Boganmeldelse af Marianne Olsen
Der er en grund til, at den danske regering ikke vil give adgang til arkiverne fra besættelsestiden, for de skammer sig gudsjammerligt over, hvor omfattende det danske samarbejde med tyskerne var. (Asger Aamund, s. 349)
Dette er en god indgangsreplik til Michael Müllers bog Barn af besættelsen, der giver en adgang til noget lige så værdifuldt som gamle arkiver: gamle menneskers barneerindringer!
Et gammelt Danmark vokser frem i læserens bevidsthed I løbet af 28 personlige fortællinger om oplevelsen af den tyske besættelse 1940-1945. Michael Müller, der selv er født i 1985, har sat sig for at kontakte folk, der enten er født under eller ret kort tid før besættelsen. Han har taget sin diktafon med, så bogen gengiver de 28 medvirkendes eget levende sprog.
Barneperspektivet – nedskrevne optagelser
Vi får besættelseshistorien og tiden derefter berettet fra barneperspektivet. De medvirkende, som alle er kendte danskere, får så at sige lejlighed til at blive som børn igen. Nogle oplever forældrenes tavshed, andre de voksnes åbenhed. ””Vi tumler med nogle spørgsmål,” sagde min far, og det beundrede jeg ham for, fordi han gav mig svar. Selv om det var en svær tid, var mine forældre gode til at tale med os børn om, hvad der skete.” (Jytte Abildstrøm s. 33)
Nogle ser verden fra et konservativt ståsted, andre fra et kulturradikalt.
Holdninger til samarbejdspolitikken
I disse år, hvor arkiver åbnes, bliver holdningerne til samarbejdspolitikken igen drøftet. Det er også tydeligt i fortællingerne om forældrenes holdninger: Kjeld Hillingsø fortæller: ”Da samarbejdspolitikken brød sammen den 29. august 1943, åbnede min far sin næstsidste flaske champagne og udbrød: ”Endelig er vi kommet i krig med tyskerne.” Han mente, at Danmark havde svigtet den 9. april” (161).
I hans fortælling bliver det også tydeligt at man mente at tyskerne ville vinde krigen. Den slags viser sig også i børnehøjde: ”Under besættelsen begyndte jeg på Læssøesgades skole. I frikvartererne legede vi tyskerne mod englænderne. Vi små blev sat til at være englændere og sikrede dermed tysk sejr. Længere inde i krigen måtte vi små skifte til tyskerne, som blev besejret og taget til fange under megen skubben og råben.”
Men også i børnehøjde dukker de (få) samvittighedsfulde undtagelser op der har en mere dybtgående retfærdighedsfølelse: ”Der var heldigvis en af de ældre elever, som fik samling på tropperne, for han syntes, at det var usselt at gå og banke på de små.” (162)
Det kan se ud som om det handler om noget andet, men det gør det netop ikke.
Brud og modstand
Efter bruddet med tyskerne i august 1943 kom modstandskampen for alvor i gang, og håbet om at kunne tilhøre de allierede tog form. Det blev af den allerstørste betydning for landet som nation: Dronningen fortæller om sin mor, at hun havde sagt: ””Vi skammede os sådan.” Det glemmer jeg aldrig at hun sagde, fordi ens forældre skal ikke skamme sig. (…) Jeg vil sige at min far indså, at samarbejdspolitikken var den eneste vej, der var, mens min mor måtte indse det. Det er nok sådan, man skal se det. Derfor følte de også, at de kunne være sig selv lidt mere bekendt, da samarbejdspolitikken ophørte den 29. august 1943.” (s. 14)
Den franske skole
Den engelske fejlbombning af den franske skole, hvor 83 børn døde, indtager en helt speciel plads i besættelsestidens historie.
Merete Cordes, der sammen med sine to søstre blev reddet den 21. marts 1945 fortæller: ”[..]mens jeg sad på skødet af min søster [..] kom bomberne; der lød en masse brag, og hele bygningen rystede, inden der blev dødstille (s.57) Min søster tog mig i hånden, og vi kravlede ud i skolegården sammen med fire andre piger. […] På Betty Nansen Teatret havde også min ældste søster, Kirsten, søgt tilflugt. […] Da søster Margrethe[lærerinden] så, at vi tre søstre alle var uskadt, bad hun os om at smutte hjem” [58]
Jøderne
Gennem hele bogen lurer faren på jøderne: Nazismens ideologi hviler på en raceteori, der intet har med virkeligheden at gøre, og Hitlers kamp havde som formål, at jøder skulle væk fra Europa, ja, helst fjernes fra jordens overflade. Derfor kunne man ikke, hverken i de år eller efter krigen, undgå at tage stilling til den fare, der lurede på de medborgere, der var jøder. Ghita Nørbys forældre flyttede ud i nogle jødiske venners hus, som de passede, mens ejerne måtte flygte til Sverige.
