top of page

Kirke inviterer til Ramadanmiddag

Stefanskirken afholder Ramadanmiddag den 23. maj, som kirken har gjort gennem mange år. I disse år er det dog ekstra vigtigt, for Danmark oplever en stigende og åbenlys fremmedfrygt, rettet mod især muslimer, skriver kirken:

– Det er vigtigt for Stefanskirken at sige fra over for fremmedfrygt og over for påstande om, at nogen mennesker er mindre værd end andre, siger Thomas Høg Nørager, der er præst i Stefanskirken.

– Vores børn leger sammen i skolerne og voksne arbejder sammen på kryds og tværs af kultur og religioner. Vi er glade for mangfoldigheden. Så det er ikke ønsketænkning, men realiteter, når vi siger, at når vi kan dele hverdag kan vi også dele højtider, siger Thomas Høg Nørager.

En tradition på Nørrebro

Stefanskirken har afholdt Ramadanmiddag på pladsen foran kirken gennem 15 år, og arrangementet har altid været velbesøgt – dels af kirkens muslimske naboer og dels af kristne og kulturkristne, som ønsker at være med til at markere naboskab og venskab.

Aftenens arrangament starter kl. 20 foran kirken. En halv time senere underholder Goldschmidts Musikakademis Stjernekor og musikere bestående af jøder, muslimer og kristne.

Stefanskirken arrangerer Ramadanmiddagen i samarbejde med Dialog Forum, Danmarks Farver og Tro i Harmoni.

bottom of page