Koncertpublikum forvandlede sig til sangfællesskab
Af Fida Jamila Issa
Da klokken slår syv, sidder en forventningsfuld skare klar til aftenens koncert i Stefankirkens menighedshus Karmel. Overtøjet er hængt på knagerne ved indgangen, men uroen fra Nørrebrogade hvirvler stadig rundt i lokalet.
Når roen melder sig, bliver vi budt velkommen, og snart derefter er vi i hænderne på Tenzin, som er buddhistisk nonne. Med sin ro og afslappende stemme formår hun langsomt at skærpe nærværet i rummet gennem en guidet meditation.
Mantraer bringer ro i sjælen
Aftenens første musikalske indslag leveres af sanggruppen Nagarjunas Venner. Tenzin griber en ukulele og sammen med to guitarister begynder en blid strengsymfoni at klinge. Kvindekoret starter en unison og sårbar sang med laveste volumen, og salen vågner langsomt op fra meditationstilstanden. Det gyngende mantra gentages igen og igen og publikum har spidset øre, til trods for at ingen forstår ordene.
Tenzin forklarer efter et par sange at sanggruppen heller ikke altid selv ved, hvad de synger, da nogle sange er på sanskrit, hvor hvert ord kan have massevis af betydninger:
– Ordenes betydning er ikke nødvendigvis det vigtigste. Hvis man gentager en bøn eller en remse nok gange, kan vi bringes i en rolig og meditativ tilstand, og det er deri meningen ligger. Tit knytter der sig også en historie eller to til remserne, som man kan blive glad af at tænke på.
’Vi glemmer for ofte det vigtigste i livet’
Midt i den buddhistiske stemning med meditation, nonneklæder og sanskrit-mantraer vælter 20-årige Ali ind ad døren. Han har skyndt sig fra arbejde og kommer efter korsangen op på scenen med en stor tromme i en rem om sig og en endnu større energi. Han sætter sig ned og fumler med sin iPhone i hånden, mens han forklarer sig:
– Jeg er syg og lyder lidt mærkelig i dag, jeg ved ikke om det er corona-virus, eller hvad det er, men jeg håber ikke I hører min stemme og bare tænker, ’hvorfor har de hentet ham der?!’
Latter bryder ud i salen. Energien er vendt, og Ali forklarer livligt om sit forhold til Gud, og om hvordan hverdagens små bekymringer til tider kan komme til at drukne taknemmeligheden over det vigtigste i livet.
Han begynder at synge, og straks fyldes rummet med stærk intensitet. Efter sangen sitrer energien, og publikum klapper med store smil på læberne.
Ihukommelse af Allah
Ali er sufimuslim og dyrker mange ritualer for at komme tættere på sin Gud. En af dem er ihukommelse af Allah, og inden han afslutter sin optræden, spørger han, om vi vil være med til at prøve det.
”Meget gerne!” lyder det prompte fra første række. Vi gør alle som Ali, og snart svinger samtlige hoveder i rummet frem og tilbage, imens vi i kor siger ’Allah’ igen og igen og igen.
Religiøse forskelle er en rigdom
At meditere inden man ihukommer Allah sker ikke tit, men ikke desto mindre er det et vigtigt koncept for foreningen Tro i Harmoni, som afholder arrangementet. Foreningen har fokus på at nedbryde barriererne mellem forskellige religioner og kulturer, og de tror på, at religiøse forskelle er en rigdom.
Siden 2012 har foreningen været aktiv med tværreligiøse arrangementer, og ’Hjertets Sange’ er afslutningen på den årlige UN Interfaith Harmony Week, som de netop har afholdt, med daglige aktiviteter for dem der ønsker at gå på opdagelse i religionen.
Religionerne behandler de samme eksistentielle emner
Johannes Jensen mærker også gevinsten af den alsidige koncert. Religion fylder en del i hans hverdag, og selv følger han Kristus. At sufisme og buddhisme er de religioner der har fyldt i aften, er dog ikke et problem:
– Det er emnerne som religionen behandler og de eksistentielle spørgsmål, der ligger bag, som er det vigtigste for mig. Ikke navnet på religionen.
Han mener, at kulturforskellen kan bidrage positivt. I Danmark synes han ofte at præsterne er bange for at tale om det personlige gudsforhold. Noget som andre kulturer og religioner kan have lettere ved, og som Ali blandt andet får formidlet helt naturligt.
En taknemmelig afslutning
Hjertets Sange er efter mere end en times overraskelser ved at nå sin ende, og det sidste punkt på programmet er en opmuntrende engelsksproget sang, der er blot fire linjer lang. Ukulelen og koret starter som vanligt blidt ud, men snart lyder der et fantastisk langt og naturligt crescendo, i takt med at folk lærer melodien at kende og begynder at synge med.
Publikum har forvandlet sig til et sangfællesskab og går hjem med Dalai Lamas ord i hjertet:
”Everyday, think as you wake up
Today I’m fortunate to have woken up
My life is a precious human life
And I’m not going to waste it, oh no”