der skal til. Vi har også lige fra begyndelsen rådgivet og undervist fok i moms, skat, grundlæggende økonomistyring, virksomhedsplaner og den slags. Det har været vigtigt for os, at vi ikke bekræftede fordommene om, at der altid er problemer med moms og skat, når det er etniske minoriteter, der driver forretning,” siger Poul Jeberg.
Og så har det været vigtigt for ham, at stedet ikke har udviklet sig til en ”etnisk handelsghetto”. Han rejser sig op og tager en bakke med colaflasker ned fra en reol.
”Denne her købte jeg i Bazar Vest i Gellerup for 20 år siden. Jeg tog derud for at se, hvad det var for et sted, og selv om det helt sikkert har sine kvaliteter, var jeg sikker på, at det ikke var det samme, vi skulle lave. Vi har sørget for, at der både er danske lejere og lejere med etnisk minoritetsbaggrund, og vi kan også se, at kunderne er både indvandrere og flygtninge og danskere. Kebabstedet har alle slags kunder, og hos slagteren kommer der mange somaliere, men også rigtig mange danskere, der fx køber lammekød til påske. Bagerens har også en bred vifte af kunder, og den nye syriske skrædder sælger til både danskere og flygtninge,” siger Poul Jeberg.
Kelimtæpper og IKEA-stole
Mange af butiksejerne har haft meget lidt kendskab til dansk kultur og samfund fra begyndelsen, men har undervejs lært de danske kulturelle koder og har fundet deres egen måde at kombinere flere kulturer og traditioner på, fortæller Poul Jeberg.
”I begyndelsen brugte jeg meget energi på at forklare butiksejerne, at det nok var en god idé at overholde åbningstiderne og ikke lukke ned og tage på ferie i en måned uden varsel. Det gør de fleste ikke i dag. Jeg havde også en idé om, at det ville være fint, hvis de indrettede deres butikker med kelimtæpper eller andre ting, der afspejlede deres etniske og kulturelle baggrund. Det gjorde nogle af dem så – og kombinerede det med IKEA-stole, som jeg synes, var forfærdelig kedelige. I dag har de fleste stort set kun IKEA-interiør, for det er det, de bedst kan lide. Og jeg har indset, at jeg ikke skal drive deres forretning og heller ikke skal bestemme, hvor ’eksotiske’ de skal være,” siger Poul Jeberg med et grin.
Han supplerer med en lille fortælling om Underværkets første bager.
”Han havde iransk baggrund og var en dygtig bager. Han mødte jo tidligt ind om morgenen og bagte en masse brød, og så lukkede han som regel ved 10-tiden. Da der var gået et par uger, hvor han næsten hver dag gik kl. 10 og låste døren efter sig, spurgte jeg ham, hvorfor han gik så tidligt,” fortæller Poul Jeberg.
”Han forklarede mig, at på det tidspunkt havde han solgt alt det brød, han havde bagt, og så gik han hjem til sin kone og sine børn. Jeg reagerede spontant med at sige, at han da bare skulle bage noget mere brød og blive i butikken til hen på eftermiddagen, for kunderne forventede, at butikken var åben hele dagen. Det gjorde han så, og han ansatte også en assistent til at stå i butikken sent på dagen. Så på en måde var det en succes. Men på en vis måde var det også helt forkert af mig, for hvorfor skulle han ikke nyde, at han havde lavet en god morgens arbejde og solgt nok til, at han kunne forsøge familien – og så tage hjem til det, der var det vigtigste for ham – og vel for os alle sammen – familien, børnene, kærligheden.”
Dansk via sanglege og dukkefilm
Annemarie Winther, der har været ansat på Underværket siden april, er kommet ind på kontoret og sætter sig ved bordet med det store verdenskort. Hun smiler af Poul Jebergs historie om bageren.
”Det handler vel om, at de mennesker, der kommer hertil, skal have mulighed for at skabe sig et godt liv, og hvad det er, kan variere rigtig meget. For nogle er det en drivkraft at skabe vækst og mange arbejdspladser, for andre handler det om at forsørge familien og få en følelse af at være værdsat og kunne bidrage med noget,” siger hun.
Annemarie Winther har det seneste halve års tid været meget involveret i et nyt integrationsprojekt, Vild med Dansk, hvor 15 mænd og kvinder fra Syrien og Eritrea har lært dansk via sang, drama og kunst. Fra februar til august har kursisterne dels gået på sprogskole, dels haft 15 timers kursus om ugen på Underværket. Her har de bl.a. leget sanglege, lavet dukke-videofilm, tegnet, danset og lært at stå på en scene og præsentere sig selv. Kursisterne var helt nye på sprogskolen, og mange af dem kunne ikke læse det latinske alfabet, da de begyndte på kurset. Mange var voldsomt præget af krig og flugt og havde ingen arbejdsmarkedserfaring, fortæller Annemarie Winther.
”For nogle er der virkelig langt til et almindeligt job på det danske arbejdsmarked. Men alle har rykket sig meget i processen. Nogle af kvinderne, som knap kiggede os i øjnene til at begynde med, kunne stå stolt på scenen ved vores afslutningsarrangement og fortælle om sig selv om deres drømme og præsentere de små film,” fortæller hun.
”Selv de, der til at begynde med ikke kunne se pointen i det hele, endte med at være meget begejstrede. Det kan godt være svært at forklare en mand, der har haft arbejde som svejser og bare gerne vil i gang med at arbejde igen, hvorfor han skal sidde og klappe og synge. Men det handler jo om, at for at få et arbejde i Danmark som svejser, skal man faktisk kunne præsentere sig selv og forklare, hvem man er, og hvad man vil og kan,” siger Annemarie Winther.
Kongelige drømme og kaffe fra Eritrea
Hun tilføjer, at både Vild med Dansk-kurset og Underværkets projekter og iværksætterstøtte generelt handler om at give mennesker en mulighed for at blive set og anerkendt og få en chance for at nærme sig deres drømme.
”En af kvinderne på Vild med Dansk var en helt ung pige fra Eritrea, som var kommet hertil alene og helt uden nogen at støtte sig til. Da kursisterne havde lavet en liste over, hvem der tjente flest penge i Danmark, var hun ikke i tvivl om, hvad hun ville være. ’Jeg vil være dronning’, sagde hun. Det grinede vi meget af. Men hun fandt også ud af, at hun er god til at tegne og male, og hun begyndte at drømme om at åbne en kaffebar med kaffe og mad fra Eritrea, for hun synes, at det mangler i Randers. Hun har lært at lave mad af sin mor, og det er noget af det, hun har med sig. Og så kan hun i øvrigt ikke lide dansk mad,” siger Annemarie Winther med et smil.
Poul Jeberg nikker. ”Det bliver så forfærdelig kedeligt, hvis vi alle sammen er ens, og det hele bliver alt for pænt. Så Underværket er ikke kun et sted, hvor man bliver mere dansk, men også sted, hvor alle kan blive mere sig selv.”