Kendskab bliver venskab når to verdener mødes
Søren har boet i samme kvarter hele sit liv. Assad kommer så langt væk som fra Pakistan. Mødet mellem de to har udvidet horisonten for dem begge.

Den stille villavej i Hedehusene har stort set altid været rammen for Søren Borks hjem. Det er herfra hans verden går. Hans adresse i Hedelykken er kun otte husnumre væk fra hvor han blev født. Men det betyder ikke, at Søren mangler udsyn og eventyrlyst. Langt fra! Så da Elderlearn spurgte, om han ville hjælpe Assad Ullah med forbedre sine sprogfærdigheder, sagde han ja med det samme. Elderlearn er en socialøkonomisk organisation, der matcher ældre danskere med udlændinge. Det er helt gratis for begge parter. De to mødes en time om ugen og taler sammen om hverdagsting.
’Jeg vil træne min danske udtale’ Assad er 42 år, arbejder som revisor og er kommet til Danmark fra Pakistan for at finde job og muligheder. – Her vil jeg bo! siger han med overbevisning, men er også klar over, at han må lære at tale dansk. Og netop samtalen er nerven i Elderlearns arbejde. Fordi ældre typisk taler godt rigsdansk, er de perfekte samtalepartnere for udlændinge. – Jeg vil træne min danske udtale; specielt ø’erne! griner Assad. Han vil også gerne lære mere om dansk kultur – og her er Søren Bork også en stor ressource. – Søren er en meget erfaren person, og han er så god til at dele sine erfaringer med mig. I starten af vores møder diskuterede vi typisk familie, kultur og traditioner, men nu taler vi om virksomheder og professionalisme, siger en tydeligt glad Assad.
Har fået større ordforråd Deres samtaler foregår kun på dansk, så Assad er på kort tid fået et meget større ordforråd. Søren kan nemlig ikke tale engelsk, så de har ikke så mange andre muligheder, fortæller de med smil i øjnene. Og samtalerne bærer frugt. Assad har nu bestået sin danskprøve – eller som han siger: ”Den har vi bestået!” med tryk på ”vi”. De to herrer har i deres mange samtaler opdaget, at de bl.a. deler interesse for biler. Det er nemlig ikke kun det danske sprog, Søren hjælper Assad med. Han har også hjulpet ham med at købe en ny bil! – Søren har god erfaring med biler og varevogne, og han er en meget god guide! Nu har Assad Ullah bestået danskprøven. Når han en gang får permanent opholdstilladelse, vil han også købe hus, siger han.
Venskab sat på prøve Søren og Assads venskab har også bestået en anden prøve. Søren elsker hunde og har trænet dem i mange år. Assad er skrækslagen for hunde, for i Pakistan er hundene vilde og farlige. Da han var barn, var det ikke usædvanligt at de glubske vildhunde jagtede ham hjem fra skole. Så da han mødte Sørens Coton deTuléar, også kaldet ”bomuldshund”, mærkede han igen frygten stige i kroppen. Men også den forhindring har Assad overvundet. I dag klapper han den lille hvide pelstot og siger: ”Den ser jo smuk ud!” Det hele startede med sproget. Derfra lærte han den danske kultur at kende. Derfra voksede venskabet med Søren. Og nu har han også vundet en lille personlig sejr over frygten for hunde. Konceptet er sådan en succes, at Elderlearn lige nu har over 700 sprogstuderende fra hele landet på listen. De mangler bare flere ældre, som vil være med. Elderlearn overholder naturligvis alle Covid-19-restriktioner og har desuden oprettet et online Samtalerum, for de samtalepar, der måtte ønske det.
Læs mere her: www.elderlearn.dk