Bent Fabricius -Bjerre giftede sig efter krigen med en jødisk kvinde: ”Jeg havde flere jødiske bekendte, blandt andre en jødisk pige, som jeg mødte i Tisvilde og blev gift med efter krigen. (..) Hendes far ville ikke rejse til Sverige under jødeforfølgelsen i 1943; han mente, at det var under hans værdighed at flygte, så han tog i stedet sit eget liv.” (s. 103)
Ellers havde den kendte musiker været upolitisk og var gået mere op i sit spil. Men musikken kunne altså ikke beskytte ham mod nazismen: ”I 1941 indspillede jeg min første plade, efter at jeg havde vundet en konkurrence. Pladeselskabet hed Odeon, der oprindelig var en tysk koncern, som samarbejdede med det engelske pladeselskab His Master’s Voice. Da jeg skulle indspille pladen, havde direktøren for pladeselskabet en bog, der hed Juden in der musik. Han måtte ikke indspille melodier, som jøder havde skrevet, og eftersom jøderne havde skrevet næsten al den gode musik, fandt vi på at sætte falske komponistnavne på pladeomslaget.” (100)
Europæere med selvstændig tænkning
Selv om antisemitismen er latent i hele Europa, er der også fornuftige folk, der tør tænke selv og for hvem et menneske er et menneske.
Det fortæller Bent Melchior om i sin beretning: ”Om lørdagen holdt jeg fri fra skole, der holdt jeg sabbat, og da min klasselærer, Bruno Thomsen, blev klar over, at jeg skulle fejres den kommende lørdag, bad han mig om at holde et foredrag for klassen om, hvordan bar Mitzvah foregik. Det var et fint træk af ham; der var ikke noget tys-tys, fordi jeg var jøde. Det stod åbent og klart. (213)
Om dansk politik siger Bent Melchior, at det kunne jo næsten kun blive tysk sejr, efter ”at tyskerne erobrede land efter land.” (215)
Hans egen historie er heldigvis almindelig kendt, men netop i dag, hvor det offentlige rum er fyldt med så megen religiøs intolerance, er det øjenåbnende at se Biskop Plum i Nykøbing Falster mindet som den der lever Bibelens ord, da han viser ’sine flygtninge’, inden de rejser, at han kender og ærer deres højtid Yom Kippur.
Bent Melchior: ”Du skal elske din næste som dig selv, og du skal elske den fremmede som dig selv. Det tager jeg meget bogstaveligt. Der er ikke tale om et kærlighedsforhold, men et solidaritetsforhold – en solidaritet med den svage og den, der ikke har fået chancen. Vi er ofte hurtige til at dømme, fordi vi ikke sætter os ind i den andens situation; det er en lærdom, som jeg har fået fra Anden verdenskrig og Holocaust. Ingen skal blive slæbt til dødskamre igen.” (229)
Undtagelsen
Som i den rigtige verden uden for bøgerne, er der også inde i denne bog en undtagelse: Herbert Pundik har selv skrevet sin beretning. Men det er et så vigtigt bidrag, at læseren har al grund til at glæde sig over at få det med: ”En gammel dame bryder gennem en tysk afspærring, går over pladsen og snubler, med vilje eller ej, over et kabel, rejser sig og udstøder en strøm af ukvemsord rettet mod tyskerne.” (s.265)
Og om flugten: ”Man er ikke den samme efter at have gennemgået en sådan oplevelse. Måske i dagtimerne, men i hvert fald ikke om natten, når drømmene tager over […] Jeg husker, at jeg vendte mig om, inden vi forsvandt under dæk. Inde på stranden lå Nikolaisen og hans kone på knæ i sandet, med hænderne samlet i en stille bøn for vor frelse.” (272).
Senere kom han hjem med den danske brigade og var fangevogter for Frøslevlejren, ”der i sejrens anledning var blevet omdannet til fangelejr for tyskere og deres danske håndlangere. Jeg husker ikke den periode som fangevogter med stolthed. Den afslørede, i hvert fald for mit vedkommende, hvor skræmmende tyndt det kulturlag er, der adskiller vore normer om anstændig livsførelse fra de primitive instinkter, vi har fået i arv. Tyskerne havde tabt krigen, nu skulle de ydmyges af en 17-årig dreng udstyret med en maskinpistol og en 9 mm Husqvarna-pistol. […] Som voksen, minus maskinpistol og revolver i bæltet gjorde jeg mit for at bøde for min opførsel, ved at fremme forståelsen for det nye demokratiske Tyskland.” (275)
”Gud overlevede ikke krigen. I hvert fald ikke min gud. Hitler-regimet havde dræbt seks millioner af mine trosfæller. Halvanden million var børn. Antisemitismen, jødehadet, der er en sygdom, som mange ikke-jøder lider af, men som jøderne dør af, havde forfulgt dem, endnu før Europa blev kristent, helt tilbage til romerne. Den har drevet mine bedsteforældre på begge sider på flugt fra deres russiske oprindelsesland til henholdsvis Tyskland og Danmark.” (277)
En helt særlig kommunikation
Michael Müllers veloplagte og venlige nysgerrighed er enhver journalists ideal, og når videbegæret som her møder gamle folks fortælleglæde, kan verden åbne sig. Det er hvad der sker i denne bog, som anbefales på det varmeste til alle, der gerne vil vide noget om at være menneske og medmenneske dengang – og til alle tider.
Michael Müller: Barn af Besættelsen, Gyldendal, 351 sider.