Krigsflygtninge fra Bosnien ser tilbage efter 25 år i Danmark: ”Vi havde virkelig ikke gjort noget”
”Vi kendte det sådan lidt fra fortællinger fra vores bedsteforældre, der havde oplevet Anden Verdenskrig. Men stadigvæk troede vi ikke rigtig, der ville ske noget, for vi havde VIRKELIG ikke gjort noget (…) Og så, da de begyndte at bombe vores by, så gemte vi os bare i kælderen … Vi flygtede ikke lige med det samme.”
Sådan fortæller den nu 44-årige bosniske kvinde Naza Grabic, der i 2000 flyttede ind på Kasernen i Randers sammen med sin mand, Jasmin Grabic, og parrets to børn, en søn og en datter. Naza og hendes familie var flygtninge fra Bosnien, og de flyttede i første omgang ind på den tidligere kaserne, der var omdannet til flygtningecenter.
Naza og Jasmin er to af i alt ni interviewpersoner i en ny bog, ”25 år efter. En beretning om eksjugoslaverne i Randers”, som netop er udkommet. Bogen handler om de bosniske og Kosovo-albanske flygtninge, der kom til Randers i perioden fra 1993 til ca. 2000 og om deres generelt gode integration i lokalområdet. I bogen berettes om baggrunden for krigene på Balkan, om flygtningenes ankomst til Danmark, opholdene på skiftende asylcentre og processen med at blive integreret i lokalsamfundet i Randers.
Kosovo-albanere på Kasernen
Da Naza og hendes familie ankom til Kasernen, var mange af asylsøgerne påflygtningecentret albanere fra Kosovo. Da krigen i Kosovo brød ud, besluttedebyrådet i Randers nemlig at omdanne Kasernen til modtagecenter for flygtninge derfra. Da der også fortsat var uroligheder i Bosnien, kom der stadigflygtninge derfra, og omkring 300 bosniske flygtninge flyttede derfor også ind på kasernen. Desuden var der fra 1993 og frem kommet hundredvis af bosniske krigsflygtninge til Randers, som var en af de kommuner, der tilbød at tage imodet større antal flygtninge, da krigen i Bonisne rasede i begyndelsen af 1990’erne, og der kom i alt næsten 20.000 flygtninge derfra til Danmark.
Naza og hendes familie havde været på flugt i flere omgange og endte med at leve flere år som flygtninge i sit eget land, før hun kom til Danmark. Som mange andre af de bosniske flygtninge havde Naza og Jasmin under optakten til krigen og selv efter borgerkrigens udbrud svært ved at tro på, at deres land var ved at falde fra hinanden i etnisk forfølgelse.
”Jeg troede, at det ville blive, som det havde været før krigen igen. Det troede jeg faktisk helt til krigen sluttede, det troede jeg på. Og jeg er faktisk meget skuffet over, at det er endt, som det er,” fortæller den nu 52-årige Jasmin Grabic.
Ingen bekvemmelighedsflygtninge
De fleste af flygtningene giver i bogen udtryk for, at de ikke kunne tro på, at deres land ville blive splintret i krig, og at de ventede så længe som muligt med at flygte. De ønskede ikke at forlade deres hjemstavn, og de var – som det blev sagt ved boglanceringen af en af bogens redaktører – ”ikke på nogen måde bekvemmelighedsflygtninge”.
De voldsomme begivenheder har da også sat sig dybe spor i mange af flygtningenes krop og sind. Naza Grabic fortalte, da bogen blev lanceret på kulturstedet Underværket i Randers, at hun lider af angst og kæmper for at få en hverdag til at hænge sammen. Også hendes mand, Jasmin, er præget af sine oplevelser under krigen. Han blev sammen med mange andre bosniske mænd, der arbejdede på et olieraffinaderi tæt på grænsen til Kroatien, under krigen tilbageholdt og tvunget ind i det kroatiske forsvar. Han blev bl.a. brugt som levende skjold ved fronten.
Græd af glæde over ny lejlighed
Efter et forholdsvis kort ophold på Kasernen fik Naza, Jasmin og deres børn humanitær opholdstilladelse, og Naza og Jasmin var taknemlige for at få lov at blive i Danmark, hvor deres datter, som er autist, kan få den rette støtte og behandling. Naza har tidligere arbejdet i køkkenet på en skole i byen og passer nu sin datter hjemme, mens Jasmin har fået arbejde på Underværket. Deres 19-årige søn er i gang med at tage en HF. Og hele familien har så småt slået rødder i Randers, hvor de bor i en lejlighed lige over for Kasernen. I bogen beskriver Naza, hvordan hun reagerede, da de blev tilbudt lejligheden:
”Jeg var derovre første gang med vores sagsbehandler for at se lejligheden … og jeg græd og græd og græd … og vi kunne ikke forstå hinanden. Og han var helt bekymret for, hvorfor jeg græd. Hvis jeg ikke kunne lide lejligheden, så skulle han nok finde en anden. Og jeg græd bare. Tænk, efter alt det vi var igennem, så får jeg en lejlighed på 116 m². Det var helt vildt. Ligesom at blive sendt på den bedste rejse.”
Ordentlighed og gode rammer
Bogen beskriver bosnierne og Kosovo-albanerne som velintegrerede og positive medborgere i Randers, og ved modtagelsen af flygtningene var der bred opbakning i byen både blandt borgere og politikere.
Det samme gør sig nu ifølge bogen gældende, hvad angår de nytilkomne flygtninge fra Syrien. I bogens efterord skriver initiativtageren til bogen, Svend Thøgersen: ”I 2016, mere end tyve år efter, at 800 flygtninge fra Eksjugoslavien rykkede ind i Randers, modtog byen knap 400 flygtninge, primært fra Syrien, og borgernes tilgang er som dengang positiv. (…) Det handler nemlig om ordentlighed – når fremmede mennesker har fået lov at komme hertil, er det vores opgave at give dem de bedst mulige rammer for et godt liv.”
Og Naza og Jasmin synes, at de som familie har et godt liv i Randers, selv om de også oplever, at det er svært at etablere nære venskaber med danskere, og selv om de stadig tager sig selv i at savne Bosnien. Når savnet bliver stærkt, minder de hinanden om, at deres datters liv er meget bedre i Danmark, end det kunne være blevet i Bosnien. Og de husker sig selv på krigens rædsler. Som Jasmin siger: ”Hver gang vi får hjemve, så husker vi hinanden på den svære tid, så skubber vi det fra os igen.”
Bogen ”25 år efter. En beretning om exjugoslaverne i Randers” er udgivet af Underværket i Randers og kan købes via UnderVærkets leder, Poul Jeberg, e-mail: upp@undervaerket.dk.