Konference blev et kald til solidaritet

”Hvis du er neutral i situationer med uretfærdighed, stiller du dig på samme side som undertrykkeren. Hvis en elefant har sin fod på halen af en mus, vil musen ikke påskønne din neutralitet.”

Citatet fra den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu indrammede konferencen ” Racisme i det 21. århundrede”, som var arrangeret af Roger Courage Matthisen fra Alternativet og SOS Racisme mandag den 13. maj 2019.

Racisme er en ondartet sygdom

Yanaba Mompremier Rymark Sankoh var den milde, myndige facilitator, der styrede alle i konferencen, så vi kom helskindet igennem den farefulde færd.

For det var en farefuld færd, og på høje tid der kom en konference på Christiansborg om, hvordan vi sammen kan afvikle racismen i det 21. århundrede. Racisme, den ondartede sygdom synes nemlig også at hærge i Danmark med stadig voksende styrke.

Hvis vi har troet at forrige århundredes Ragnarok ville efterfølges af paradisiske, menneskevenlige tider, har vi måttet sande at det kun var en drøm, vi brat blev vækket af.

Et spørgsmål om dannelse

Og hvad lærte vi så på konferencen?

Racisme ligger i kulturens struktur. Derfor er det bydende nødvendigt at vi bliver undervist i hvordan strukturen er sammensat og forstå, at den ikke er medfødt men en holdning, der ubevidst er indlejret i opdragelsen. Og netop derfor skal vi tage os tid til at drøfte fænomenet åbent med hinanden og aftale en adfærd som alle vil kunne være bekendt: I en given sammenhæng, et offentligt kontor, et hospital eller en skole taler vi fra nu af ordentligt og respektfuldt med hinanden og om hinanden.

Et gammelt ord siger at dannelse er det der bliver tilbage, når man har glemt alt det, man har lært. Det er nemlig ikke altid man husker af hvad en lærer, en socialrådgiver eller en sygeplejerske har fortalt én; men man vil altid huske, hvilke følelser den anden har fremkaldt.

Sikke et ansvar! Man bliver helt svimmel, ikke? Et citat fra konferencen: ”Racisme sætter sig i knoglerne og bliver siddende.”

Vi har den andens liv i vore hænder

Heraf bør vi kunne lære at det ikke er nok at have en venlig intention, for det er handlingen der er det afgørende, det er vores opførsel over for hinanden, der sætter sig fast, og vi må huske på, at det kommer an på ’min’ handling, om ’du’ får en god dag.

Løgstrup skrev om at vi altid har noget af den andens liv i vores hånd, og det er i disse seneste år blevet uhyggelig nærværende. Uhyggen træder også så meget tydeligere frem, som vi i det danske demokrati, i hvis højborg konferencen fandt sted, stadig ser racismen florere. Man må ikke påtale racistiske udtalelser i folketingssalen, skønt politikerne har udvidet ytringsfrihed, men man må gerne udtale racistiske og generaliserende påstande.

Sproget er ikke neutralt

Det nytter bare ikke at forholde sig neutralt til den slags adfærd, heller ikke hos de folkevalgte. Når f.eks. en minister bruger ordet ”ghetto”, har han nemlig ikke blot plettet sig selv, men han har også skadet de mennesker, der bor i sårbare boligkvarterer. Og han har skæmmet hele vores land. Sproget er ikke neutralt.

Derfor er det nødvendigt at sige fra. Det er også en drøftelse værd at gøre sig klart, hvad forskellen er på at gøre oprør og at sige fra. Det er i dag to forskellige ting, men det kan blive det samme.

Når en ambulance kommer med udrykning, standser de andre trafikanter, og vi er glade for at leve i et samfund, hvor ambulancen kommer og hjælper os, hvis vi er i nød. Når man er kommet hertil udefra, er det slet ikke nemt at vide. Den slags skal læres.

Christiansborg er befængt med racisme

Lovgiverne har også noget at lære: De blev advaret imod at afskaffe blasfemiparagraffen og fik forklaret, at der kunne ske overgreb mod f.eks. helligskrifter, sådan som vi har set det i den seneste tid. Her er i hvert fald en handling, man kunne have undgået.

Det var velgørende på konferencen at høre, netop på selveste Christiansborg, der er så befængt med racistiske holdninger, at der helt seriøst blev talt om hvordan racismen ser ud, hvordan den ytrer sig sprogligt og hvad vi kan gøre for at bekæmpe den, både i os selv og – gennem dialog – sammen, for ”du er ligesom alle andre, indtil du rejser til et andet sted…”

”Man skal mærke hvordan det er IKKE at blive forstået, for at kunne FORSTÅ det.”

At opleve sig som andenrangs

Det hjælper ikke at være en stor kunstner: ”Verdens mest kendte migrant Charlie Chaplin skriver i sine erindringer: ”På trods af alle dine førsteklasses drømme, så vil du altid være andenrangs. Dét er det der gør det så svært at være migrant.”

At være anden rangs det er at være fremmed, at have en anden farve end landets majoritet, at tale med accent, at have en anden religion; det frister flertallet til at ’racialisere’ én.

”Gennem sproget gør vi marginaliserede ofre til selvforskyldte ofre: Vi tæller arbejdsløse indvandrere, men ikke hvor mange indvandrere der afvises til jobsamtale på grund af deres deres navn. Vi tæller flygtninge på overførselsindkomster, men ikke hvor mange flygtninge, der er syge af krig og traumer.”

I det øjeblik, vi forstår at integration er en gensidig, dynamisk proces, erkender vi også at Danmark før var et stammesamfund, hvor ’de andre’ krøb langs murene og kunne holde sig i skjul, fordi de var så forholdsvis få.

Vi må være ægte nysgerrige

Hvem husker ikke hr. Stein i Matador, hvor den flinke unge mand i nødsituationen siger: ”Jøde, men det har jeg da aldrig tænkt på.” Men hr. Stein selv, hvis familie har måttet flygte i århundreder, var aldrig i tvivl om, at han tilhørte en minoritet.

Nu må alle andre også erkende at landets befolkning er mangfoldig, har indbyggere af forskelligt udseende, med forskellige accenter og skikke. Vi må godt være ægte nysgerrige. Vi må godt se hinanden. Intet er i virkeligheden lykkeligere end at blive set som den man er og gerne vil være.

Den der dømmer en anden ved at sige at han eller hun er umulig at integrere, har stemplet sig selv som rigid og uflyttelig. Det er ikke acceptabelt i et levende samfund.

Racisme smitter

Hvordan kommer vi så videre? Vi kan gøre to ting: For det første kan vi helt bevidst dyrke hinandens frihed og for det andet kan vi være solidariske med hinanden.

Vi bliver nødt til at forstå, at racisme smitter. Vi skal lære det, så vi kan blive befriet for den farlige syge.

Det er vor tids alvorligste problem. Det kan løses. Men det kan ikke løses én gang for alle. Vi bliver nødt til at arbejde med os selv, så vi ikke bare accepterer hvad der synes at være god tone på Borgen: at med forfatteren Leif Hjernøes ord: ”…det utilladelige er pludselig blevet mere end lovligt…” (Racisten, 1979)

Det var en helt særlig oplevelse at drøfte tidens alvorligste udfordringer på Christiansborg. Mandag den 13. maj blev dagen, hvor racismen blev taget ved vingebenet, grundigt undersøgt, behandlet og diagnosticeret.